18 markante uddannelsesstemmer: Utålmodig reformiver er ineffektiv uddannelsespolitik

Regeringen har netop kundgjort en reform af universitetsuddannelserne, og flere reformer af det videregående uddannelsesområde vil følge efter.

Denne reformiver er ikke ny. Uddannelsesområdet har længe været præget af stor omskiftelighed med mange ministerudskiftninger og mange reformer.

De korte og mellemlange uddannelser er blevet samlet i erhvervsakademier og professionshøjskoler. Professionshøjskolerne har fået forskningsforpligtelse. Universitetsuddannelserne har fået større fokus på det private arbejdsmarked. Der er indført bachelor- og ph.d.-uddannelser. Optaget er blevet dimensioneret efter dimittendernes ledighed. Uddannelsesøkonomien er blevet taxameterstyret. Løbende effektiviseringsbidrag har øget fokus på rentabilitet og stordriftsfordele.

Hver for sig har disse tiltag haft effekt på specifikke delmål. For eksempel får universitetets kandidater oftere ansættelse i det private erhvervsliv, ligesom samlingen af uddannelser på erhvervsakademier og professionshøjskoler har givet stærkere fagmiljøer og bedre uddannelsesøkonomi, samtidig med at den geografiske spredning er opretholdt. Taxametersystemet har desuden øget fokus på at mindske frafaldet.

Men reformerne har været tænkt enkeltvis uden at tage højde for, hvordan de har virket sammen. Ofte er reformerne også kommet først og den nødvendige inddragelse bagefter.

Sjældent har der været tid til at afvente effekterne, der først viser sig på langt sigt. De langsigtede og de brede perspektiver på tværs har simpelthen manglet. Derfor har reformerne tit vist sig at have utilsigtede effekter – særligt på tværs af uddannelser, institutioner og sektorer.

Omkalfatring er et langsigtet projekt

Når universiteternes kandidater i højere grad går til et bedre lønnet privat arbejdsmarked, lægger det pres på professionshøjskolernes uddannelser til det offentlige arbejdsmarked.

Når økonomiske incitamenter belønner fastholdelse af alle studerende, mindsker det fokus på, om den enkelte er landet på den rette hylde, eller om et studieskift kunne være til gavn for både individ og samfund.

Vi har brug for at lave uddannelsespolitik på en anden måde. For at nå frem til de bedste løsninger, må vi se på de store linjer. Det bedste resultat på langt sigt giver ikke nødvendigvis det hurtigste afkast.

Den bebudede omkalfatring af uddannelsessystemet vil være et langsigtet projekt. Vi skylder både nuværende og kommende generationer at gøre det klogt. Det kræver stor omtanke og bred inddragelse.

Det nye forum for fremtidens videregående uddannelser kommer her til at stå centralt. Derfor er det også vigtigt, at det sammensættes klogt. For at finde de rette balancer i hensynene mellem det offentlige og private arbejdsmarked, mellem land og by, mellem individets interesser og samfundets behov, har vi brug for mange forskellige perspektiver og fagligheder.

Tag hul på de væsentlige diskussioner

Vi har brug for den viden, der findes i gymnasiet om overgangen til videregående uddannelse og hos de kommende studerende om, hvad der motiverer dem i valget af uddannelse. Vi har brug for den viden, der findes på institutionerne, deres studerende og deres undervisere om, hvor skoen trykker.

Med en sådan viden kan vi diskutere, om det er fornuftigt at sprede begrænsede ressourcer tyndere ud

Hanne Andersen, Philip Binning mfl.

Vi har brug for den viden, der findes hos aftagerne og de færdiguddannede om, hvordan uddannelse og arbejdsliv hænger sammen, hvordan overgangene styrkes, og hvor sammenhængen kan forbedres.

Vi har brug for den viden, som forskere, eksperter og tænketanke sidder inde med om udviklinger og sammenhænge i uddannelser på tværs og over tid, nationalt og internationalt. 

Med en sådan viden kan vi for alvor diskutere, hvordan vi bedst reformerer uddannelsessystemet. Vi kan diskutere, hvad det kræver af vores uddannelsessystem og af vores undervisere, at de studerende kommer med en bredere vifte af forudsætninger og interesser.

Vi kan også diskutere, om det er fornuftigt at sprede begrænsede ressourcer tyndere ud, eller om vi kan finde nye veje til øge kontaktfladerne – mellem institutioner på tværs af geografi og sektorer, mellem uddannelserne på tværs af institutioner, og mellem undervisere, studerende og erhvervsliv.

Og endelig kan vi diskutere, om det er fornuftigt at udviske forskellene mellem universiteter og professionshøjskoler ved at forkorte universiteternes kandidatuddannelser, eller om det er bedre at gøre det mere tydeligt hvilke institutioner, der har hvilke spidskompetencer.