Bidens tale er den stærkeste udenrigspolitiske erklæring siden 9/11

Kontrasten til Donald Trumps usammenhængende udtalelser om USA's alliancemæssige forpligtelser kunne ikke være større. Forleden lød det sådan fra præsidentkontoret i Det Ovale Værelse:

”USA's alliancer holder os i sikkerhed. Amerikanske værdier gør os til den partner, som andre lande vil arbejde sammen med. At risikere alt dette, hvis vi forlader Ukraine, og hvis vi vender ryggen til Israel, er ikke det værd”.

Men der var også en tydelig forskel til præsidentens gamle chef Barack Obamas tøven og vaklen i afgørende situationer, såsom etableringen af den røde linje overfor Syriens diktator Assad, som alligevel ikke blev håndhævet:

”Historien har lært os, at hvis terrorister ikke betaler prisen for deres terror, eller diktatorer ikke betaler en pris for deres aggression, vil de foranstalte mere kaos og død og mere ødelæggelse. De vil fortsætte med det resultat, at omkostningerne og truslerne mod USA og verden fortsætter med at stige”.

Biden betegnede terroristerne i Hamas som ”sygelige” i deres ”renlivede og uforfalskede ondskab”. Og han holdt sig ikke tilbage fra at kalde den russiske diktator Putin for en ”tyran”, der vil udslette et naboland fra landkortet.

Biden knyttede de to krige sammen til, at vi står overfor ”et historisk vendepunkt”, hvor det falder tilbage på USA at genetablere global stabilitet og sikkerhed.

Michael Ehrenreich

Han knyttede de to krige sammen til, at vi står overfor ”et historisk vendepunkt”, hvor det falder tilbage på USA at genetablere global stabilitet og sikkerhed.

Der er ikke andre, som kan løfte denne opgave. ”Vi er den uundværlige nation”, sagde han med et lånt citat fra forbilledet, tidligere udenrigsminister Madeleine Albright.

De forpligtende meldinger blev dagen efter fulgt op af en bevillingsanmodning til Kongressen om svimlende 106 milliarder dollar til en samlet pakke med våbenhjælp til Ukraine og Israel, genopfyldning af USA's egne våbenlagre og humanitær bistand.

Men kan præsident Biden få den amerikanske befolkning med sig?

For en generation siden var det næsten ikke værd at stille spørgsmålet. Det forekom naturligt, at USA skulle påtage sig rollen som ’verdens politibetjent’. Et forslidt og upræcist begreb, som ikke desto mindre havde stor effekt.

I dag er situationen en anden. Amerikanerne er dybt splittede på kryds og tværs, Kongressen er lammet, de økonomiske udsigter er usikre, og landet er på vej ind i et valgår, hvor præsidentens modstander ser ud til at blive den samme som sidst, dog med den forskel at Trump denne gang trækker en hale af kriminelle anklager efter sig.

Med tv-talens formuleringer om de to kriges afgørende betydning for USA's egen sikkerhed er der ingen vej tilbage.

Michael Ehrenreich

Joe Biden løb en betydelig risiko ved at besøge Kijev i forbindelse med årsdagen for det russiske overfald og på denne måde vise fuld opbakning til Ukraines forsvar.

Han løb ligeledes en stor risiko ved så hurtigt at rejse til Jerusalem og stille sig bag Israels ret til at svare sig igen.

Med tv-talens formuleringer om de to kriges afgørende betydning for USA's egen sikkerhed er der ingen vej tilbage.

En nylig meningsmåling viser opbakning til Bidens hovedkonklusion. Næsten to tredjedele af vælgerne er enige i, at støtten til Ukraine er i USA's nationale interesse.

Tre fjerdele mener det samme om støtten til Israel. Så langt, så godt.

Indenrigspolitisk er situationen mere speget. I Kongressens andetkammer, Repræsentanternes Hus, der har opført den ene mere pinlige forestilling efter den anden i det republikanske flertals forsøg på at blive enige om en formand, er der stadig et betydeligt flertal for at fortsætte støtten til Ukraine.

Men for et republikansk parti i kaos kan modstanden blive et faretruende samlingspunkt.

Hos Bidens egne partifæller i det demokratiske parti møder han nu stigende kritik fra venstrefløjen, som mener, at han forfordeler Israel, er for passiv i forhold til den israelske regerings forkætrede bosættelsespolitik og ikke viser tilstrækkelig opbakning til den palæstinensiske sag.

Forude venter en vanskelig balancegang for at sikre, at begge hovedbestanddele i en kommende bevilling, støtte til såvel Ukraine som Israel, kommer igennem Kongressen uden tilknyttede betingelser, som USA ikke vil være i stand til at efterleve.

Med hensyn til den kommende valgkamp om præsidentposten er det nu blevet endnu mere sikkert, at spørgsmålet om amerikanernes vilje til at engagere sig i internationale brændpunkter vil blive et hovedemne, og både USA's venner og fjender vil følge godt med.

Taber Joe Biden, vil det blive tolket som et signal om, at den amerikanske befolkning vender ryggen til omverdenen med uoverskuelige konsekvenser for global sikkerhed og stabilitet.

I situationer som den nuværende, hvor USA klart vælger side og kaster store ressourcer ind i brændpunkter langt hjemmefra, er det altid et vigtigt parameter for mange amerikanske vælgere, at man ikke står alene.

Opbakning fra andre lande anses som afgørende.

Derfor har den brede internationale støtte til Ukraine stor betydning for den amerikanske debat. Det samme gælder den stærke opbakning til Israel, herunder fra Danmark.

Det bedste, vi kan gøre i de kommende 12 måneder, er at holde fast i denne kurs for at være med til at sikre, at USA's præsidentvalgkamp ender med det eneste fornuftige resultat.