Lektor: Esbjerg rummer et uindfriet potentiale for at blive universitetsby

Af Villy Søgaard
Lektor ved Syddansk Universitet

Der har i de seneste 15-20 år været megen diskussion om den regionale udvikling i Danmark og argumenter for – og imod – et Danmark, hvor udviklingen er mere jævnt fordelt geografisk.

Den politiske målsætning om en mere ligelig geografisk udvikling er blandt andet søgt realiseret gennem udflytning af statsinstitutioner.

Derimod har der været mindre fokus på universitetssektoren.

Det er en skam, for både danske og udenlandske erfaringer peger på, at en udbygning af regionale universiteter rummer et betydeligt langsigtet potentiale.

Kvalitet og omkostninger
Aalborg Universitet har historisk spillet en væsentlig rolle i det nordjyske, og Odense Universitet har gjort gavn på Fyn, og med dannelsen af SDU også i Sydjylland.

Regionale universiteter bidrager til regionens kulturelle liv. De bidrager til at hæve uddannelsesniveauet regionalt, til at forsyne regionen med akademisk arbejdskraft og – i mange tilfælde – til at skabe regional innovation.

Villy Søgaard
Lektor ved Syddansk Universitet

Men hvad med kvaliteten af de små enheder? Og hvad med omkostningerne ved at drive dem? Det berømte Verdensuniversitet i Thy måtte jo lukke for mange år siden, så ville det ikke være billigere og bedre, hvis vi havde ét universitet i København?

Svaret er, at den optimale struktur må afhænge af politiske prioriteringer, og at ingen af ekstremerne er realistiske.

Forskningen på feltet kan give nogle fingerpeg om, hvad der er muligt og hensigtsmæssigt.

Stordriftsfordele og kritisk masse
Det er klart, at driften af et universitet er forbundet med stordriftsfordele, både med hensyn til omkostninger og kvalitet. Omkostningerne ved at holde en forelæsning for 200 studerende er langt fra ti gange så store, som hvis der kun var 20.

Der er fordele ved at have specialiserede forskere med stor indsigt på et snævert felt. Og der er fordele ved et bredt fagudbud, som giver grundlag for tværfagligt samarbejde – og for at studere i samme by som kæresten. Stordriftens fordele er imidlertid ikke ubegrænsede.

Det overskuelige miljø, hvor man ikke som student opleves som et nummer, kan også have sine kvaliteter. Man må imidlertid erkende, at et universitet må have en vis kritisk masse for at være økonomisk bæredygtigt og have en ordentlig kvalitet.

De regionale universiteters fordele
Traditionelt har man vurderet universiteternes kvalitet i forhold til de to hovedmissioner – forskning og undervisning.

I de seneste årtier er en tredje mission imidlertid kommet til at stå stærkere internationalt, nemlig samspillet med det omgivende samfund og bidraget til lokal kultur, vækst og beskæftigelse.

Den rent driftsøkonomiske vinkel opfanger ikke kvaliteten på alle tre dimensioner.

Regionale universiteter bidrager til regionens kulturelle liv; de bidrager til at hæve uddannelsesniveauet regionalt, til at forsyne regionen med akademisk arbejdskraft og – i mange tilfælde – til at skabe regional innovation.

Det er veldokumenteret, at regionale universiteter bidrager til den økonomiske vækst i området.

Volumen, uddannelsesudbud og niveau
Universiteter kan altså blive for små – men et eller to store universiteter ville ikke kunne dække hele landet. Netop dét er en vigtig forudsætning i en konkurrencepræget verden, hvor en stor del af befolkningen skal have et højt uddannelsesniveau.

Stordriftsfordelene betyder imidlertid, at man i den nederste ende af skalaen skal forholde sig til, om man vil eller ikke vil have et universitet.

Hvis svaret er ja, må man opnå en kritisk masse, det vil sige, lokalt må der være:

• Tilstrækkelig volumen til at tiltrække relevante forskere
• Et tilstrækkeligt varieret uddannelsesudbud til, at også kæresten kan tiltrækkes
• Et tilstrækkeligt højt niveau til, at universitetets kandidater er relevante for erhvervslivet.

Respektable universiteter i små bysamfund
Den danske universitetsstruktur er hverken specielt decentraliseret eller centraliseret sammenlignet med andre landes.

Universiteterne i Neuchatel i Schweiz, Sveriges Landbrugs Universitet ved Uppsala, Universiteterne i Umeå, Lund og Tromsø kan alle nævnes som eksempler på absolut respektable universiteter i bysamfund med omkring 100.000 indbyggere.

I Wales har man i den lille by Aberystwyth med 16.000 sjæle et berømt universitet, som i 2018 blev kåret som University of the Year med hensyn til undervisningens kvalitet.

Sammenhæng mellem størrelse og forskningskvalitet
Et hollandsk studie af sammenhængen mellem størrelse og forskningskvalitet bekræfter, at der er en vis statistisk sammenhæng mellem størrelse og forskningskvalitet.

Det er vel at mærke universitetets størrelse, der betyder noget.

Effekten af universitetsbyens størrelse ser faktisk ud til at have en svagt negativ sammenhæng med forskningskvaliteten.

Nye universiteter klarer sig desuden en anelse bedre end gamle. Et britisk studie peger imidlertid på, at disse sammenhænge i høj grad er betinget af, hvilket felt universitetet opererer på. Dette studie fremhæver desuden, at det ofte er svært for universiteter at klare sig godt i flere dimensioner samtidig.

Satser man alt på forskningen, kan det gå ud over undervisningen, og omvendt. Den tredje dimension gør selvsagt ikke opgaven nemmere.

Påvirkningen på den geografiske udvikling
Al denne benchmarking overser, at diversiteten kan være en kvalitet i sig selv.

Skabelsen af RUC og Aalborg Universitet bragte fornyelse ind i universitetssektoren – også selvom der undervejs blev "slået nogle skævere".

Det er et interessant spørgsmål, i hvilket omfang uddannelsesudbuddets geografi har påvirket den geografiske udvikling i landet generelt.

Firkantet udtrykt er unge mennesker meget mobile, når de søger ind på universitetet. I den periode, hvor de går der, falder mobiliteten imidlertid. Ofte er det her, man finder sin partner, får børn, venner, og så videre,  og kommer ind i det netværk, som ender med at give et job.

Efter sigende skulle lægemanglen i Aalborg-området være blevet afhjulpet af, at medicinstudiet kom til byen.

Samtidig er eksistensen af universiteterne og de højere læreanstalter vigtige lokaliseringsfaktorer for mange vidensbaserede virksomheder. Dem bliver der som bekendt flere og flere af.

Satellitmodellen
Gennem de sidste 20 år er den regionale udbygning primært sket gennem det, man kunne kalde satellitmodellen. Både Aalborg og Syddansk Universitet har satellitter i en række byer, og de er for eksempel begge to til stede i Esbjerg.

Generelt bør man overveje, om satellitmodellen har virket efter hensigten. De fysiske satellitter cirkler som bekendt rundt i et iltfattigt miljø langt fra kommandocentralen. Opsendelsen er dyr, og man gør sig derfor store anstrengelser for at undgå, at satellitten bliver for tung.

Noget tilsvarende gør sig gældende, når det drejer sig om at etablere et universitet i en by som for eksempel Esbjerg. Det tager tid at opnå kritisk masse, og det koster penge og ledelsesopmærksomhed. Hertil kommer, at hovedcampus – som jo er det reelle magtcenter – har et stærkt incitament til at undgå konkurrence.

Der har da også været eksempler på, at uddannelser først er blevet etableret i byen og herefter er trukket bort, fordi tålmodigheden med optagelsestallene ikke har rakt.

Esbjergs uindfriede potentiale
Sammenlignet med de ovennævnte universitetsbyer har Esbjerg klart et uindfriet potentiale.

Hvis man virkelig ønsker at opnå kritisk masse i for eksempel denne del af landet, er det derfor spørgsmålet, om man ikke fra nationalt hold burde støtte opbygningen af et selvstændigt universitet med udgangspunkt i de satellitter, der allerede er til stede.

Det vil klart kræve lempeligere vilkår i en periode, men det er vanskeligt at se, hvorfor byen med sine store, internationale virksomheder ikke skulle kunne have et økonomisk selvbærende universitet.