Minister: Teknologipagt med "rigtige millioner" kommer i januar

FOLKETINGET: Den teknologipagt, som efter hollandsk forbillede skal højne interessen om de tekniske uddannelser, er lige på trapperne, lover erhvervsministeren. Der kommer også initiativer på forskningsministerens område.

Toke Gade Crone KristiansenKatja Holm

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) annoncerede det i januar sidste år, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fulgte op i maj. Regeringen vil lave en såkaldt teknologipagt, som skal højne interessen om de tekniske uddannelser.

Men siden da er der ikke sket videre med teknologipagten.

Det lover Erhvervsminister Brian Mikkelsen dog nu, at der bliver ændret på. Teknologipagten forventes præsenteret i denne måned, sagde Brian Mikkelsen i Folketinget onsdag.

Der følger midler med
Målet med teknologipagten er blandt andet at højne interessen og kunnen inden for de tekniske videnskaber og at sikre, at flere unge vælger en teknisk videregående uddannelse.

Ifølge Brian Mikkelsen skal man dog ikke forvente noget, som der skal indgås en stor politisk aftale om.

”Det er ikke politisk kontroversielt, og der er ikke behov for at lave store politisk bindende aftaler om det. Det handler om, at vi skal i gang med en dialog med uddannelsesverdenen, erhvervsverdenen og organisationsverdenen,” siger Brian Mikkelsen.

Det var Socialdemokratiets Christine Antorini, der stillede spørgsmålet til erhvervsministeren i Folketinget, og da ministeren forklarede, at pagten ikke kommer til at have karakter af en stor politisk aftale, ville Antorini vide, om der følger midler med til at løfte indsatsen.

”Der kommer rigtige millioner med teknologipagten til alle dele af undervisningssektoren,” beroligede Brian Mikkelsen.

Når regeringen kommer med sit udspil om teknologipagten, vil der være initiativer på flere ministres ressortområder, både uddannelses- og forskningsministerens, undervisningsministerens og beskæftigelsesministerens.

Dokumentation

Hvad er en teknologipagt?

Inspirationen kommer fra den hollandske ”Techniekpact” fra 2013.

Her gik regeringen sammen med erhvervsliv og lokale myndigheder om én national pagt med fem regionale ”underpagter”.

Pagten indeholder en række konkrete indsatser, som blandt andet skal få flere til at vælge tekniske og naturvidenskabelige uddannelser og job – og opkvalificere den eksisterende arbejdsstyrke.

I maj 2016 foreslog ATV DI, Dansk Metal og IDA så en dansk teknologipagt.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen oplyste i den anledning, at han sammen med ministrene for uddannelse, undervisning og erhverv ville se nærmere på forslaget.

I maj 2017 fremlagde statsministeren under Folketingets afslutningsdebat en kommende teknologipagt med beskrivelsen:

”[...] hvor erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og det offentlige samarbejder om at skabe de tekniske og digitale kompetencer, som erhvervslivet efterspørger.”

Kilder: Statsministeriet, Berlingske, Region Midtjylland, ATV og Ingeniøren.


0:000:00