Dagbog fra Ukraine: Minerne ligger skjult på børneværelserne, og de gamle venter bare på at komme hjem

Vinterens kolde fingre begynder at få tag i Ukraine, hvor genopbyningen af det krigshærgede land finder sted side om side med Putins mobilisering mod øst. Altinget har talt med Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Birgitte Qvist-Sørensen, der har besøgt landet.

Det tekniske universitet i Lviv er omdannet til et flygtningecenter, som er midlertidigt hjem for 600 ukrainere. 
Det tekniske universitet i Lviv er omdannet til et flygtningecenter, som er midlertidigt hjem for 600 ukrainere.  Foto: Pressefoto/Folkekirkens Nødhjælp
Katrine Falk Lønstrup

Fortalt til Katrine Falk Lønstrup. Interviewet er lavet i slutningen af september.

Jeg bliver vækket af en alarm klokken 5.02. Det er luftalarms-app’en, der er gået af. Jeg er i Lviv, der ligger i det vestlige Ukraine, og det er vores første nat i landet. Når alarmen går af, skal man straks søge ly i hotellets beskyttelsesrum. Men da jeg kommer ud på hotelgangen, er der helt tomt og stille.

Jeg ringer til vores pressechef, der søvndrukkent svarer, at han ikke har hørt noget. Ti minutter efter hyler alarmen igen. Jeg ringer til vores humanitære chef, der også er med i Ukraine. Det viser sig, at jeg er kommet til at indstille alarmen til Kyiv og ikke Lviv. Jeg har taget fejl af app’ens kyrilliske bogstaver.

Vi griner lidt af fejlindstillingen, mens vi spiser morgenmad. Men i virkeligheden er det jo slet ikke sjovt: For selvom der ikke er bombardementer i det vestlige Ukraine, hvor vi er, raser krigen på Østfronten.

"Parkeringspladsen er fuld af biler med kvindelige chauffører"

Det første, jeg bliver mødt af, da jeg træder ud af flyet i Rzeszow i det østlige Polen, er tunge antiluftskyts-batterier. De er placeret hele vejen langs landingsbanen. Det har jeg aldrig set før. Man kan ikke flyve ind i Ukraine, så vi er fløjet fra København til Warszawa og videre derfra til Rzeszow, som ligger lidt under 100 kilometer fra den ukrainske grænse.

Parkeringspladsen er fuld af biler med kvindelige chauffører. For det er kun kvinder, der har tilladelse til at forlade Ukraine.

Jeg rejser sammen med svenske Roger, der er tidligere officer, minerydder og nu chef for Folkekirkens Nødhjælps humanitære arbejde, og vores pressechef Poul. Og senere mødes vi med Bass fra Skotland, der har været landechef i Syrien de seneste tre år og nu skal lede arbejdet i Ukraine.

Foran lufthavnen venter vores ukrainske kollega Oksana på os. Parkeringspladsen er fuld af biler med kvindelige chauffører. For det er kun kvinder, der har tilladelse til at forlade Ukraine.  

Vi nærmer os langsomt grænseovergangen mellem Polen og Ukraine. Vi holder i, hvad der virker som en endeløs kø. Bilkøen ind i Ukraine er meget længere end køen ud af landet. Det føles, som om krigen er langt væk lige nu. Der er en lang kø med varevogne og lastbiler, som har varer, der skal fortoldes. Og så er der en kø med personbiler. En del af bilerne er proppet med bagage. Det ligner folk, der vender tilbage til Ukraine.

Der er slet ingen mænd, men næsten kun voksne kvinder eller yngre kvinder med deres ældre mødre. Det har jeg heller aldrig set før.

Da vi er fremme ved grænsebommen efter næsten fem timer, afleverer Oksana vores pas til den uniformerede grænsevagt. Det minder mig om, dengang jeg som udstationeret skulle krydse grænsen fra Kroatien til Bosnien i midten af 90’erne efter krigen på Balkan. Vi ventede og ventede og ventede i timevis på komme ind. Og der er militær med skarpladte våben langs de endeløse køer. Man har jo fuldstændig glemt, hvad grænsekontrol egentlig vil sige.

Da vi har krydset grænsen, kører vi mod Lviv. 

"De håber bare at komme tilbage, mens de stadig er i live"

På et flygtningecenter i Lviv, som er midlertidigt hjem for 600 ukrainere, møder jeg to ældre kvinder fra Donetsk. Helene og Alla. De har boet i en tidligere idrætshal, siden krigen brød ud. De sidder på en feltseng, der samtidig fungerer som deres dagligstue. De får mad tre gange dagligt, de får medicin, og de er i sikkerhed. Det er vi med til at sørge for. Men de har jo ikke noget at lave.

Det rystede mig at møde dem. De er gamle, de er flygtet, de er alene. Og de sidder bare der på en feltseng og håber på, at de kan vende tilbage til deres hjem, mens de stadig er i live. Selvom de ikke en gang ved, om de har noget hjem at vende tilbage til.

Jeg havde egentlig ikke tænkt over den forskel, der er på flygtninge: At de yngre trods alt kan forsøge at etablere et liv et nyt sted, mens de ældre ikke kan tage et arbejde, men bare må sidde på et flygtningecenter, indtil de måske en dag kan komme tilbage. Det gjorde mig ret trist.

De to ældre kvinder fra Donetsk, Helene og Alla, på et flygtningecenter i Lviv. Der har de været siden krigens start.
De to ældre kvinder fra Donetsk, Helene og Alla, på et flygtningecenter i Lviv. Der har de været siden krigens start. Foto: Pressefoto/Folkekirkens Nødhjælp

Rundt om i rækkerne af feltsenge sidder flere teenagere. De kigger på deres telefoner. Der er mange aktiviteter for alle de børn, der er på flygtningecenteret. Men ingen for de unge. De kan deltage i online-undervisning og forsøge at holde kontakt med deres venner, som er spredt ud over Europa. Men ellers sidder de bare der. 

I starten af krigen var der mange, der stoppede op i det vestlige Ukraine, inden de så tog videre til andre dele af Europa. Men det er ikke det, de vil nu. De fleste af dem, der flygter, bor på et flygtningecenter i nogle måneder, og så finder de et arbejde og flytter ud i nærheden af Lviv. Flere taler også om, at de nu vil vende hjem til Kharkiv, der jo er blevet befriet. Også selvom de jo formentlig ikke rigtig har noget at vende tilbage til.

Jeg møder ingen, der siger, de vil forlade Ukraine.  

"Der er ingen børn på gaden i Kyiv"

Allerede på vej til Lviv bliver vi mødt af checkpoints, hvor vejen bliver smallet ind fra to baner til en, så vi kan passere langsomt, og der er militær langs vejene. Man er ikke i tvivl om, at der er krig i landet. Men det er først, da vi nærmer os Kyiv, vi for alvor ser, hvor ødelæggende krigen allerede har været. Der er huse, som er ødelagte, udbrændt materiel, og rigtig mange af broerne, der forbinder landet, er blevet sprunget i luften.

Det er et stort land, tænker jeg, da vi efter otte timer i bil ankommer til Kyiv.

Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Birgitte Qvist Sørensen, foran de udbrændte russiske kampvogne, der er udstillet i det centrale Kyiv.
Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Birgitte Qvist Sørensen, foran de udbrændte russiske kampvogne, der er udstillet i det centrale Kyiv. Foto: Pressefoto/Folkekirkens Nødhjælp

Der er ingen ødelæggelser i selve Kyiv. Der er liv i byen og mennesker på gaden. Men slet ikke så mange, som der plejer at være. Og der er ingen børn. Det er sådan noget, man lægger mærke til. Men det er blevet hverdag, mærker man. Bortset fra de tilbagevendende luftalarmer, der ødelægger nattesøvnen.

På en plads i det centrale Kyiv er de ødelagte kampvogne, som russerne har efterladt, udstillet, og på Maidanpladsen møder vi en veteran fra krigen, der sælger armbånd og ukrainske flag til fordel for den ukrainske hær.

Dagen efter vi er ankommet til Kyiv, kører vi ud mod forstæderne. Vi kommer forbi det sted lige nordvest for Kyiv, hvor russernes militærkolonne gik i stå, inden vi når til Borodyanka, Irpin og Butja. Det er her, der var voldsomme rapporteringer om massedrab på civile under de russiske styrkers besættelse.

Der er beboelsesejendomme, som er helt smadret af missiler, og hele rækker af huse, der bare er ødelagte. Det var en slagmark.

Der er mennesker på gaden. Men slet ikke så mange, som der plejer at være. Og der er ingen børn. Det er sådan noget, man lægger mærke til.

I Borodyanka står der en statue af en af Ukraines nationalpoeter, der hed Taras Shevchenko. Den er blevet skudt i nakken, så hovedet er bøjet frem over. En form for henrettelse som kulturel afstrafning.  

Selvom det også i Borodyanka, Irpin og Butja er ved at blive hverdag, er byerne spøgelsesagtige med meget få mennesker på gaden. Og det er mest ældre, vi møder.

Men vi kan også se, at der allerede er gang i en hel masse genopbygning. Folk er i gang med at reparere huse og har travlt med at få lagt tag på, nu hvor vi går en kold vinter i møde. Men det, der er farligt, er, at flere af de her huse ikke er afsikrede. Der kan være sket skader på fundamentet, og hvis der ligger ueksploderet ammunition, kan det hele eksplodere.

Ukraine er nu et af de lande med flest miner. De er skjult i kaffedåser eller på børneværelser alene for at ramme civile. Det er noget af det, vi især skal arbejde med den kommende tid, og sammen med en af vores samarbejdspartnere, East European Foundation, skal vi undervise skovarbejdere, politi og brandfolk i at identificere miner og rapportere dem til Beredskabsstyrelsen.

En ødelagt beboelsesejendom i Kyiv-forstaden Butja.
En ødelagt beboelsesejendom i Kyiv-forstaden Butja. Foto: Pressefoto/Folkekirkens Nødhjælp

"De russere, der kommer, er jo ikke nogen, der har lyst til at være i krig"

Mens vi er i Ukraine, går den russiske præsident Putin på talerstolen i Kreml og annoncerer en delvis mobilisering af det russiske folk. Det betyder, at alle de russere, der allerede er en del af hærens reserve, bliver indkaldt til militærtjeneste.

Vores pressechef Poul fortæller om det, mens vi spiser morgenmad. Der er ingen tvivl om, at det er en eskalering af krigen. Men for ukrainerne er det bare endnu en melding.

Alle de ukrainere, jeg møder, tror på, at Ukraine vinder krigen. ’Putin kan bare sende 300.000 soldater. Det gør ingen forskel,’ siger en mand, jeg møder. ’For de kommer med kalashnikovs, og vi har teknologi. Og de russere, der kommer, er jo ikke nogen, der har lyst til at være i krig,’ fortsætter han.

Selvfølgelig er mange ukrainere bekymrede for, om de nogensinde kan komme tilbage til deres hjem. Og de er bange, for langt de fleste har enten familiemedlemmer, venner eller bekendte, der er i hæren. Og hvad skal der ske med dem?

Men det, der er bekymrer dem mest, er faktisk den vinter, der nærmer sig. Det er tæt på 0 grader, mens vi er i Ukraine. Jeg fryser allerede. Og ofte bliver det ned til minus 20 grader.

I Kherson, som ukrainerne nu forsøger at generobre, er 95 procent af al infrastruktur blevet smadret. Ingen kan overleve uden varme.

Så det bliver en både lang og kold vinter, hvis russerne fortsætter med at bombe infrastruktur som elværker. Det gælder ikke mindst Zaporizjzja-atomkraftværket i det sydlige Ukraine, der igen og igen har været under voldsom beskydning. I Kherson, som ukrainerne nu forsøger at generobre, er 95 procent af al infrastruktur blevet smadret. Ingen kan overleve uden varme.

Men selv en kold vinter er de faktisk opsat på at klare. Det hænger selvfølgelig også sammen med den opbakning, der får fra hele Europa. De siger, de kan klare det, fordi de får så meget hjælp. Både nødhjælp og våben.  

Og den hjælp er der stadig desperat brug for. For selvom en del begynder at kunne rejse hjem, ankommer der også hele tiden nye flygtninge til Lviv. Dem må vi ikke glemme. For der er stadig er voldsom krig på Østfronten. Der er bombardementer, og luftalarmerne lyder hele tiden.  

Ingen ved, hvornår vanviddet stopper.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birgitte Qvist-Sørensen

Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, bestyrelsesformand, ACT Alliance, formand for bestyrelsen, Verdens Bedste Nyheder
cand.theol. (Aarhus Uni. 1991), MMD (CBS 2006)