Debat

It-aktører: Digitale kvinder skal sikre fremtidens konkurrencekraft

Fremtiden skriger på it-kompetencer, men løsningen ligger lige foran erhvervslivet. Der er nemlig himmelråbende langt mellem de kvindelige it-specialister, skriver Morten Bierbaum, Thomas Risgaard Hansen og Mikkel Baun Kjærgaard.

Vi skal have flere kvindelige forbilleder i hele uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, skriver Morten Bierbaum, Thomas Risgaard Hansen og Mikkel Baun
Kjærgaard.
Vi skal have flere kvindelige forbilleder i hele uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, skriver Morten Bierbaum, Thomas Risgaard Hansen og Mikkel Baun Kjærgaard.Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dansk erhvervsliv står med et akut og voksende problem. Virksomhederne har længe råbt efter digitale talenter, og endnu flere er istemt den digitaliseringsbølge, der er skyllet over landet som følge af covid-19 pandemien.

Alligevel lader vi fortsat en stor del af talentmassen glide under radaren. 300.000 aktive virksomheder beskæftiger knap 2,8 millioner personer i Danmark. Hvis bare én procent af virksomhederne skal bruge én ekstra medarbejder med digitale kompetencer, vil dette alene kræve 30.000 flere it-medarbejdere i Danmark.

Fremskrivninger fra konsulenthuset McKinsey viser endda, at Danmark vil mangle svimlende 80.000 medarbejdere med dybe it-kompetencer i 2030. Til sammenligning uddanner vi i dag knap 4.000 kandidater inden for it om året. Vi skal altså lukke et voksende hul mellem udbud og efterspørgsel, og virksomhederne skal tage deres del af opgaven på sig.

Fordomme er benspænd for kvinder

Én løsning er at få langt flere kvinder interesseret i it. Kvinder udgør potentielt halvdelen af talentmassen, men mange af dem er slet ikke på sporet af en karrierevej i branchen.

Vi ved, at diversitet åbner for øget innovation, nye forretningsmuligheder og en bedre bundlinje

Morten Bierbaum, Thomas Risgaard Hansen og Mikkel Baun Kjærgaard
Hhv. adm. direktør, Technology Denmark, adm. direktør, Direc, og professor og uddannelsesleder, SDU

På it-uddannelserne ser vi en kønsfordeling på 30 procent kvinder og 70 procent mænd, og på arbejdsmarkedet er der himmelråbende langt mellem de kvindelige it-specialister. Det sker, selvom vi ved, at diversitet åbner for øget innovation, nye forretningsmuligheder og en bedre bundlinje.

De store benspænd er fordomme, stereotype uddannelsesvalg og manglende selvtillid blandt de unge piger.

Mange kvinder har stadig en opfattelse af, at arbejdet med it er nørdet, og at en karriere i tech kræver, at man har kodet fra barnsben. Dette er naturligvis lodret forkert.

Faktum er, at det professionelle arbejde med it indeholder en stor variation af opgaver og processer, som påvirker alle dele af samfundet – men kun få fortæller det. Ansvaret starter allerede i uddannelsesvejledningen og hos skolelærerne, og der er i den grad også behov for, at forældrene vågner op.

Erhvervslivet skal tage affære

Virksomhederne skal tage deres ansvar og sikre, at vi får flere synlige kvindelige rollemodeller, som viser, at kvinder naturligvis er dygtige og kan bidrage fuldt ud på niveau med mændene.

De skal opfordre deres talentfulde kvinder til optræde på seminarer, gæsteforelæsninger, konferencer og i medierne, hvor kvindelige it-eksperter skal levere ekspertviden om ny teknologi og trends.

Vi skal sørge for, at der er kvindelige forbilleder i hele uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet bredt set. Kvinderne skal selv ønske dette, men virksomhederne skal sørge for rammerne, give plads og endda skubbe på.

Danske virksomheder – store som små – skal i langt højere grad engagere sig i at skabe den arbejdsstyrke, de kalder på frem for at blive ved snakken. Den opgave er alt for vigtig til at overlade til uddannelserne alene.

Det kan de blandt andet gøre ved kommunikere tydeligt om hvilke muligheder, der er i de enkelte job, og hvilken forskel kvinderne konkret vil gøre.

Her tænker vi ikke kun på kommende kandidater, men befolkningen generelt, så vi udvisker stereotyper og viser fordelene ved at udvikle og arbejde med fremtidens digitale løsninger i samfundet.

Mange kvinder er drevet af at gøre en forskel frem for udsigten til at arbejde med nyeste teknologi. Det er et grundlæggende vilkår, som virksomhederne må forstå i deres kommunikation, ellers får de ikke adgang til den kvindelige talentmasse.

Løsningen er lige foran os

Men vi skal også rykke ud over dette. Derfor skal virksomhederne gives den nødvendige politiske opbakning til opgaven med en øremærkning af puljer til de aktører, som i forvejen har en stærk kobling til it-branchen.

Får vi brudt med stereotyperne og skabt en mere inkluderende kultur, vil flere kvinder søge mod it-fagene og bidrage til at skabe produkter og services

Morten Bierbaum, Thomas Risgaard Hansen og Mikkel Baun Kjærgaard
Hhv. adm. direktør, Technology Denmark, adm. direktør, Direc, og professor og uddannelsesleder, SDU

På den måde kan virksomhedernes bidrag stå endnu stærkere. 

Vi står med en del af løsningen lige foran os; en digitalt indfødt generation af unge kvinder, som vil være afgørende i kampen for at lukke hullet mellem behovet for it-kompetencer og talenter til rådighed.

Får vi brudt med stereotyperne og skabt en mere inkluderende kultur, vil flere kvinder søge mod it-fagene og bidrage til at skabe produkter og services, der både kan gøre verden til et bedre sted for os alle og bidrage til en styrket konkurrencekraft.

Lykkes det, går vi en tid i møde, hvor it-studiepladserne fyldes af kvinder, og vi får ændret fremtiden for den danske it-branche.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00