Egelund skal gennemføre Socialdemokratiets opgør med de lærdes tyranni

Hvad er lyden af én hånd, der klapper? Sådan lyder et af zenbuddhismens mest berømte mantraer – eller mere korrekt koan – og gjort på den rigtige måde, når man angiveligt frem til en dybere indsigt ved at tænke over svaret.

For selvfølgelig er der ikke nogen lyd af en enkelt klappende hånd, men ved at tænke over et umuligt spørgsmål opdager man, at det at tænke og det, man tænker på, er forenet i en og samme bevidsthed. Altså opdager man bevidstheden i sig selv, når man tænker på et koan.

En lignende øvelse kan man med fordel foretage, når det kommer til regeringens allerede heftigt debatterede og kritiserede universitetsreform, Forberedt på fremtiden 1. Hvad er formålet med den? Og er der flere formål på én gang, og går de alle sammen op? Hvilket problem skal den løse?

Faren for Socialdemokratiet er, at SVM-regeringen nu gennemfører det måske mest ideologiske stykke politik fra Mette Frederiksens første epoke, men at S-vælgerne ikke opdager det, fordi ingen længere er der til at fortælle dem det.

Mange har konstateret, at svarene er for mange, for modstridende, og at der derfor er ugler i mosen eller i det mindste bare en dårlig reform. Men læser man efter i regeringens forslag, får man nye, dybere indsigter.

Ikke mindst om, hvor socialdemokratisk den her reform – og den her regering –  faktisk er.
 
Man kunne formulere dansk politiks zenbuddhistiske koan således: hvordan ser det ud, når en socialdemokratisk ledet regering gennemfører sit mest ideologiske stykke politik, men socialdemokraterne ikke kan tale højt om det?

For sagen er, at kernen i den reform, uddannelsesminister Christina Egelund (M) nu skal forhandle hjem, udgøres af det opgør med akademiseringen og ”de lærdes tyranni”, der spillede en central rolle i Mette Frederiksens første epoke. Dengang Kaare Dybvad Bek og Mattias Tesfaye blæste til værdikamp om fremtidens samfund med uddannelsespolitikken som den helt afgørende slagmark.

Kampen mod akademiseringen

Både Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye lavede store analyser i ti'erne, hvis omdrejningspunkt var et gennemgribende opgør med det danske uddannelsessystem. Det var i deres øjne altafgørende både for det danske samfund og for Socialdemokratiets appel til sine kernevælgere.

Tesfayes 'Kloge hænder' (2013) og Beks 'De lærdes tyranni' (2017) var på én gang stort anlagt samfundsanalyser og benhård værdikamp. Og begge beskrev en samfundsudvikling, hvor akademikerne og universitetet havde tiltaget sig økonomiske ressourcer, politisk magt og social status, som hverken de eller samfundet fortjente.

”Den faldende prestige omkring håndens arbejde har ikke kun betydning for unges uddannelsesvalg, men har også ændret indholdet af en række uddannelser de seneste år,” skrev Tesfaye og oprullede, hvordan ”akademiseringen” ville underminere samfundet:

”Danmarks store udfordring er ikke flere kloge hoveder, men flere kloge hænder. Ifølge en fremskrivning kommer der til at mangle 348.000 faglærte arbejdere om 30 år, mens der allerede om ti år vil være 100.000 studenter i overskud. Det sker samtidig med, at andelen af en ungdomsårgang, der søger erhvervsuddannelserne, rasler ned. I 2001 var det 31,7 procent, blot elleve år senere var andelen faldet til 18,8 procent.”

Kaare Dybvad fulgte op med sin til tider bidende kritik af den kreative klasses magt og den stigende mængde universitetsuddannede:

”I dag ser vi konsekvensen: Antallet af unge, der færdiggør en lang, videregående uddannelse, er steget fra 12.829 i 2006 til 26.494 i 2016. Deres arbejdsløshed hamrer i vejret, og i dag er næsten halvdelen af alle hovedstadens humanistiske kandidater stadig arbejdsløse, et år efter at de er færdiguddannede,” skrev han.

”Som socialdemokratisk politiker mener jeg, at det er en historisk fejltagelse, at vi reelt har omfordelt fra de fattige til de rige gennem en grænseløs akademisering og centralisering af Danmark.”

Det var ”farligt,” sagde Dybvad.

Særligt sidstnævnte havde helt konkrete forslag til, hvad man skulle gøre for at vende udviklingen:

En fjerdedel af universiteternes studiepladser skulle simpelthen ”lukkes” – altså det, der i en teknokratisk jargon kaldes dimensionering.

Den eneste forskel på Dybvads og Tesfayes forslag og regeringens ligger nemlig i den sprogdragt og den fortælling, som det fremføres i.

Han foreslog også, at alle besparelser som følge af det lavere optag skulle føres tilbage til grundskolerne og daginstitutionerne, mens tilskuddene til erhvervsskolerne skulle øges, og der skulle investeres i at skabe nye lærepladser.

Og sidst – men bestemt ikke mindst – skulle man tage ”et opgør med forestillingen om, at vejen til universitetet kun går gennem gymnasiet”. Konkret kunne man ”reservere hver fjerde studieplads til folk, der i forvejen har en erhvervsuddannelse eller en professionsuddannelse.”

Og når man læser SVM-regeringens Forberedt til fremtiden 1 og har regeringsgrundlaget med under armen, genfinder man mere eller mindre direkte Tesfaye og Dybvads problembeskrivelse såvel som løsninger.

Forberedt til et samfund med mindre universitet

Det første, man skal notere sig ved udspillet, er titlen. Nærmere bestemt et-tallet. Det er altså første skridt af flere. Der er mere i vente, både hvad angår folkeskole, erhvervsuddannelser, gymnasieskolen og professionsuddannelserne.

Så hvorfor starte med universiteterne? Det er der både økonomiske og større politiske argumenter for.

For det første skal universitetsreformen – ved at skære et år af studietiden for halvdelen af kandidatuddannelserne – frigøre midler, der skal bruges på resten af uddannelsessystemet.

Ud af de 2,3 milliarder kroner, som frigøres via reformens effekt på arbejdsudbuddet og sparet SU, er det nemlig kun 950 millioner kroner, som geninvesteres i universitetet. Resten skal vil regeringen ”prioritere til børn, unge og uddannelse.”

Det større politiske argument handler om et opgør med universitetets status i det danske samfund, som den fineste og bedste uddannelse. Værdikampsbegrebet akademisering tager regeringens forslag ikke i sin mund. Men beskrivelsen af en problematisk samfundstendens med for mange på de forkerte universitetsuddannelser går igen:

”I 1990 var det omkring hver tiende af en ungdomsårgang, der gennemførte en universitetsuddannelse. I dag forventes det at være hver fjerde ung,” konstaterer man.

Og problemet er, at hvor universitetskandidaterne tidligere var beskæftiget i den offentlige sektor som funktionærer og gymnasielærere, så skal flere og flere ud på det private marked:

”En fremskrivning viser, at antallet af kandidater, der skal ud på det private arbejdsmarked, ventes at blive mere end fordoblet over en 15-årig periode – fra 150.000 i 2015 til knap 320.000 i 2030. Det betyder, at der vil være forskellige krav til, hvad universitetsuddannede skal kunne.”

Derfor skal der være mindre akademi og teori og mere, der har "et tydeligt arbejdsmarkedssigte", ligesom "der oprettes flere fleksible erhvervskandidatuddannelser". 

Omvendt bemærker regeringen, at antallet ”af faglærte mellem 15-69 år forventes at falde med knap 100.000 frem mod 2030 set i forhold til 2019.” Ligesom, at antallet ”af ansøgere til lærer-, pædagog-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne faldt med 24 procent fra 2019 til 2022. Og i de kommende år, hvor ungdomsårgangene bliver mindre på grund af den demografiske udvikling, vil den forventeligt falde yderligere.”

Og selvom Forberedt til fremtiden 1 kun handler om universiteterne, signalerer regeringen alligevel, hvad den bredere strategiske kontekst er. Nemlig, at reformen er tænkt ind i en målsætning om at afbryde gangen fra folkeskole til gymnasium til universitetet som den primære uddannelsesmæssige fødekæde.

Det hedder direkte: ”Eleverne må ikke per automatik vælge det almene gymnasium, idet dette medfører et mere ensporet uddannelsessystem, som ikke altid gavner hverken den enkelte eller samfundet.”

Eller som man siger det i regeringsgrundlaget: ”Regeringen ønsker en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne sådan, at flere unge vælger erhvervsskolerne fremfor det almene gymnasium.”

Her tager man i Forberedt på fremtiden 1 også sigte på at ændre de sociale normer og det statushierarki, der i dag angiveligt understøtter, at målet med folkeskolen er gymnasiet, og at målet med gymnasiet er universitetet:

”Unge kan føle, at dørene lukkes, hvis ikke de går i gymnasiet, og en del fravælger fag – og endda socialt liv og venskaber – i drømmen om et karaktergennemsnit, der er højt nok til, at de kan komme i betragtning til en universitetsuddannelse. ”

Og ligesom Dybvad i 2017 ønsker regeringen ikke kun at bortlede tilstrømningen til gymnasiet og universitet til andre uddannelsesinstitutioner ”nedefra”, men også ”udefra”. Altså, at det også skal være muligt og almindeligt at komme på universitet, selvom man ikke er indehaver af studenterhue og et karaktergennemsnit fra gymnasiet.

Hvordan ser det ud, når en socialdemokratisk ledet regering gennemfører noget det mest ideologiske stykke politik, men ikke kan tale højt om det?

Det er der nemlig problemer med i dag, konstaterer regeringen:

”Og selvom mange faglærte kan have gode for udsætninger for at gennemføre en videregående uddannelse er det kun to procent, der optages på en videregående uddannelse på baggrund af en erhvervsuddannelse, og på landets universiteter er tallet tæt på nul.”

"Det er baggrunden for, at regeringen (...) vil sætte fokus på sammenhængen i og vejene ind i det videregående uddannelsessystem." 

Eller som det hedder i regeringsgrundlaget: ”Det skal være lettere for en faglært at tage en relevant videregående uddannelse uden krav om gymnasial uddannelse først.”

Med andre ord skal universitetet i langt højere grad blive en almindelig del af det øvrige uddannelsessystem, der uddanner til specifikke jobmarkeder – og det skal ske både institutionelt og statusmæssigt eller kulturelt. 

Og hvad så med dimensioneringen? Altså, at man også skal lukke uddannelsespladser på universitetet.

Ja, læser man den allersidste sætning i Forberedt til fremtiden 1, skriver regeringen, at man som ”led i arbejdet vil arbejde med, hvordan den eksisterende dimensionering af de videregående uddannelser kan videreudvikles.”

Det skal man nok også læse som en åbning til især Liberal Alliance og De Konservative, som er de to partier, man regner det for mest sandsynligt at få med i en aftale.

Hvordan det falder ud, vil fremtiden vise. For indeværende står det fast, at SVM-regeringen har gjort det til Christina Egelunds opgave at gennemføre Tesfaye og Dybvads politik.

Quod erat demonstrandum, som man engang sagde på universitetet: så er det bevist.

Og så alligevel er der et lille, men afgørende aber dabei.

S-fortællingen, der blev væk

Den eneste forskel på Dybvads og Tesfayes forslag og regeringens ligger nemlig i den sprogdragt og den fortælling, som det fremføres i.

”I en lille åben økonomi som den danske er uddannelse og viden helt afgørende for at vi også i fremtiden kan klare os godt. Viden er vores vigtiste råstof, og derfor skal vi hele tiden forædle det,” som uddannelsesminister Christina Egelund sagde på pressemødet ved fremlæggelsen.

Ligesom hun gerne vil tale reformen op som en styrkelse af universiteterne, der erhvervsretter dem mere, og om ”den enkeltes muligheder og frihed” og om ”videnssamfundet.” Moderaterne har også fået genåbnet 5000 engelsksprogede studiepladser, som afspejler partiet globaliseringsglade politk.

Her forsvinder den socialdemokratiske værdi- og klassekamp. I de første syv år af Mette Frederiksens epoke – og under konstant påvirkning og vedligehold af hendes særlige rådgiver, Martin Rossen – var det ellers netop pointen, at intonationen og fortællingen om projektet var lige så vigtig som projektet selv.

Intentionspolitik er det blevet kaldt.

Men pointen var, at Socialdemokratiets vælgere aldrig skulle være i tvivl om, hvem partiets politik henvendte sig til, hvem den var for – og hvem den var imod. Sidstnævnte var for eksempel den kreative klasse eller akademikerne. De første var de faglærte og ufaglærte uden for de store universitetsbyer.

Det er selvsagt sværere i en regering med flere partier og med forskellige ideologiske udgangspunkter. Og endnu sværere når de flere partier på den ene side er den tidligere hovedfjende i Venstre, og med Moderaterne, der er blevet den kreative storbyklasses nye politiske overbygning på den anden.

Med andre ord er faren for Socialdemokratiet, at SVM-regeringen nu gennemfører det måske mest ideologiske stykke politik fra Mette Frederiksens første epoke, men at S-vælgerne ikke opdager det, fordi ingen længere er der til at fortælle dem det.

Det problem skal partiet for alvor forsøge at løse, når de 1,3 milliarder kroner skal placeres, og reformerne af folkeskole, erhvervsskole og gymnasieskole skal i gang. Hvordan det skal se ud, bliver udformet, forhandlet – og udkæmpet – blandt medlemmerne i regeringens uddannelsesudvalg.

Her finder man netop – og meget betegnende – såvel Mattias Tesfaye som Kaare Dybvad, mens Venstre har den allestedsnærværende Troels Lund Poulsen i følgeskab med ligestillingsminister Marie Bjerre, og Moderaterne stiller med uddannelsesminister Christina Egelund og kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Socialdemokraterne kan meget vel befinde sig i den situation, at prisen for den store forandring bliver, at den drukner i beregninger af arbejdsudbud og lydefri ord om fremtidens arbejdsmarked, kompetencer og videnssamfund.

Og at ingen – slet ikke de socialdemokratiske vælgere – rigtig finder ud af, hvordan det egentlig lyder, når en socialdemokratisk ledet regering gennemfører dybt ideologiske forandringer uden at sige det højt.