
Overlæge Michael Kemp har gjort det til sin hjertesag at finde metoder, der kan begrænse eller stoppe spredningen af multiresistente bakterier på landets hospitaler.
Det får han nu muligheden for som ny professor ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital (SUH) og Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.
Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
"Der er så meget, vi ikke forstår om de her bakterier. Eksempelvis hvordan de er i stand til, i vores hospitalsmiljø, at overføre deres resistente egenskaber til andre typer bakterier. Med ny teknologi kan vi nu fra dag til dag afdække bakteriernes DNA i detaljer, så vi hurtigere kan opdage smitteudbrud og sætte ind for at stoppe dem," fortæller Michael Kemp i pressemeddelelsen.
De multiresistente bakterier er et stigende problem på sygehusene, som kan udgøre en alvorlig risiko for patienter, fordi de er svære at behandle, lyder det i pressemeddelelsen.
På Klinisk Mikrobiologisk Afdeling i Slagelse er de derfor "utroligt stolte" over at kunne ansætte Michael Kemp.
"Michael Kemp er en yderst kompetent og engageret forsker med bred anerkendelse inden for sit forskningsfelt. Michael har allerede i en årrække haft en stor betydning for udviklingen af diagnostikken i vores afdeling, og jeg er sikker på, at Michael som professor vil bidrage til at løfte afdelingen til nye højder," siger cheflæge Ulrich Stab i pressemeddelelsen.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Prodekan og direktør: Myndighedsrådgivningen er voldsomt presset. Det går ikke at skære mere
- Folkemødet får ny scene med fokus på uddannelse
- Årets vinder af Dataetikprisen er fundet
- Regeringen mangler videnskabelig rådgivning, mener ATV
























