Det ender nok med, at Putin får Nobels Fredspris

Tag bare vores spektakulære nederlag i Afghanistan og Irak. I nær to årtier sønderbombede vi med verdens bedste militære isenkram de to nationer med kolossale tabstal, flygtningestrømme og destruktion som konsekvens. Alligevel vandt vi ikke. Som en afghansk krigsherre på et tidspunkt ikonisk sagde:

"Det kan godt være, at I har alle de fine ure, men vi har al tiden."

Sådan er det: Præcist lige som afghanerne og irakere rejste sig mod os og drev os ud, har ukrainerne med vores støtte rejst sig og holder stand mod russerne. Militært underlegne kan, viser historien os igen og igen, ende med at trætte deres overlegne modstander.

I forhold til Rusland og Ukraine holder analogien:

Rusland er både aggressor (over for Ukraine) og i eget selvbillede defensor (over for Vesten). Vesten er omvendt også både aggressor (sådan ser Rusland det) og defensor (for Ukraine).

Med andre ord:

Den her konflikt er nærmest skræddersyet til at trække ud i evigheder, fordi ingen af parterne – ikke Rusland, ikke Ukraine, ikke Vesten – hverken har magten til at vinde eller svagheden til at give op.

Det er svært, meget svært, at se krigen slutte på den måde, vi ønsker

David Trads

Om Putin fortsat er tsar i Kreml, om Trump kommer tilbage til Det Hvide Hus, om Zelenskyj fortsat er vor tids Churchill, ja, om den ene eller den anden af de magthavere, som i dag indtager hovedrollerne, er der eller ej, så er det svært, meget svært, at se krigen slutte på den måde, vi ønsker – altså at Rusland drives 100 procent ud af Ukraine, herunder Krim.

Så de gode spørgsmål er: Har vi en plan B?

De klare svar er selvsagt: Selvfølgelig har vi det.

Den plan, vi – og ’vi’ betyder mest USA – har, er naturligvis hemmelig. USA's præsident vil altid af sit militær og nationale sikkerhedsråd blive præsenteret for et antal optioner i en konflikt. Kølige forslag, der dækker hele spektret – fra atomkrig til at lade Ukraine i stikken.

Midt imellem ekstremerne finder vi det, som formentlig ender som plan B. En mudret, diplomatisk, langtrukken løsning, hvor alle bøjer sig, ingen vinder, ingen taber sådan rigtigt. Sådan plejer store konflikter at ende… se bare nogle eksempler her:

Paris-aftalen i 1973, som afsluttede den blodige Vietnamkrig; Oslo-aftalen i 1993 mellem israelere og palæstinensere i 1993, der i en tid dæmpede Mellemøsten; Langfredagaftalen i Nordirland i 1998, som endte årtiers blodig konflikt; Den Endelige Aftale i 2016 mellem myndigheder og terrorister i Colombia, der satte en stopper for den værste narkoterror.

Alle eksemplerne er interessante. Dem, der med det største had havde bekæmpet hinanden i årevis, satte sig pludseligt sammen og lavede et uhelligt kompromis.

Ingen vandt, ingen tabte, få var rigtigt glade, få var rigtigt sure, men de uskyldige mennesker, som var trukket ind i konflikter, fik bedre liv. Freden var velkommen.

Og… noget andet dybt tankevækkende. De ’krigsherrer’, som vi af forskellige grund foragtede – folk som Henry Kissinger, Gerry Adams, Yassir Arafat, Shimon Peres, Yitzhak Rabin med flere – blev pludselig (og i reglen temmelig kynisk og forkert) omtalt som ’fredens mænd’.

Ja, Arafat, Peres og Rabin endte alle med at modtage Nobels Fredspris!

Så hvis historien kan bruges som en indikator, så er et godt bud på en plan B for Ruslands invasion af Ukraine nok nogenlunde sådan her:

Krigen trækker ud i nogle år… sommetider har Ukraine medvind, sommetider Rusland… alle bliver med tiden trætte og udmattede af krigen, også i Vesten… noget, der ligner forhandlinger om en afslutning går i gang… engang i slutningen af 2020’erne slutter det… Rusland får Krim… Østukraine bliver en slags Cypern... og, gisp… Putin og Zelenskyj modtager i fællesskab Nobels Fredspris.

Lyder det bizart? Ja! Lyder det kynisk? Ja! Lyder det som realpolitik? Ja! Lyder det plausibelt? Ja!