CBS strammer op på retningslinjer og leder efter ny prodekan

INTEGRITET: CBS strammer op på retningslinjer efter sag om professors manglende deklaration af interesser i forbindelse med kronik om Danske Bank.  

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)Foto: Ritzau Scanpix / Nanna Kreutzmann
Toke Gade Crone Kristiansen

Alle CBS-forskere skal fremadrettet offentliggøre både ekstern finansiering af deres forskning og eventuel bibeskæftigelse på cbs.dk.

Sådan lyder meldingen fra direktionen på CBS, efter at universitetet har tumlet igennem de akademiske efterdønninger på Danske Bank-sagen.   

”Vi kan konstatere, at mange forskere allerede har sikret transparens i deres finansiering og interesser. Men vi vil gerne sikre, at det gennemføres konsekvent," siger forskningsdekan Søren Hvidkjær.

Danske Bank forsvar
Tiltaget skal sikre, at CBS også fremadrettet kan samarbejde tæt med erhvervsliv, fonde og offentlige organisationer, og at der ikke opstår tvivl om forskernes interesser, forklarer forskningsdekanen. 

Opstramningen vedrører reglerne for god forskningskommunikation, som altså skal fornys.

Tiltaget kommer, efter at CBS-professor Steen Thomsen i september skrev en kronik i Børsen, som forsvarede Danske Bank-ledelsen i sagen om hvidvask, uden samtidig at oplyse om, at hans eget forskningscenter blandt andet er finansieret af midler fra banken.

Ny prodekan
CBS har endvidere igangsat arbejdet med at finde en ny prodekan for forskningskommunikation efter Flemming Poulfelt, som har besluttet at blive professor emeritus.

Prodekanen vil få et bredere opgavefelt end hidtil, skriver CBS.

Blandt andet vil CBS arbejde videre med at opdatere retningslinjer for god forskningskommunikation. I den sammenhæng vil CBS lade sig inspirere af det arbejde, der allerede er iværksat af Danske Universiteter på baggrund af den eksisterende nationale ”code of conduct” for videnskabelig integritet.

0:000:00