Debat

Aktører: De unge fastholder planer om sabbatår trods coronakrisen

DEBAT: Ny forskning peger på, at de fleste unge stadig planlægger at holde sabbatår. Men krisen giver alligevel en vis usikkerhed og flere formodes at få behov for vejledning, skriver David Reimer, Astrid Marie Olsen, Sidsel Overgaard og Mathilde Tronegård.

En ny undersøgelsen viser, at knap
hver tredje elev har talt ekstra meget om fremtiden med personer i deres
netværk under coronakrisen.
En ny undersøgelsen viser, at knap hver tredje elev har talt ekstra meget om fremtiden med personer i deres netværk under coronakrisen.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af David Reimer, Astrid Marie Olsen, Sidsel Overgaard og Mathilde Tronegård
Hhv. Professor MSO fra DPU, Aarhus Universitet, ph.d.-studerende, DPU, Aarhus Universitet, centerleder, Studievalg Danmark og direktør, Studievalg Danmark

Dette års studenter står over for en noget anden virkelighed, end de havde forestillet sig for bare få måneder siden.

Studenterfester på vågeblus, rejserestriktioner og ændrede sabbatplaner.

Debatten om coronakrisens betydning for de unges fremtidsplaner buldrer derudad.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Mange spår om mange flere ansøgere til de videregående uddannelser, men hvad siger de unge selv? 

De fleste vil stadig holde sabbat
I et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet er 3.g’ere på 94 af landets gymnasier blevet spurgt om deres planer efter sommerferien. Forskningsprojektet har fokus på elevernes studievalg og er et samarbejde mellem Studievalg Danmark og Aarhus Universitet.

De fleste unge holder tilsyneladende fast i deres oprindelige planer, hvilket vidner om en ukuelig generation, der trods coronakrise vælger at stå ved deres overvejelser, ambitioner og drømme.

David Reimer, Astrid Marie Olsen, Sidsel Overgaard og Mathilde Tronegård
Hhv. Professor MSO fra DPU, Aarhus Universitet, ph.d.-studerende, DPU, Aarhus Universitet, centerleder, Studievalg Danmark og direktør, Studievalg Danmark

Knap 1600 elever har deltaget i undersøgelsen, som er gentaget både før og under coronakrisen.

Tallene viser, at andelen af elever, som påtænker at starte direkte på en videregående uddannelse, er steget fra cirka 18 procent før coronakrisen til knap 21 procent under coronakrisen.

Undersøgelsen viser også, at elevernes forventning til længden af deres sabbatår stort set er uændret.

De fleste unge holder tilsyneladende fast i deres oprindelige planer, hvilket vidner om en ukuelig generation, der trods coronakrise vælger at stå ved deres overvejelser, ambitioner og drømme.

Forhåbentlig vil ukueligheden være en drivkraft for de unge frem for en hæmsko i den forandrede virkelighed, vi trods alt stadig lever i.

Det er stadig uvist, om flere unge vil søge ind på de videregående uddannelser i år – og hvilke uddannelser, de vil søge. Uddannelsesplaner er ikke altid lig de endelige valg, og undersøgelsen forholder sig heller ikke til de unge, som allerede holder sabbat.

Virkeligheden er, at det ofte er svært at vælge uddannelse, men noget tyder på, at coronakrisen har gjort det særligt svært i år. Som en elev fra undersøgelsen siger:

“At der er lukket over det hele forhindrer mig i at reflektere over, hvad jeg synes der er spændende.”

Coronakrisen fylder alligevel
De unge holder måske ukueligt fast i planerne, men de har ikke skyklapper på. Vejlederne hos Studievalg Danmark oplever, at coronakrisen fylder hos de unge.

Den rammer 3.g’erne i en tid, der normalt er fyldt med eventyrlyst og håb, men samtidig også med tvivl og usikkerhed, der for nogle forstærkes yderligere i år. Hvad skal jeg nu bruge min sabbat på? Bliver det sværere at blive optaget på uddannelserne?

Ifølge undersøgelsen er knap 40 procent af de adspurgte bekymrede for coronakrisens betydning for deres optagelseschancer.

Derudover fylder det, hvordan sabbatåret kan bruges på den bedst mulige måde. En elev fra undersøgelsen siger for eksempel:

“De planer eller ideer, jeg havde til sabbatår og til at afprøve ting og be- eller afkræfte fremtidsideer, er fuldstændig sat på pause eller umulige, fordi den nærmeste fremtid er så usikker og umulig at planlægge.”

Nogle bruger deres netværk mere
Studievalg Danmark opfordrer hvert år de unge til at tale med nogen om deres overvejelser, da det kan sætte gang i nye tanker, perspektiver og refleksioner.

Undersøgelsen viser, at knap hver tredje elev har talt ekstra meget om fremtiden med personer i deres netværk (for eksempel forældre og venner) under coronakrisen.

Det drejer sig især om piger og elever med højtuddannede forældre. Det betyder samtidig også, at der er en relativt stor gruppe af elever, som i år kan formodes at have ekstra brug for lærere, vejledere og andre voksne at tale med.

Et af coronakrisens mantraer har været, at vi skal stå sammen – hver for sig. Det skal vi stadig og nu kun med behørig afstand.

I Studievalg betyder det, at de mange fysiske lokationer i hele landet igen er åbnet, at åbningstiden er udvidet, og at vejlederne sidder klar til at hjælpe – og til at stå sammen med de unge i deres tvivl om uddannelse og karriere.

For ukuelig eller ej, så er det både menneskeligt og vigtigt at række ud efter hjælp. Især i krisetid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mathilde Tronegård

Direktør, Studievalg Danmark
cand.scient.pol. (SDU 2008)

0:000:00