Undervisere: Brug vores viden i evaluering af pædagoguddannelsen

Af Niels Jakob Pasgaard med flere (se dokuboks)
Lektor, VIA UC

I 2014 blev landets største uddannelse, pædagoguddannelsen, reformeret. 

Man fjernede fagene, byggede uddannelsen op omkring centralt definerede kompetencemål og opdelte uddannelsen i seks-ugers moduler. Uddannelsen står nu overfor endnu en reform, eller i hvert fald over for en revidering af den gældende bekendtgørelse. Der er nemlig, må man forstå, stadig udfordringer. 

I marts var samtlige uddannelsens undervisere samlet til en national konference om netop fremtidens pædagoguddannelse. Her fik vi præsenteret seks sigtelinjer, som professionshøjskolernes rektorer har udarbejdet for pædagoguddannelsen. Vi er naturligvis glade for rektorernes nære interesse for pædagoguddannelsen, men håber ikke desto mindre, at både evaluering og revidering af uddannelsen kommer til at ligge lidt tættere på os, der underviser og forsker i den. 

I en tid, hvor alle er optagede af at videns- og forskningsbasere, bør det være uomgængeligt at inddrage os, der dagligt har fingrene i uddannelsen.

Uddannelsesminister Ane Halsboe gjorde det da også klart på konferencen, at både evalueringen af den eksisterende uddannelse og det efterfølgende udviklingsarbejde, skal udarbejdes i respekt for, og med viden om, pædagogers uddannelse og praksis. 

I en tid, hvor alle er optagede af at videns- og forskningsbasere, bør det være uomgængeligt at inddrage os, der dagligt har fingrene i uddannelsen.

Niels Jakob Pasgaard med flere
Lektor, VIA UC

Faglig respekt er ingen selvfølge
Det er vi glade for, for historien har vist, at en sådan faglig respekt ikke er en selvfølge. 

Sidst uddannelsen blev evalueret, var man eksempelvis optaget af, om uddannelsen levede op til de seneste reformambitioner om højere faglighed. Men man gjorde sig ikke de store anstrengelser for at begrebssætte og definere, hvad høj faglighed vil sige i en pædagoguddannelsessammenhæng.

Når vi gerne vil inddrages, hænger det blandt andet sammen med, at vi kan være nervøse for, hvad en ekstern evaluering vil spørge til. Enhver evaluering er en vurdering af nogets værdi – og det er derfor vigtigt, at vi er enige om, hvad vi tillægger værdi, når vi evaluerer. 

Skal der for eksempel spørges til dimittendernes evne til at leve op til aftagerfeltets umiddelbare behov? Eller skal der nærmere spørges til uddannelsens mulighed for at skabe myndige og selvstændigt tænkende pædagoger, der kan bidrage til den fortsatte udvikling af praksisfeltet?