Debat

Minister: Regeringen har tillid til de studerende

REPLIK: Akademikerne kommer frem til, at SU-reformen vil komme til at koste en studerende 93.400 kroner. Men regnestykket er baseret på en ”ærgerlig tilgang”, hvor man ikke viser de studerende tillid, skriver Ulla Tørnæs i en replik.

Jens Claudi
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Tørnæs (V)
Uddannelses- og forskningsminister

Regeringen har fremlagt et forslag til at omlægge SU’en, så vi ruster Danmark til fremtiden, og så vi også om 40 år har råd til gratis uddannelser og en SU til alle danske studerende.

Akademikernes formand Lars Qvistgaard erklærer sig her på Altinget uenig i Uddannelses- og Forskningsministeriets beregning af, hvordan SU-omlægningen vil påvirke studerende inden for forskellige uddannelsestyper.

Akademikerne når frem til et svimlende beløb
Vores beregninger viser, at en kandidatstuderende, som har læst i fem år, og som har taget et rentefrit SU-lån under hele uddannelsen, efter omlægningen, vil have en ekstra gæld på ca. 20.000 kroner efter endt uddannelse. Vi tager udgangspunkt i, at de studerende tager et ekstra lån på 800 kroner, svarende til den reduktion af stipendiet på 800 kroner, som regeringen foreslår. På den måde opretholder de studerende samme levegrundlag som i dag.

Akademikerne regner sig derimod frem til, at omlægningen vil koste en kandidatstuderende 93.400 kroner. Akademikerne når frem til dette svimlende beløb, fordi de bl.a. tager udgangspunkt i, at den studerende i dag bruger hele det sjette SU-år og en eventuel ledighedsperiode.

Fakta
Regeringens beregning

Regeringen har regnet på nettovirkning af SU-omlægningen for den enkelte studerende tre år efter uddannelsen er afsluttet.

Studerende med kandidatuddannelse
Mindre SU inkl. afdæmpet regulering -46.000
Renteomkostninger 900
Beskæftigelses- og jobfradrag i alt 25.400
Ialt -19.700


- Fakta fra regeringen.dk

Jeg og regeringen prøver ikke at tegne et idyllisk billede af SU-reformen. Vi tegner et realistisk billede, hvor vi viser tillid til de studerende. Den danske SU vil stadig efter omlægningen være en af verdens mest generøse

Ulla Tørnæs (V)
Uddannelses- og forskningsminister

Vis de studerende tillid
Jeg må ærligt tilstå, at jeg synes, det er trist, at Akademikerne, hvis fornemmeste opgave er at tale deres medlemmers sag op, argumenterer med, at de forventer, at de studerende ikke kan gennemføre studierne på normeret tid, og at de efter endt uddannelse må forvente en ledighedsperiode. Det er en ærgerlig tilgang. Jeg ville ønske, at vi – politikere, fagforeninger og uddannelsesinstitutioner – viser de studerende tillid og tro på, at de naturligvis kan blive færdige på normeret tid og finde job efter endt uddannelse.

Vi har ikke medtaget det sjette SU-år i vores beregning, da vi naturligvis tager udgangspunkt i, at studerende gennemfører deres uddannelse til den tid, den er normeret til. Det er også derfor, at vi i udspillet lægger op til, at studerende får SU til den normerede studietid. Sådan er det også i de andre nordiske lande.

Fakta
Regeringens beregning baserer sig på det mest gunstige scenarie. Altså en studerende der:
1) vælger det rigtige studie for vedkommende i første forsøg,
2) gennemfører på normeret tid og
3) har fået et job inden studiet afsluttes

Akademikerne har udarbejdet en opstilling, der viser, hvor meget regeringens forslag begrænser det samlede mulige støttebeløb samt konsekvenser som følge af ledighed som nyuddannet:

Akademikernes opstilling

Nettovirkning af SU-omlægning

Studerende med kandidatuddannelse
Mindre SU -46.000
Sjette SU-år -61.000
Karensmåned for dimmitender - 13.000
Renteomkostninger 900
Beskæftigelses- og jobfradrag*  25.400
Ialt 93.700

*Akademikerne bemærker, at en stor gruppe, der ikke kommer i job umiddelbart efter uddannelsen og i de følgende år, potentielt vil få mindre ud af fradragene. Der er dog for mange usikkerheder til, at det indgår i beregningen.

Regeringen tegner ikke et idyllisk billede af reformen
Ved at begrænse SU’en til normeret studietid, forventer vi, at flere studerende vil blive hurtigere færdige og dermed komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Det gælder især Lars Qvistgaards medlemmer, som typisk er dem, der er mest forsinkede. På den måde sender vi et klart signal til de unge om at blive færdige med deres studier på normeret tid. Det er op til studiestederne at tilrettelægge studierne, så de kan klares på normeret tid.

Jeg og regeringen prøver ikke at tegne et idyllisk billede af SU-reformen. Vi tegner et realistisk billede, hvor vi viser tillid til de studerende. Den danske SU vil stadig efter omlægningen være en af verdens mest generøse, og de danske studerende vil stadig have rigtig gode vilkår og have mulighed for at få samme levegrundlag som i dag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Tørnæs

Kandidat til Europa-Parlamentet (V), Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

0:000:00