KU forventer flere forsinkelser af Niels Bohr-bygningen

FORSINKELSE: Københavns Universitet forventer først at kunne tage Niels Bohr-bygningen i brug i slutningen af året eller i 2022. Efter flere års forsinkelser og udskydelser er det stadig svært at se byggeriets målstreg, siger fakultetsdirektøren.

Den karakteristiske og endnu ufærdige Niels Bohr-bygning er formentlig et af Danmarkshistoriens mest komplekse byggerier.<br>
Den karakteristiske og endnu ufærdige Niels Bohr-bygning er formentlig et af Danmarkshistoriens mest komplekse byggerier.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Chris LehmannDaniel Bue Lauritzen

Det store prestigeprojekt skulle have stået klar i 2017. Men her i begyndelsen af 2021 står Niels Bohr-bygningen stadig ikke klar, til at Københavns Universitet kan overtage den.

Den seneste forsinkelse betyder, at overdragelsen, der skulle være foregået i januar 2021, nu er udskudt til april. Men selv den tidsplan giver anledning til skepsis hos Københavns Universitet.

"Jeg tror personligt først, at vi flytter ind allersidst i 2021, måske først i 2022. Det baserer jeg på alle de tidligere deadlines, som er blevet udskudt, og på nogle af de udfordringer, jeg ved, der fortsat er med bygningen," siger Henrik Zobbe, fakultetsdirektør for Science, det naturvidenskabelige fakultet, der skal bebo bygningen.

Bygherre forstår KUs bekymring
Det er Vejdirektoratet, der har overtaget opgaven med at færdiggøre bygningen fra Boligministeriet.

Her siger projektdirektør Erik Stoklund Larsen, at han anerkender, at direktoratets historik med prognoser ikke er god. Han er dog sikker på, at byggeriet snart står færdigt. 

”Belært af historien sætter jeg ikke procenter på, hvor sikker jeg er på vores prognose,” siger Erik Stoklund Larsen.

”Jeg kan godt forstå, at KU er bekymrede, fordi vi har ikke været specielt dygtige til at give prognoser for færdiggørelsen af det her byggeri. Men nu kan vi begynde at se enden på det. Vi stiler meget hårdt på, at det skal være færdigt,” siger han og pointerer, at Vejdirektoratet og Københavns Universitet netop nu er i gang med at afprøve bygningen.

”Der er ikke noget, der er sikkert i denne her tid. Vi er oppe imod, at vi skal have folk ind fra udlandet til at lave tests af bygningen. Kan de komme ind i den takt, der er aftalt med dem, kan vi holde tidsplanen. Hvis ikke, bliver den jo påvirket. Vi prøver at kante os uden om alt det, vi er oppe imod,” slutter han.

Forsinkelser skader universitets faglighed og bundlinje
De mange forsinkelser på byggeriet og de usikre prognoser betyder, at Henrik Zobbes plan for at flytte fakultetet ind er klar. Men han tøver med at trykke på knappen, indtil han er sikker på, at det kan lade sig gøre at færdiggøre flytningen, siger han.

Dokumentation

Niels Bohr-byggeriet

Med et første spadestik i 2015 og et oprindeligt mål om et færdig byggeri i 2017  

burde Niels Bohr-bygningen på Jagtvej i København for længst være taget i brug af forskere og studerende på Københavns Universitet. Men sådan er det langt fra gået. 
 
Byggeriet er af forskellige årsager flere gange blevet udskudt, ligesom regningen  løbende har vokset sig større.  
 
I alt står bygningen på nuværende tidspunkt til at koste 4,2 milliarder kroner, når den står færdig. Dermed er byggeriet blevet over dobbelt så dyrt som det oprindelige prisoverslag på 1,8 milliarder kroner.  
 
Det står til at blive et alvorligt problem for Københavns Universitet, der skal leje sig ind i bygningen. Lejen er nemlig steget voldsomt på grund af de mange forsinkelser og fordyrelser, fordi lejesatsen er direkte afhængig af de samlede omkostninger til byggeriet.  
 
I alt vil den årlige leje stige med 130 millioner kroner, og det vil ifølge universitetet betyde, at man er nødt til at opsige op imod 170 forskerstillinger. 


0:000:00