Kronik

Lektor: Regeringens universitetsreform er en kulturkamp på falske præmisser

Bag kulturkampen om kandidatuddannelserne skjuler en magtpolitisk dagsorden sig, der handler om øget styring af universitetsuddannelserne og dermed om embedsmændenes, juristernes, lægernes og gymnasielærernes kvalitet, skriver Jørn Bjerre.

Reformen af kandidatuddannelserne skal ses i lyset af den kulturkamp, integrationsminister Kaare Dybvad Bek og statsminister Mette Frederiksen har varslet ved at blæse til kamp mod "de lærdes tyranni" og "uddannelsessnobberiet," skriver Jørn Bjerre.
Reformen af kandidatuddannelserne skal ses i lyset af den kulturkamp, integrationsminister Kaare Dybvad Bek og statsminister Mette Frederiksen har varslet ved at blæse til kamp mod "de lærdes tyranni" og "uddannelsessnobberiet," skriver Jørn Bjerre.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jørn Bjerre
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Universiteter, studerende og aftagereorganisationer har talt for døve øren, når de har argumenteret for, at regeringens udspil til en universitetsform vil forringe uddannelsernes kvalitet.

Grunden er, at regeringen betragter forringelser som acceptable følgeskader i krigen mod den kulturelle status, som uafhængig og kritisk uddannelse har herhjemme.

Ingen kan være imod, at regeringen sætter universiteterne til diskussion. Universiteterne skal følge med tiden, og derfor er det fornuftigt at diskutere, om uddannelsessystemet skal gøres mere fleksibelt, læringen livslang, og bestemte uddannelser forkortes.

Problemet er, at regeringen med slagord som "uddannelsessnobberi" væver diskussionen af disse praktiske spørgsmål ind i en kulturkamp, som handler om at stække universiteternes kulturelle status. Konsekvensen bliver, at vi får professionelle og embedsmænd uden tilstrækkeligt grundlag for at handle selvstændigt, hvorfor reformen er et angreb mod det bolværk, som embedsmænd i dag udgør overfor blandt andet magtmisbrug.

Konsekvensen bliver, at vi får professionelle og embedsmænd uden tilstrækkeligt grundlag for at handle selvstændigt

Jørn Bjerre
Lektor, DPU, Aarhus Universitet

Opgør med de lærdes tyranni
Reformens centrale præmis er, at man kan løse problemet med, at unge flokkes om de lange universitetsuddannelser, mens arbejdsmarkedet skriger på erhvervs- og velfærdsuddannede, ved at reducere 50 procent af universitetsuddannelserne fra lange til mellemlange uddannelser.

Når regeringen spiller dette kort først, mens den holder dimensioneringsskortet i baghånden, så skal det ses i lyset af, at reformen er en del af den kulturkamp, som integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) har varslet ved at blæse til kamp mod det, de respektivt kalder for “de lærdes tyranni” og “uddannelsessnobberiet”.

I sin nytårstale argumenterede statsministeren således for at gøre op med en kultur, hvor det er finere at gå på gymnasiet end på en erhvervsuddannelse, og finere at være akademiker end faglært. Der skal mere fokus på uddannelser “uden en masse bøger”, sagde statsministeren og fortsatte: "Mindre teori, mere praksis”.

Læs også

I lyset af denne kulturkamp giver regeringens reform mening: Ved at reducere de “fine” universitetsuddannelser, så de har samme længde som de “nyttige" velfærdsuddannelser, såsom pædagog- og læreruddannelsen, kan regeringen indløse sin intention om at nivellere forskellene i uddannelsernes kulturelle status.

Reformen bygger på en falske præmis
Ifølge regeringen er det nødvendigt med mere fleksible uddannelsesveje, hvis universitetet skal flyttes fra et elitært system, der er gearet til at uddanne forskere, til et masseuniversitet, der primært udbyder praksisrettede uddannelser, idet forskeruddannelserne forbeholdes områder, hvor dette kan betale sig (læs: de teknisk-naturvidenskabelige områder).

Argumentet lyder plausibelt, men bygger på en falsk modsætning mellem forskning og praksis. De kandidatuddannelser, som vi har i dag, er i mindre grad udviklet med henblik på at uddanne forskere, end at uddanne, hvad vi i dag betegner som professionelle, såsom læger, præster, jurister, naturvidenskabsmænd og gymnasielærere.

Det, vi kan lære af disse erfaringer, er, at når først politikerne har “fikset” det, der allerede virker, så virker det ikke længere

Jørn Bjerre
Lektor, DPU, Aarhus Universitet

Uddannelserne er struktureret, som de er, for at give de professionelle en viden, som skal gøre dem i stand til at handle selvstændigt indenfor deres respektive områder. Det er grunden til, at man som studerende skal tilegne sig en videnskabelig forståelse. Ikke, at man skal blive levebrødsforsker, men at man skal kunne handle med udgangspunkt i faglige forståelser og den etik, som det faglige felt bygger på.

Jurister, der er ansat som dommere og advokater, skal kunne operere selvstændigt på lovens grundlag. Gymnasielærere skal kunne formidle den højeste viden indenfor deres felt. Der er mange grunde til, at læger skal være videnskabeligt uddannede, men en af de vigtige er, at de skal kunne forholde sig kritisk til medicinalindustriens magtfulde påvirkning. Og, når det er vigtigt, at de embedsmænd, der arbejder i staten, er videnskabeligt uddannede, er det fordi, de skal have et grundlag at stå på, som gør, at de kan dæmme op for vilkårlig forvaltning af magt i samfundet.

Øget politisk styring af universiteterne
Det er er derfor forkert, når regeringen præsenterer sit reformudspil som en praksisretning af universitetsuddannelserne. Det er derimod en reform af de kompetencer, som de kandidater skal tilegne sig som professionelle i fremtidens samfund. Her er bundlinjen, at regeringen vil halvere antallet af professionelle, der har tilegnet sig den selvstændiggørende, videnskabelige tænkemåde.

Bag denne kulturkamp skjuler en magtpolitisk dagsorden sig, som handler om mere politisk styring af universitetsuddannelserne. Intet tyder imidlertid på, at en øget politisk styring af universiteterne kommer til at gavne kvaliteten af uddannelserne.

Der er tale om en ikke-fagligt funderet brug af magt, som opererer teknisk og instrumentelt på områder, den ikke udviser indsigt i

Jørn Bjerre
Lektor, DPU, Aarhus Universitet

I hvert fald ikke, hvis man trækker på erfaringerne fra de mellemlange uddannelser, hvor normen har været, at politiske flertal kan beslutte, om der skal være mere eller mindre praktik i pædagoguddannelsen, og om læreruddannelsen skal bestå af moduler eller fag.

Det, vi kan lære af disse erfaringer, er, at når først politikerne har “fikset” det, der allerede virker, så virker det ikke længere. Betragter man eksempelvis de reformer, som nye politiske flertal har været nødt til at gennemføre de sidste par årtier på læreruddannelsesområdet, så har de først og fremmest handlet om at løse problemer, som tidligere regeringers ugennemarbejdede lovgivning har skabt.

Kulturkamp som en kamp mod kulturen
Den kulturkamp, som ligger til grund for regeringens udspil, bygger på en retorisk strategi, der går ud på at hidse de forskellige sektorer i uddannelsessystemet op mod hinanden. Det handler om at tale gymnasiet, bøger, akademikere, teori ned, for at kunne tale erhvervsuddannelser, faglærte, praksis, mesterlære, “kloge hænder” op.

Læs også

Det er altid svært at spå om, hvad det er for kandidater, vi får brug for i fremtiden, men et godt bud er, at det næppe bliver mere diffust og dårligere uddannede kandidater. Man skal naturligvis kunne diskutere, hvad god og dårlig uddannelse er. Men en sådan diskussion bør basere sig på faglig viden.

Det er symptomatisk, at grundlaget for den påtænkte reform ikke er uddannelsesfagligt, men en tendentiøs blanding af økonomiske beregninger og tilfredshedsundersøgelser blandt studerende.

Ufrivilligt komme denne fremgangsmåde til at eksemplificere, hvad der er galt med regeringens kulturkamp: Der er tale om en ikke-fagligt funderet brug af magt, som opererer teknisk og instrumentelt på områder, den ikke udviser indsigt i.

I fremtiden vil det blive lettere for det politiske system at styre de professionelle, som forlader universiteterne med en mellemlang videregående uddannelse, mens det vil blive sværere for demokratiet at se sig selv i øjnene

Jørn Bjerre
Lektor, DPU, Aarhus Universitet

At det er muligt at sætte en dagsordenen på uddannelsesområdet ved hjælp af skældsord som “de lærdes tyranni” og “uddannelsessnobberi” viser, at samfundets kulturelle tandhjul er ved at være slebet helt ned til roden; at styring og forvaltningslogik er ved at have koloniseret alle de områder, som kan varetage samfundets kulturelle genskabelse.

Vi står ved en korsvej
Regeringens reformudspil vil med kirurgisk præcision komme til at bortoperere den del af uddannelserne, hvorigennem de studerende tilegner sig den rygrad, som skal gøre dem i stand til at operere selvstændigt på et fagligt grundlag.

Det betyder, at det i fremtiden vil blive lettere for det politiske system at styre de professionelle, som forlader universiteterne med en mellemlang videregående uddannelse, mens det vil blive sværere for demokratiet at se sig selv i øjnene. Vi vil få embedsmænd med mindre selvstændighed, undervisere med mindre faglighed og universitetsuddannelser, der fleksibelt må orientere sig efter politiske kastevinde.

Bag diskussionen om, hvad regeringens reformudspil kommer til at betyde for uddannelsernes kvalitet, finder vi den aktuelle og afgørende diskussion om, hvilken kvalitet landets embedsmænd skal have, hvis de også i fremtiden skal kunne udgøre et bolværk mod de angreb, som samfundets demokratiske grundlag udsættes for via misinformation, magtmisbrug og korruption.

Derfor er regeringens reformudspil på universitetsområdet kulturkamp på de højeste nagler. Vi står som samfund ved en korsvej, hvor udfordringen består i at vælge, om universitetet fortsat skal være en autonom vidensinstitution, som kan og tør tale det politiske system midt imod, eller om vi reform for reform skal lade universitetet flette ind i det halehæng, som et stadigt mere magtfuldt politisk system kan vifte med efter forgodtbefindende.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørn Bjerre

Lektor, ph.d., Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024