DIIS-forsker: Hemmelige mord og offentlige likvideringer hører til dagens orden i USA's og Israels spionkrig mod Iran

Af Lars Erslev Andersen
Seniorforsker, DIIS

27. november blev forskeren og lederen af Irans atomprogram, Mohsen Fakhrizadeh, likvideret ved et spektakulært skudattentat 70 kilometer uden for Teheran. Det spektakulære består i, at der ved attentatet skulle have været anvendt et fjernstyret maskingevær, men også at Israel offentligt har udpeget præcis Fakhrizadeh som ”en farlig mand”.

Sporene peger derfor mod Israel, som Iran også officielt har gjort ansvarlig for likvideringen, og det er spektakulært, hvis Israel faktisk kan organisere sådanne målrettede drab midt inde i fjendeland.

Det er imidlertid ikke første gang: Mindst fire iranske videnskabsfolk menes likvideret af Israel i Iran, der også beskylder Israel for at stå bag brandattentater hen over sommeren. Formålet skulle være at sætte Irans påståede program for udvikling af atomvåben tilbage. Men det seneste kan samtidig også være et forsøg på at sabotere den nyvalgte præsident Joe Bidens erklærede hensigt om at få USA tilbage i atomaftalen med Iran.

Som Israel er Iran selv og også USA kendt for at bruge hemmelige operationer, der inkluderer mord og sabotage i deres kolde krig mod hinanden. Et lille tilbageblik minder om, at verden siden den iranske revolution har set en stribe spektakulære operationer i spionkrigen mellem Iran overfor Israel og USA. Og det stopper næppe ved likvideringen af Mohsen Fakhrizadeh.

Den store og den lille Satan
”Død over USA” blev iranernes slagord under revolutionen. USA blev kaldt ”Den store Satan”, mens Israel fik tilnavnet ”Den lille Satan”. Det var i 1979. Ayatollah Khomeini var kommet tilbage til Iran som den store leder og frelser med en jumbojet fra Paris.

Uophørligt siden 1993 har Israel og USA anklaget Iran for at støtte international terrorisme og for at udvikle masseødelæggelsesvåben, især med fokus på atomvåben. Den anklage ligger jo også implicit i atomaftalen fra 2015, hvilket fremgår af dens bestemmelser om omfattende og systematisk inspektion af Irans atomenergianlæg samt loft på iransk produktion og lagring af beriget uran.

Lars Erslev Andersen
Seniorforsker, DIIS

Efter sin anholdelse i Iran i 1963 for kritik af Shah-styret kom han til Irak, hvorfra han fortsatte kritikken, blandt andet med indtalte taler på kassettebånd. I 1978 tog han så til Paris og var der, indtil han landede i Teheran 1. februar 1979.

Utilfredsheden med shahen og hans styre havde i årevis været stor og omfattede i USA, der sammen med England havde sikret shahen uindskrænket magt ved gennem et kup at afsætte den demokratiske valgte premierminister, Mohammad Mossadegh. Kupmagerne sendte Mossadegh i isolation i et militærfængsel i 1953, hvor han sad i tre år og herefter kom i husarrest, indtil han døde som iransk folkehelt i 1967.

Det var amerikanske CIA og engelske MI6, som stod bag kuppet mod Mossadegh, hvis brøde var at insistere på forfatningsbestemt magtdeling og ikke mindst at ville nationalisere den iranske olie og dermed tage den ud af hænderne på England.

Islamisk revolution
Shahen fortsatte som enevældig diktator, havde tætte forbindelser til USA og CIA, der hjalp ham med at organisere det forhadte hemmelige politi (SAVAK) under ledelse af general Norman Schwarzkopf, hvis søn under Irakkrigen i 1991 blev berømt som leder af de amerikanske tropper, der befriede Kuwait fra Saddam Husseins besættelse.  

Shahregimet blev grundlagt i 1925 og ville modernisere Iran ved at gennemføre en rigid sekularisering, forbyde islamisk klædedragt som kvindernes tørklæde og under den enevældige shah i 1960’erne føre Iran frem til at blive en af verdens vigtigste industrinationer.

Mens shahen var populær i Vesten og overklassen, var modstanden mod hans brutale midler og metoder udtalt i befolkningen, og da han også fik den rige bazar imod sig, var hans dage som regent talte. Ganske vist udtalte præsident Jimmy Carter nytårsaften 1977, at Iran var en ”ø af stabilitet”, men godt et år senere var shahen flygtet til USA, Khomeini tilbage i Iran og revolutionen en realitet.

Khomeinis tilbagekomst betød, at islamisterne kuppede revolutionen og mobiliserede hadet mod Israel og USA, hvis ambassade blev besat i november samme år, mens israelerne allerede var på flugt fra deres. Gidselaffæren på den amerikanske blev løst samme dag, Ronald Reagan overtog Det Hvide Hus efter sin ydmygende valgsejr over Jimmy Carter.

Trods denne succes blev konflikten mellem USA og Iran på ingen måde løst, og store posters med ”Død over USA”-sloganet kunne ses mange steder i de iranske gader. De gange, jeg har overværet fredagsbønnen på Teherans Universitet, har der altid været indlagt en cirka ti minutter lang session, hvor folket i kor råber ”Død over USA” og ”Død over Israel” – mit gæt er, at det stadig finder sted.

Til national erindring er USA’s kup mod Mossadegh indskrevet i den iranske forfatning, som blev vedtaget få måneder efter Khomeinis ankomst og gjorde Iran til en islamisk republik.

Reagan ville handle med Khomeini
Til trods for Khomeinis og iranernes udtalte had mod USA så Ronald Reagan en mulighed i at få Iran tilbage i den amerikanske fold i inddæmningen af Sovjetunionen, der året efter Khomeinis tilbagekomst havde invaderet nabolandet Afghanistan og nu truede amerikanernes kontrol over udskibningen af olie fra Den Persiske Golf.

Samtidig havde Reagan travlt med at støtte oprørere og terrorister i Mellemamerika, de såkaldte contras, der skulle bruges til et kup mod det sandinistiske styre i Nicaragua. Den berømte oberst og senere studievært på krigsprogrammer på Fox News, Oliver North, udtænkte en snedig plan: Hemmeligt solgte USA våben til Iran, der var kommet i krig med Irak, fik Israel til at levere dem, og pengene sendte North videre til mellemamerikanske terrorister, som så kunne vælte præsidenten Daniel Ortega i Nicaraguas hovedstad, Managua.

Manøvren skulle samtidig genopbygge et godt forhold mellem Iran og USA, men Reagan gjorde regning uden vært, for Khomeini afslørede hele molevitten, der efterfølgende blev kaldt ”Iran-Kontra skandalen”. At Reagan faktisk overlevede skandalen på præsidentposten, hører til en af hans mest spektakulære bedrifter og gav ham tilnavnet Mr. Teflon.

Alt imens fortsatte flådekrigen mellem Iran og USA i Den Persiske Golf, hvor USA dengang som i dag ville holde Iran fra at true den frie udskibning af olie til de vestlige markeder. Krigens foreløbige kulmination var, da et amerikansk krigsskib i juli 1988 nedskød et iransk rutefly med 290 passagerer, hvilket selvfølgelig heller ikke har bidraget til afspændingen mellem USA og Iran.

Oliesalg og den dobbelte inddæmningspolitik
Det mærkelige er dog, at trods den spændte situation og amerikanske sanktioner mod Iran fortsatte amerikanske oliefirmaer lystigt handelen med den islamiske republik. Bill Clinton havde overtaget præsidentposten i 1993, og i maj samme år annoncerede hans topdiplomat, Martin Indyk, i en berømt tale Clinton-administrationens dual containment policy: Under krigen mod Irak i 1991 havde amerikanerne opdaget, at Saddam Hussein var langt fremme med opbygning af store lagre af kemiske og biologiske våben.

Samtidig var man bekymret for, at russiske specialister med kompetence i udvikling af masseødelæggelsesvåben, som var blevet arbejdsløse efter afviklingen af Den Kolde Krig, ville få ansættelser i Iran, som, man var sikre på, gerne ville udnytte deres viden. I forvejen beskyldte USA Iran for at støtte terrorisme og udgøre en trussel i regionen generelt og specielt mod Israel. Derfor skulle de to lande inddæmmes gennem sanktioner og militært pres. Det blev kaldt dobbelt inddæmning.

Ikke desto mindre handlede USA og Iran lystigt olie. Det kunne man ikke forstå i Israel. Efter krigen mod Irak i 1991 var Saddam Husseins regime nu stort set neutraliseret som trussel. Samtidig var der indledt en bred fredsproces i Mellemøsten, først med Madrid-konferencen november 1991 og senere med de såkaldte Osloaftaler mellem Israel og palæstinenserne.

Begge dele medførte forhandlinger om fred mellem Syrien og Israel og en fredsaftale mellem Israel og Jordan allerede i 1994. Dermed havde Israel fået styr på truslerne fra de nærmeste naboer i cirklen lige omkring sig og så nu på den næste cirkel, og her syntes israelerne, at Iran hidsigt glimtede faretruende rødt.

Hvorfor blev Clintons dual containment policy ikke fulgt op med amerikansk embargo mod Irans oliesektor, spurgte den ene lederartikel efter den anden i israelske aviser som for eksempel The Jerusalem Post. Allerede i 1995 gennemførte Clinton embargoen, og året efter fik den amerikanske kongres trumfet igennem, at udenlandske firmaer, som handlede med den iranske oliesektor, kunne straffes med amerikanske sanktioner.

Der skulle altså gå et kvart århundrede, fra at Iran og USA med den iranske revolution kom i konflikt med hinanden, til at USA efter pres fra Israel stoppede amerikanske olietransaktioner med iranske firmaer. Til gengæld er konflikten mellem Iran på den ene side og USA og Israel på den anden lige siden Clintons sanktioner kun blevet optrappet med undtagelse af det korte tøbrud mellem Barack Obama og den iranske præsident Hassan Rohani, der førte til den omfattende atomaftale i 2015.

Vestens snigmord og sabotage er frihedskamp, mens Irans er terrorisme
Uophørligt siden 1993 har Israel og USA anklaget Iran for at støtte international terrorisme og for at udvikle masseødelæggelsesvåben, især med fokus på atomvåben. Den anklage ligger jo også implicit i atomaftalen fra 2015, hvilket fremgår af dens bestemmelser om omfattende og systematisk inspektion af Irans atomenergianlæg samt loft på iransk produktion og lagring af beriget uran.

I sin State of the Union-tale i 2002 placerede George W. Bush Iran i den såkaldte “Ondskabens Akse”, og lytter man til Israels Benjamin Netanyahu og USA’s Donald Trump, er der ingen ende på de onde bedrifter og hensigter, der kan tilskrives Iran.

Det er denne grundlæggende fortolkning af Iran i Israel og USA, der i strid med Folkeretten får dem til at gennemføre hemmelige operationer, som omfatter alt fra hemmelig støtte til militante oppositionsgrupper, brandattentater og anden sabotage som det berømte cyberangreb med den hyperfarlige computerorm stuxnet på Irans atomanlæg i Natanz i 2010, likvideringer af højtstående personer som general Qassem Soleimani i januar i år og snigmord på videnskabsfolk og ingeniører både i og uden for Iran.

Er Iran uskyldigheden selv? På ingen måde: Iran har et langt CV med hemmelige internationale og morderiske operationer, men meget tyder på, at Israel og USA er noget dygtigere, når det kommer til at støtte militante grupper, cyberangreb og gennemførelse af hemmelige snigmord og offentlige likvideringer.

Mens sådanne aktioner i vestlige medier ofte bliver noteret og omtalt med begejstring og beundring, bliver de iranske missioner i de samme medier derimod set på med forargelse og fordømmelse: når Israel og USA gennemfører målrettede drab og sabotage på infrastruktur og industri i andre lande, er det i forsvaret af den frie verden, altså frihedskamp, men når Iran gør det samme, fremstilles det som forargelige brud på Folkeretten og diplomatiets regler, altså international terrorisme.

I iranske og andre ikke-vestlige medier er fremstillingerne de samme – blot med modsat fortegn, så at sige. Derfor kan det i international politik undertiden være ret så vanskeligt blot at blive enige om, hvad man taler om.  

Det ændrer imidlertid ikke ved, at spionkrigen fortsætter, også selvom USA’s nye præsident Joe Biden skulle lykkes med at få USA med i en ny atomaftale med Iran, hvad jeg imidlertid tvivler på, han gør, men det er en anden historie.