Svækket Putin vil slå tilbage for at genvinde sin autoritet

Selvom mytteriet blev kortvarigt, repræsenterede konvojen af militære køretøjer på vej mod Moskva optakten til den mest dramatiske kamp om magten i Rusland siden det gammelkommunistiske og fejlslagne kupforsøg i 1991 mod Mikhail Gorbatjov. Det er trods alt 32 år siden.

Derfor er det nærliggende at gå ud fra, at den række af konsultationer, som i weekenden blev rapporteret mellem vestlige regeringer, først og fremmest drejede sig om de russiske arsenaler af atomvåben. Ethvert tegn på uro i et land, der har tilstrækkeligt med atomvåben til at udslette kloden, må fremkalde dyb bekymring, men det så heldigvis ud til, at der ikke var ændringer i atomslagstyrkens opstilling.

For Putin blev mytteriet – trods Wagner-chefens senere forklaringer om, at han udelukkende havde til hensigt at redde sin egen hær – det mest synlige anslag mod den øverste leders position, siden Putin kom til magten nytårsnat 1999. Der er slået skår i hans autoritet, om end vi ikke kan vide, hvor stor en svækkelse, der er tale om.

Frontlinjestater som Polen og de baltiske lande har i forvejen fået mere gennemslagskraft i alliancen som følge af krigen, og den vil nu blive yderligere forstærket.

Michael Ehrenreich

Der er foreløbig ingen tegn på, at Putins dage er talte. Men hans greb om magten forekommer mindre sikker end på noget tidligere tidspunkt. Hans risiko er, at han vil blive anset for tilstrækkelig svag til at blive udfordret, enten nu eller mere sandsynligt et stykke ude i fremtiden.

Diktatorer styrer almindeligvis på basis af frygt, og derfor er det sandsynligt, at Putin i den kommende tid vil slå tilbage for at genvinde sin autoritet.

Indadtil ligger det lige for, at han skaffer sig af med kritikere, såvel reelle som indbildte, i sin umiddelbare omgangskreds. At han dermed fremmer sin egen isolation fra omverdenen, spiller formentlig en sekundær rolle. Det er vigtigere at bevare magten.

Udadtil vil det ikke være overraskende, hvis krigen i Ukraine optrappes i form af større brutalitet, selvom det er svært at forestille sig i lyset af den hidtidige russiske praksis med dokumenterede tilfælde af krigsforbrydelser og terror i stor skala med missilangreb mod beboelseskvarterer i ukrainske byer.

Det hører med i billedet, at Prigosjin i månedsvis forud for mytteriet offentligt kritiserede krigsindsatsen. Ikke fordi han havde noget imod, at den russiske krigsmaskine udslettede hele landsbyer, men fordi han mente, at indsatsen ikke var tilstrækkeligt effektiv.

Han kan i den kommende tid blive talerør for den kreds af personer i og udenfor Kreml, som mener, at krigen er slået fejl for Rusland. Hvis han formår at holde sig i live. Belarus - hvis det vel at mærke er dér, han vil opholde sig - er en russisk lydstat, hvor sikkerhedstjenesten FSB formentlig har frie hænder.

Nato med generalsekretær Jens Stoltenberg i spidsen har været forsigtig i reaktionerne, formentlig for ikke at give Putin og konsorter et påskud til at erklære mytteriet for en udenlandsk dirigeret sammensværgelse, et typisk og ofte anvendt russisk træk, når tingene ikke går som planlagt.

Men udviklingen kan ikke undgå at få konsekvenser for Nato-topmødet om få uger. Forløbet har vist, hvor uforudsigelig situationen kan blive i Rusland på meget kort tid, og den vestlige forsvarsalliance må tage yderligere skridt for at gardere sig.

Det bør betyde opstilling af flere soldater i de Nato-lande, der grænser op til Rusland, og hvor den seneste udvikling forståeligt nok har udløst forøget nervøsitet. Frontlinjestater som Polen og de baltiske lande har i forvejen fået mere gennemslagskraft i alliancen som følge af krigen, og den vil nu blive yderligere forstærket.

Det bør også indebære yderligere bistand til Ukraine. I debatten om det spektakulære, om end kortvarige, anslag mod den russiske krigsmaskine, er det vigtigt at fastholde opmærksomheden på, at det er i Ukraine, at slaget står.