Danske Studerendes Fællesråd: "Vi står i en trivselskrise"

TRIVSEL: Et nyt udspil fra DSF sætter fokus på stress, karakterpres og studiemiljø. De studerende ønsker politisk handling og lokalt forankrede trivselsgrupper.

Foto: Colourbox
Simon Egelund Hansen

I et nyt trivselsudspil beskriver Danske Studerendes Fællesråd en række indsatsområder, hvor organisationen ønsker politisk handling for at forbedre danske studerendes trivsel.

"Vi håber, at det her udspil kan være med til at sætte fokus på de massive trivselsproblemer, vi ser blandt studerende, og viser, at vi studerende gerne tør gå forrest og pege på de løsninger, der skal til," udtaler DSF's formand, Johan Hedegaard Jørgensen.

I udspillet lægges der blandt andet vægt på, at 48 procent af de studerende ved Københavns Universitet oplever fysiske stresssymptomer i dagligdagen. Der henvises også til, at 42 procent af de unge mener, at topkarakterer på uddannelsen er nødvendige for at få et godt liv.

DSF henviser desuden til en række trivselsundersøgelser, hvor især stress, manglende kontakt med underviseren og dårligt studiemiljø har negativ betydning for studerendes trivsel. Studerendes boligsituation og økonomiske trivsel fylder ligeledes meget i de studerendes hverdag.

DSF: Både politisk og lokalt forankret handling ønskes
DSF ønsker blandt andet en ændring af reglerne for karaktergivning og fremdrift.

Desuden foreslår organisationen, at studiemiljøet på uddannelsesinstitutionerne skal sidestilles med arbejdsmiljø, så universiteterne kan søge midler til målrettede forbedringsprojekter.

Foruden de overordnede politiske tiltag foreslår DSF også, at der efter inspiration fra DTU skal etableres rådgivende “studentervelfærdsråd” på universiteterne.

Formålet med disse råd er at sikre, at trivselsindsatsen forankres lokalt på universiteterne i samarbejde mellem ledelse og studerende.

Det fremgår desuden af udspillet, at DSF ønsker, at studerende i højere grad bliver inddraget i relevante styrelsers arbejdsgange.

0:000:00