Professor: Udsultet og ufri forskning? Her er fire tvivlsomme præmisser i debatten om forskningsfinansiering

Præmis nummer et: Forskningen bliver udsultet

I 2007 blev der brugt 12 milliarder kroner på bevillinger til universitetsforskning. Sidste år var tallet 19 milliarder (her fraset sektorrelateret forskning og myndighedsbetjening med mere). Det er en stigning på næsten 58 procent. Opgjort i forskningsårsværk er stigningen næsten den samme, 56 procent.  

For basismidlernes vedkommende skyldes stigningen primært globaliseringsaftalen fra 2006. Den affødte en støt stigning over en syv årig periode frem til 2013. I de efterfølgende syv år har basismidlerne for alle praktiske formål stået stille.

De syv fede år blev altså ikke, som i Bibelen, afløst af hungersnød. Og forskningen er heller ikke blevet udsultet, som hævdet af Novo Nordisk Fondens direktør i Altinget 14. september.

Når det gælder de eksterne midler, har stigningen været jævn henover alle årene. Fra 2007 til 2020 er den eksternt finansierede universitetsforskning vokset med næsten 70 procent. Væksten dækker imidlertid over nogle store forskydninger mellem de vigtigste kilder.

Besparelserne er blevet mere end kompenseret gennem en voldsomt stigende betydning af de private fonde. Denne kilde har de sidste par år været vigtigere for universitetsforskningen end statens fonde

Poul Erik Mouritzen
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

De offentlige fondsmidler nød også godt af globaliseringsaftalen og nåede et toppunkt i 2014. Siden har de været udsat for en skarp sparekniv med en reduktion med omkring en tredjedel.

Men besparelserne er blevet mere end kompenseret gennem en voldsomt stigende betydning af de private fonde. Denne kilde har de sidste par år været vigtigere for universitetsforskningen end statens fonde efter en stigning over 13 år på hele 400 procent.

Man kan sagtens få øje på steder, hvor det er gået ned ad bakke. Men kan også udpege institutter, hvor man har været nødt til at fyre ansatte. Og udviklingen har været ganske forskellig mellem hovedområderne, hvor sundhedsområdet har oplevet en vækst på over 150 procent (forskningsårsværk) siden 2007, ikke mindst hjulpet godt på vej af et stort antal store bevillinger fra Novo Nordisk Fonden. Mindre har væksten været på samfundsvidenskab (74 procent), teknik og naturvidenskab (31 procent) og humaniora (23 procent).

Sammenlagt er der aldrig nogensinde brugt flere midler til universitetsforskning end i de seneste år, og det gælder indenfor alle hovedområder

Poul Erik Mouritzen
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Endelig ved vi endnu ikke, i hvilket omfang udflytningsplanen får betydning for forskningen og – for Københavns Universitets vedkommende – konsekvenserne af overskridelserne på nybyggeriet.

Men det passer ikke, at universiteterne bliver udsultede. Sammenlagt er der aldrig nogensinde brugt flere midler til universitetsforskning end i de seneste år, og det gælder indenfor alle hovedområder.

Præmis nummer to: Basismidlerne presses af de eksterne bevillinger

En variant af den første præmis er, at basismidlerne er pressede, fordi fondene ikke i tilstrækkeligt omfang dækker de omkostninger, der er forbundet med at huse eksterne projekter. Derfor tvinges universiteterne til at trække på deres basisbevilling, hvis de vil huse fondsprojekter.  

Når det gælder statens egne fonde, for eksempel Det Frie Forskningsråd, fik universiteterne for mange år siden lavet en ordning, så der til den enkelte forskningsbevilling lægges et overhead på 44 procent. Fire årtiers erfaring i universitetsverdenen har overbevist mig om, at der er tale om overbetaling, i hvert fald indenfor samfundsvidenskaberne og humaniora.

Om der er særlige forhold indenfor de våde videnskaber, ved jeg ikke. Men hvad skulle det dog være? De private fonde er mindre large og måske mere realistiske. For eksempel giver Velux Fonden mulighed for at dække specificerede omkostninger med op til 15 procent af projektomkostningerne og fem procent i uspecificeret overhead. Det er efter min erfaring nok.

Sidst ansatte projektmedarbejder koster altså ikke det samme som de første 100 ansatte på et universitet

Poul Erik Mouritzen
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Jeg tvivler ikke på, at ethvert konsulentfirma kan lave fine regnestykker, der beviser det modsatte, ikke mindst hvis de vælger at arbejde med gennemsnitsomkostninger. Men sidst ansatte projektmedarbejder koster altså ikke det samme som de første 100 ansatte på et universitet.

Dertil kommer, at sådanne regnestykker typisk overser, at eksterne projekter kan aflaste basisbevillingerne. En professor, der gennem 25 år løbende har hjemtaget eksterne midler, har typisk ikke belastet rejsekontoen på universitetet. Det samme gælder udgifter til studieophold, eksterne ydelser.

For eksempel koster det jo ikke et universitet noget videre, hvis en af dens forskere som led i et projekt får en millioner kroner til en gallupundersøgelse. Dertil kommer, at frikøbte forskere typisk koster mindre end de, der erstatter dem. Med andre ord er der et overløb fra de eksterne midler til de interne.  

Ovenstående argumentation gælder det typiske universitetsinstitut, hvor eksterne midler udgør en forholdsvis lille andel af de samlede forskningsmidler. På de områder og institutter, hvor de eksterne midler spiller en stor og voksende rolle, er det måske ikke rimeligt at bruge en marginalbetragtning.

Primært på sundheds-, natur- og teknikområdet

At putte én fondsfinansieret forsker ind på et institut med 100 medarbejdere, kan stort set ikke mærkes. Men hvis samme institut skulle etablere en infrastruktur for 100 nye fondsfinansierede medarbejdere, kræver det langt mere i form af bygninger/stigende husleje med alt, hvad der følger med af driftsudgifter.

På de fire små universiteter udgør de eksterne midler over tid en mindre og mindre del af basismidlerne. Et hurtigt kig på årsberetningerne på de tre store universiteter tyder dog ikke på, at de har manglet midler til at finansiere de eksterne projekter

Poul Erik Mouritzen
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

I det omfang, at der er et problem, findes det primært på sundhedsområdet og natur- og teknikområdet på de tre største universiteter, hvor forholdet mellem basismidler og eksterne midler har vokset sig mere og mere skævt over årene. Værst er det på DTU, lidt mindre på Københavns Universitet og forholdsvis betydningsløst på Aarhus Universitet.

På de fire små universiteter udgør de eksterne midler over tid en mindre og mindre del af basismidlerne. Et hurtigt kig på årsberetningerne på de tre store universiteter tyder dog ikke på, at de har manglet midler til at finansiere de eksterne projekter.

Hvis problemet har været der, må pengene være skaffet gennem omprioriteringer mellem institutter og hovedområder eller yderligere belastning af den faste stab af typisk lektorer eller en nedgang i nyansættelser. Og det er selvfølgelig træls for dem, som det går ud over, men afspejler jo universiteternes autonomi til at foretage prioriteringer.