Dertil kommer, at der også er gode historiske argumenter for grunddigt at overveje, hvilke former for materielle behov Forsvaret har, og ikke mindst hvordan man fra dansk side vælger at indkøbe sine våben på.

Situationen i 2023 kan på en række områder sammenlignes med Danmarks situation i kølvandet på udbruddet af Koreakrigen i maj 1950.

Atlantpagten gik fra at være en traktat til at blive Nato med reelle militære planer og kapabiliteter. Og truslen om et krigsudbrud i Europa blev oplevet som nær og reel af de politiske og militære nøgleaktører.

En meget stor del af depotkapaciteten fra Den Kolde Krig findes ikke mere

Steen Andersen

Ligesom i dag var den miltære infrastruktur i Danmark enten nedslidt, forældet eller ikke eksisterende. Derfor giver det god mening i 2023, at få taget hul på genopbygning af kaserner og depotkapaciteten igen.

Dansk forsvar og de allierede samarbejdspartnere var i 1950'erne, og er i dag, afhængige af eksistensen af brugbare og sikre depotfaciliteter.

En meget stor del af depotkapaciteten fra Den Kolde Krig findes ikke mere, og den er afgørende at få reetableret i lyset af Danmarks primære rolle, som yder af ’Host Nation Support’.

At, man i første omgang vil anvende 5,4 milliarder kroner til militær infrastruktur, vidner om en erkendelse af de faktiske forholds tilstand.

Den samme erkendelse traf man ikke i begyndelsen af 1950’erne. Her var desperationen stor, og et kig ned i kopibøgerne fra Forsvarets Krigsmaterielforvaltning vidner om, at der hver uge anløb skibe med våben og ammunition fra USA og Canada.

Der var imidlertid ingen sikre opbevaringsfaciliteter eller depoter til de store mængder ammunition til de danske styrker og til de potentielle Nato-forstærkninger.

Fraværet af en militærinfrastruktur betød, at enorme mængder ammunition blev opbevaret under åben himmel i Danmark. Der stod oplagret ammunition i alle kalibre rundt omkring i kasser overdækket med presenninger både på eksisterende forlægninger og på midlertidige militære områder rundt omkring i skove og plantager.

Ikke alene var det uhensigtsmæssigt, at opbevare beredskabslagrene under åben himmel af hensyn til ammunitionens anvendelighed i tilfælde af krig, men det udgjorde også et betydeligt sikkerhedsproblem på grund af eksplosionsfaren i tilfælde en ulykke.

Historiens bud til os i dag er, at det tog mellem 10-15 år at få opbygget en egentlig depotkapacitet.

Det har aldrig været nemt for Forsvaret at købe våben ude på det store verdensmarked. Ikke engang under Den Kolde Krig var det nemt at være en småstat, som ikke kunne opnå mængderabat på våbenindkøb.

I dag siger man, at det er overraskende svært at bruge mange penge hurtigt, og endnu sværere for Forsvarsministeriet.

Og hvad nu, hvis det man køber, viser sig at være det forkerte, når det endelig kommer – eller køber til den forkerte pris? Der er mange faldgruber, når man skal købe våben.

Første gang Danmark skulle have den store tegnebog op af lommen til våbenkøb under Den Kolde Krig var i 1961, da hæren skulle gøres mobil og pansret. Der var truffet et sikkert og et godt valg af den amerikanske pansrede mandskabsvogn M113. Og de første 12 M113-vogne ankom til Danmark i 1962.

Det kan det blive dyrt, hvis man er fokuseret på at købe til laveste indkøbspris

Steen Andersen

Siden fulgte et stort dansk investeringsprogram, som i perioden 1962 til 1979 indkøbte 738 vogne i forskellige varianter, som danske soldater hurtigt døbte ’foliebakken’ eller bare ’dåsen’, da vognen er lavet af aluminium for at reducere vægten.

Der blev formuleret en velovervejet materialeinvesteringsplan i 1962, og siden overgik man til en årlig bevillingsprocedure.

Alt var timet og planlagt fra dansk side, og for at spare penge havde man i 1966 valgt at købe direkte fra producenten Ford Motor Corporation og ikke fra det amerikanske militær, som man tidligere havde gjort.

Dette skulle vise sig fatalt for lille Danmark, da producenten FMC i 1967 meddelte, at de ikke kunne – og ikke ville – levere i henhold til kontrakten, da det amerikanske militær kom i første række. Vietnamkrigen var under eskalation og både amerikanerne, sydvietnameserne og australierne havde brug for M113-vogne.

Forsvaret stod derfor med håret i postkassen, pengene var bevilliget på finansloven, men der var ingen mandskabsvogne at købe inden for en overskuelig fremtid.

Selv den amerikanske hærchef og stabschef havde afvist leverancer til Danmark, da krigen i Vietnam havde topprioritet.

Hele den stort anlagt danske ’Troppeplan 1970’ var i fare, og dermed evnen til at bidrage til Nato-forsvaret.

Hæren måtte seriøst overveje, om man skulle forsøge at købe britiske, franske, svenske eller tyske pansrede mandskabsvogne. Der blev sågar overvejet at starte licensproduktion af M113 i Danmark, men det hele faldt på, at det blev for dyrt.

Forsvaret havde ingen succes med at appellere til producenten. Sidste udvej var blev at spille diplomatiet, og det lykkedes den danske ambassadør i Washington, Torben Rønne, at få arrangeret en drøftelse direkte med den amerikanske forsvarsminister Robert McNamara 9. november 1967.

Rønne var en erfaren diplomat og havde været en af Udenrigsministeriets Nato-eksperter siden slutningen 1950’erne. Men det var ikke nok at appellere til amerikanerne ved at pege på dansk iver for at styrke Natos forsvarsevne.

At Danmark valgte at købe Leopard-1 kamvogne skyldtes først og fremmest Handelsministeriet

Steen Andersen

Rønne lod derimod McNamara forstå, at Danmark i fremtiden ville overveje at placere sine fremtidige militære indkøb andre steder, deriblandt indkøb af nye jagerfly, hvis ikke der som minimum leveres 50 M113 vogne i begyndelsen af 1968, og de resterende efterfølgende.

McNamara viste vilje til kompromis og meddelte Rønne, at første prioritet var ”combat priority”, altså enhederne i Vietnam, men fra amerikansk side var man villig til at give Danmark næsthøjeste prioritet, hvis Danmark købte via det amerikanske militær til en højere pris uden mulighed for modkøbsaftaler.

Våbenkøb er også handelspolitik, og ender tit med at være en bytte-bytte-købmand-relation, hvor modkøbs- og kompensationsaftaler spiller en rolle. Men hvad er historiens pointe til os i dag?

Indkøbet af M113-vogne blev dyrere og mere langstrakt. Fra ambassaden i Washington var beskeden også til Forsvaret, at i fremtiden kunne det ikke anbefales, at man handlede direkte med private firmaer uden at involvere Udenrigsministeriet.

I det hele taget vil det være en fordel at inddrage flere ministerier og ikke kun overlade sagen til Forsvaret og Forsvarsministeriet. At Danmark i sidste ende valgte at købe Leopard-1 kamvogne i 1974 skyldtes først og fremmest Handelsministeriet, som vurderede det vesttyske tilbud økonomisk bedre end det britiske tilbud.

Hæren havde ellers efter et langt kommissionsarbejde peget på den britiske Chieftain-kampvogn som favorit. Men valget af Leopard-1 kampvognen skulle vise sig at blive et af de mest succesfulde våbenindkøb i nyere tid. Det er dog godt glemt, at hæren kunne takke Handelsministeriet for, at de ikke endte med at købe den britiske værkstedsucces Chieftain.

Udover at lade de store investeringer være en tværministeriel opgave bør en lære fra historien også være, at det kan ende med at blive dyrt, hvis man er fokuseret på at købe til laveste indkøbspris.