Folk & Sikkerhed: Ny sikkerhedspolitisk virkelighed har gjort forsvarspolitik til realpolitik

Den sikkerhedsmæssige virkelighed står lysende klart for alle de lande, der omkranser Danmark – Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland – og de agerer derefter. Men dansk forsvarspolitik synes imidlertid fortsat primært præget af tankegangen om, at “Rusland da ikke kan være så dumme, at de på nogen måde vil udfordre Nato”.

Til det er der blot at sige: Rusland udfordrer Nato. Og de gør det nu. 

Det ses blandt andet med deres ultimatum fra december 2021. Rusland har helt utvivlsomt kapaciteterne og evnen til at intervenere i Ukraine, tage Baltikum og tilkæmpe sig herredømmet i Østersøen. Om de også har viljen, kan ingen forudsige med sikkerhed.

Hvad man derimod kan udtale sig sikkert om, er, at Rusland i nyere tid rent faktisk har anvendt militære magtmidler til at opnå deres strategiske mål med Georgien i 2008 og Krim og Øst-Ukraine i 2014 som de mest velkendte eksempler.

Det indeværende forsvarsforlig blev i januar 2018 præsenteret som et “substantielt løft”. Det var det ikke. Det var en mindre justering af det daværende forsvar – et meget lille forsvar, der var specialdesignet til at deltage med mindre styrkebidrag i operationer langt fra Danmarks grænser mod en underlegen fjende.

Slidte køretøjer og mangel på ammunition
Ambitionerne med forsvarsforliget var tårnhøje. Forsvaret skulle kunne bidrage substantielt til Nato’s kollektive forsvar. Det hjemlige forsvar skulle styrkes – det vil sige genopbygges – og Forsvaret skulle fortsat kunne bidrage til internationale operationer. Effekten har imidlertid været nedslående, fordi pengene ikke fulgte med, hverken i tilstrækkeligt omfang eller i den rette takt.

Resultatet er, at Forsvaret for nuværende ikke hundrede procent kan løse nogle af de opgaver, der fremgår af det indeværende forsvarsforlig. Og man kan – lidt kættersk, men med rette – stille spørgsmålet, om Forsvaret overhovedet kan løse de opgaver, der fremgår af forsvarsloven. Det hører dog med til historien, at kvaliteten af de danske soldater og deres uddannelse er tårnhøj – heldigvis. Der er derfor et rigtigt godt fundament at bygge på.

Når man forhører sig i “den spise ende” – det vil sige hos de, der gør tjeneste i de meget få operative enheder – er svarene ofte: “Hvor bliver pengene af? Vi har ikke ammunition nok. Vi kan ikke bemande vores enheder. Vores køretøjer er nedslidte. Bygningerne er nedslidte med mere.”

Forsvarets fagforeninger og forsvars- og sikkerhedspolitiske eksperter bekræfter billedet: Dansk forsvar er alvorligt udfordret på personel, materiel, kapaciteter, beredskabslagre og etablissementer. Dette er på et tidspunkt, hvor den sikkerhedsmæssige virkelighed er den alvorligste i mere end 30 år.

I lyset af den nuværende sikkerhedsmæssige situation bliver man nødt til at opfatte forsvarspolitik som realpolitik.

Peter M. Andersen
Formand Folk & Sikkerhed, advokat (H), oberstløjtnant af Reserven

Faglighed, hurtighed og de to procent
Forsvarsforliget i 2005 bød på et helt afgørende paradigmeskift i dansk forsvarspolitik. 14 år efter Sovjetunionens kollaps ville man “høste fredsdividenden”. Det gjorde man ved en meget radikal omlægning af dansk forsvar.

Mobiliseringsforsvaret blev nedlagt, ubådene og jordbaseret luftforsvar blev skrottet, værnepligten beskåret i både antal og længde. Forsvaret skulle fremadrettet primært løse to opgaver: Deltagelse i internationale operationer og terrorbekæmpelse.

På tilsvarende vis bør det kommende forsvarsforlig – her 14 år efter Ruslands invasion af Georgien og påbegyndelse af en relativ massiv militær oprustning – gøre det samme. Og endnu mere drastisk. Derfor bør det kommende forsvarsforlig følge tre konkrete pejlemærker.

Først og fremmest et fokus på faglighed. Forliget skal være funderet på nøgterne militærfaglige analyser og anbefalinger med fuldt fokus på dansk forsvars kerneopgaver som er afskrækkelse, suverænitetshåndhævelse og et troværdigt bidrag til Nato’s kollektive forsvar.

For det andet et fokus på hurtighed. Danmark er i alvorlig grad bagud med den helt nødvendige omstilling – genopbygning, om man vil – af Forsvaret til at imødegå den sikkerhedsmæssige virkelighed, vi befinder os i og kan forudse. Derfor er hurtighed et afgørende parameter. Forsvarsforliget burde rent faktisk genåbnes nu.

For det tredje et fokus på de to procent. Alle lande, der omkranser Danmark, bortset fra Tyskland og Sverige, er allerede oppe på at bruge to procent af deres BNP på deres forsvar eller har truffet beslutning herom. I 2023, når indeværende forsvarsforlig udløber, er Danmark oppe på 1,44 procent, hvilket er meget langt fra det politisk aftalte mål. Et afgørende pejlemærke for det nye forlig skal derfor være, at Danmark skal anvende (mindst) to procent af BNP på forsvaret – ikke kun fordi det er politisk aftalt, men fordi der er behov for det.

Forsvarspolitik er realpolitik
I lyset af den nuværende sikkerhedsmæssige situation bliver man nødt til at opfatte forsvarspolitik som realpolitik.

Der er en udefrakommende situation, som Danmark ikke har indflydelse på, og som forsvarspolitikken skal bruges til at ruste Danmark til at imødegå. Finanspolitikken under finanskrisen var også realpolitik. Det samme har sundhedspolitikken været under coronakrisen.

En forsvarlig og ansvarlig forsvarspolitik kræver nye investeringer af ikke ubetydelig størrelse. Det kommer til at kræve politiske prioriteringer. Men det er nødvendigt, for forsvaret er – sammen med politiet, beredskabet og sundhedssektoren – fundamentet for dansk velfærd.