Forskningsdekan: Vores korte ph.d.-uddannelse hæmmer dansk forsknings kvalitet

Den danske forskeruddannelse er kort sammenlignet med andre lande, og det kan mærkes internationalt. En reform af uddannelsen vil både gavne dansk forskning og de ph.d.-studerende selv, skriver Søren Hvidkjær.

<span>Den korte tid på den danske forskeruddannelse er en kilde til massiv stres blandt ph.d.-studerende, skriver Søren Hvidkjær.<br></span> — Den korte tid på den danske forskeruddannelse er en kilde til massiv stres blandt ph.d.-studerende, skriver Søren Hvidkjær.
Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Søren Hvidkjær

Forskningsdekan, CBS

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dansk forsknings internationale gennemslagskraft har været konstant faldende siden 2010. Vi er dermed ikke længere i den internationale superliga målt per antal citationer fra andre forskere. Det viser et nyt forskningsprojekt støttet af Novo Nordisk og Villum-fondene.

Gennemslagskraft fordrer fordybelse. Det er universiteternes opgave at skabe gode rammer for fordybelse, men på et afgørende punkt spænder lovgivningen ben for dette: ph.d.-uddannelsen.

Den danske ph.d.-uddannelse er et treårigt forløb, hvoraf et år er bundet til arbejdsopgaver for universitetet samt at modtage undervisning. Til selve forskningen er der blot to år. Og her skal der presses et udlandsophold ind.

Ph.d.-tiden er afgørende for alle forskeres karriereforløb. Her kan man udvikle man færdigheder, der leder til potentielt banebrydende forskning. Den nuværende struktur understøtter desværre i stedet udviklingen af kompetencer til at publicere i middelgode tidsskrifter.

Forlæng uddannelsen

Den korte tid er samtidig en kilde til massiv stress blandt ph.d.-studerende. I en spørgeskemaundersøgelse, som CBS gennemførte sidste år, erklærede mere end 75 procent af de ph.d.-studerende sig uenige i udsagnet ”tilstrækkelig længde på den finansierede ph.d.-periode er ikke en bekymring”.

Hvis man forlænger ph.d.-forløbet uden at tilføre flere midler, så falder antallet af tildelte grader selvsagt. Nye midler skal være særdeles velkomne, men færre grader er ingen katastrofe.
Søren Hvidkjær
Forskningsdekan, CBS

Det er deprimerende læsning, men selv hvis et universitet havde midlerne til at forlænge stipendiet, lader det sig ikke nemt gøre, når ph.d.-protokollatet foreskriver en ansættelsesperiode på højst tre år.

Hvis man forlænger ph.d.-forløbet uden at tilføre flere midler, så falder antallet af tildelte grader selvsagt. Nye midler skal være særdeles velkomne, men færre grader er ingen katastrofe.

For det første vil antallet af indskrevne ph.d.-studerende ikke falde, da den enkelte er længere tid i forløbet, så det betyder ikke, at der forskes mindre.

For det andet vil forskningskvaliteten og dermed gennemslagskraften stige. Det skyldes især den længere tid, der muliggør fordybelse men også større konkurrence i optaget, så den succesfulde ansøger i gennemsnit vil være endnu dygtigere end i dag.

For det tredje vil der komme bedre balance mellem udbud og efterspørgsel af nyudklækkede ph.d.-er. Universiteterne tildeler i dag langt flere ph.d.-grader, end der er karrierestillinger for forskere. Det skaber en ph.d.-sump, der er mindst lige så alvorlig som den mere omtalte postdocsump, hvor ansatte sidder fast i en midlertidig forskerstilling med dystre karriereudsigter.

Med færre ph.d.’er vil den enkelte ph.d.-studerende altså få bedre mulighed for at opnå en forskerkarriere. Samtidig vil der ske en forøgelse af arbejdsudbuddet på det bredere arbejdsmarked, da færre vil bruge tid på en forskeruddannelse, som ikke leder til en forskerkarriere.

Et konkurrenceparameter

Den nuværende model er ikke blot oftest for kort, men også en prokrustesseng. Eksempelvis har ph.d.-studerende, der laver etnografiske studier, måske ikke altid brug for et halvt års undervisning, men de har ofte brug for lang tid til at lave feltarbejde.

Læs også

Professor: Vi bør ikke vurdere en uddannelses relevans ud fra lønsedlen

Debat

Et længere kursusforløb kan derimod være essentielt for interdisciplinær forskning, hvor man skal tilegne sig tekniske kompetencer fra flere felter. Derfor bør universiteterne have større fleksibilitet i at tilrettelægge både længde og indhold.

Universiteterne konkurrerer internationalt om at tiltrække de største talenter. Dermed konkurrerer den danske ph.d.-model også internationalt, da talenterne søger hen imod de steder, som giver dem det bedste udgangspunkt for en forskerkarriere.

Tid er igen et afgørende konkurrenceparameter, og Danmark ligger meget lavt i sammenligning med andre lande. I USA tager det i gennemsnit 5,7 år at gennemføre en ph.d. I Europa er fire års stipendium oftest normen. I Sverige får ph.d.-studerende løn i fire år plus tid brugt på at undervise. Hvis den studerende altså underviser 20 procent af tiden, så finansieres lønnen i fem år. Danmark bør kunne tilbyde samme vilkår.

De seneste fem år, hvor jeg har haft det strategiske ansvar for forskning på CBS, har hver eneste rapport skrevet af internationale bedømmere peget på den korte tid som en hovedudfordring.
Søren Hvidkjær
Forskningsdekan, CBS

Udenlandske forskere er opmærksomme på udfordringerne med den danske ph.d.-model. Uddannelses- og Forskningsministeriet foretog i 2017 en spørgeskemaundersøgelse blandt internationale bedømmere af danske ph.d.’er.

Generelt evaluerede bedømmerne kvaliteten af afhandlingerne positivt, men på trods af at undersøgelsen ikke spurgte ind til længden, så kommenterede mange alligevel på dette. Som rapporten noterer: ”angående længden af den danske ph.d.-uddannelse hæfter mange bedømmere sig ved, at tidshorisonten, der som bekendt er fastsat til tre år, er for kort til i tilstrækkelig grad at kunne fordybe sig i det valgte emne.”

Ligeledes gennemfører CBS ligesom andre universiteter løbende forskningsevaluering af institutter og ph.d.-uddannelser. De seneste fem år, hvor jeg har haft det strategiske ansvar for forskning på CBS, har hver eneste rapport skrevet af internationale bedømmere peget på den korte tid som en hovedudfordring.

Interdisciplinær forskning lider

Det er ikke blot en hovedudfordring for universiteterne men også en stopklods for løsningen af de store samfundsudfordringer. Der er ellers nok at tage fat på. Løsning af samfundsudfordringer er i sin natur interdisciplinær, men som tidligere indikeret lider især interdisciplinær forskning under den stramme tidsstyring.

Interdisciplinær forskning kræver, at den enkelte forsker har en stærk faglig forankring i egen disciplin og en vis metodeforståelse for andre discipliner. Jeg påbegyndte selv min ph.d. ved et dansk universitet, men det obligatoriske udlandsophold ved et amerikansk universitet åbnede mine øjne for vigtigheden af ikke blot dyb, men også bred faglig viden.

De amerikanske forskere virkede ikke dygtigere i deres eget felt, men de havde bedre forståelse for andre felter, hvilket løftede diskussionsniveauet og muliggjorde nye indsigter og løsninger.

Jeg skiftede derfor ph.d.-program til USA. Min ph.d. tog fem år blandt andet på grund af aktiviteter, som ikke var direkte relevante for min afhandling, men som var afgørende for min dannelse som forsker.

Det strukturerede forløb af ph.d.-uddannelsen blev introduceret i 1993 og var med til at løfte dansk forskning. Den stramme styring gav dengang mening for at sikre en vis kvalitet.

Men gulvet er 30 år senere blevet til et glasloft, der i dag hæmmer dansk forsknings kvalitet og gennemslagskraft, og som dermed gør det sværere at løse vor tids store samfundsudfordringer. Det er på tide at reformere ph.d.-uddannelsen.

Læs også