Kommentar af 
Eva Flyvholm

Selv den mest tonedøve politiker burde have set, at Ellemann var på afveje i våbensag

Det er grundlæggende uforståeligt, at våbensagen kunne komme så vidt, da alle alarmklokker har bimlet og bamlet, så selv den mest tonedøve politiker burde være stoppet op, skriver Eva Flyvholm.

Nu ved vi ikke præcis, hvad der er forgået, men noget tyder på, at der er givet en gevaldig forlomme til Elbit, skriver Eva Flyvholm.
Nu ved vi ikke præcis, hvad der er forgået, men noget tyder på, at der er givet en gevaldig forlomme til Elbit, skriver Eva Flyvholm.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Eva Flyvholm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Våbenkøb fra krigsforbrydere, mulig misinformation af Folketinget og dobbeltmoral i lange baner. Skandalen om det danske våbenkøb fra det Israelske firma Elbit har mange dimensioner.

Men, at det kunne komme så vidt, er grundlæggende uforståeligt, da alle alarmklokker har bimlet og bamlet, så selv den mest tonedøve politiker burde være stoppet op.

Det er desværre ikke sket. Og det er et kæmpe politisk svigt af menneskerettighederne og en uacceptabel omgang med skatteborgernes penge.

Det er ikke klædeligt og ikke godt for den i forvejen tyndslidte tillid til demokratiet

Eva Flyvholm

Lad mig derfor tilbyde et par retningslinjer, som mine tidligere kollegaer på Christiansborg tilsyneladende behøver.

Lad være med at købe våben fra krigsforbrydere! Bare sig nej. Det burde ikke være så svært. Og det er en dybt uetisk brug af skattepenge.

Elbit er Israels største våbenproducent, og de tester deres våben, raketter og droner på uskyldige børn, kvinder og mænd i Gaza og på Vestbredden.

Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International klassificerer det som krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser. FN og EU har rejst klar kritik. Og store banker og pensionskasser investerer ikke i Elbit.

Læs også

Hvad sker der så for, at en flok danske forsvarsordførere – Jakob Ellemann, Martin Lidegaard, Anne Valentina Berthelsen med flere alligevel tænker; de her bundrådne våbenproducenter hælder vi da 1,7 milliarder kroner i foret på?

Det burde aldrig nogensinde komme på tale. Som politikere forvalter de vores fælles skattepenge og vores udenrigs- og handelspolitik. Der burde kun være en mulighed: nej til våbenkøb fra Israel.

Lad være med at fuske med tilbudsprocesser og forhaste beslutninger. Nu ved vi jo ikke præcis, hvad der er forgået, men noget tyder på, at der er givet en gevaldig forlomme til Elbit, og hvis det er sket som en studehandel for at slippe for en erstatningssag fra tidligere, er det jo endnu mere betændt.

Der er mere end nogensinde brug for at holde fast i menneskerettighederne og international lov

Eva Flyvholm

Det står også klart, at tidspresset var helt uhensigtsmæssigt. I krig og udenrigspolitik skal der selvfølgelig nogle gange træffes hurtige beslutninger.

Men dette havde ikke så hastende en karakter, at det kan forsvare sjusk og unødig hastebehandling.

Det er desværre også set før, at en kontroversiel våbenhandel blev hastet igennem netop for at undgå, at folk når at sige stop.

Det er ikke klædeligt og ikke godt for den i forvejen tyndslidte tillid til demokratiet. 

Lad være med at skide på menneskerettighederne. Der er mere end nogensinde brug for at holde fast i menneskerettighederne og international lov.

Jeg har selv talt med centrale politikere fra Ukraine og andre lande i koalitionen, der netop har fremhævet, at det er så vigtigt at overholde krigens love og menneskerettighederne, selv om krigen er brutal.

Netop fordi Rusland begår uhyrlige overgreb og ikke respekterer de internationale regler, skal vi være bedre og stå for noget andet. Det synes jeg er et klogt og prisværdigt rationale. Men så dur det heller ikke med dobbeltmoral i lange baner.

Det er i mine øjne helt rigtige at komme Ukraine til hjælp, også med våben. Men hvis man så samtidig fylder de danske lagre op med våben fra Israel, som bryder både menneskerettighederne og international lov, så forbryder man sig mod idealerne.

Danmark skal både hjælpe Ukraine og have et konsistent forsvar af frihed, demokrati og menneskeret, tak.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00