Tidligere FE-chef: Danske elitesoldater i Mali skal bidrage til en udsigtsløs mission

8. april orienterede regeringen Udenrigspolitisk Nævn om, at den agter at sende danske specialoperationsstyrker til Mali. Det danske bidrag på i alt cirka 105 personer bliver en del af den fransk-ledede specialoperationsstyrke kaldet "Task Force Takuba".

Styrken har blandet andet til opgave at støtte de lokale regeringsstyrker i at bekæmpe terrorgrupper i Sahel-regionen. Regeringen vil desuden genudsende et transportfly til støtte for FN-styrken i området, MINUSMA. Danmark har i forskellige former bidraget militært til både FN-styrken og de fransk-ledede styrker i området siden 2014. 

Umiddelbart lyder Udenrigsminister Jeppe Kofods tanker rigtige: Islamisk Stat og al-Qaida forsøger at oprette et fristed i Sahel, hvilket vil udgøre en akut sikkerhedstrussel.

Derfor forstærker vi sammen med vores europæiske allierede Task Force Takuba med et slagkraftigt kontingent af elitesoldater fra Jæger- eller Frømandskorpset. Men er det den rette vej til at få bugt med de hellige krigere i Sahel? Lad os tage et kig på situationen. 

Statskollaps truer indsatsen
På mange måder giver en forstærket militær indsats god mening. Både de ekstremistiske grupper, der er tilknyttet Islamisk Stat og al-Qaida, står stærkere i Sahel nu end på noget tidspunkt, siden Frankrig i 2013 gik ind i Mali.

Ganske vist kontrollerer de ingen større byer eller har regulære fristeder, hvor de uhindret kan træne og opbygge kapacitet, men de er til stede i stort set alle landområder i det nordlige Mali langs de godt 1.000 kilometer grænse i ørkenen mellem Mali og Niger, og i det nordlige og østlige Burkina Faso.

Forstærket militær intervention er nødvendig for at forhindre statskollaps, nye fristeder eller et nyt kalifat, der tiltrækker kæmpere fra hele Europa.

Jacob Kaarsbo
Forsvarsanalytiker, patner, Bischoff Advisory

Angrebsfrekvensen stiger, og det samme gør både de civile og militære tabstal. I 2020 blev tabstallet anslået til omkring 6.000 dræbte.

Sideløbende hermed vokser de humanitære problemer. Antallet af internt fordrevne nærmer sig samlet 2 millioner i Mali, Niger og Burkina Faso. Politisk er landene skrøbelige. I Mali blev den siddende regering afsat ved et militærkup i august 2020.

31. marts fandt der et kupforsøg sted umiddelbart inden indsættelsen af den nyvalgte præsident i Nigers hovedstad, Niamey. I Burkina Faso lykkedes det præsident Kaboré at blive genvalgt i november 2020, men med 57 procent af stemmerne ved et valg, hvor kun små 50 procent af vælgerne deltog, er Kaborés folkelige mandat skrøbeligt.

Herudover fremhæver Frankrig, der leder de militære operationer mod de islamistiske grupper, at de forgangne otte år har budt på mange militære succeser. Først blev al-Qaidas fristed i det nordlige Mali lukket ned i en lynkrig.

Siden er talrige top-terrorister blevet dræbt. Senest i juni 2020 hvor franske specialstyrker dræbte den mangeårige leder af al-Qaida i Det Islamiske Maghreb (AQIM), algerieren Abdelmalek Droukdel, nær den nordmaliske ørkenby Tessalit ikke langt fra grænsen til Algeriet. 

Ud fra disse perspektiver giver Task Force Takuba og forstærkede danske og europæiske bidrag god mening. De militante islamistiske bevægelser truer staternes stabilitet. Forstærket militær intervention er nødvendig for at forhindre statskollaps, nye fristeder eller det værst tænkelige scenario: Et nyt kalifat, der tiltrækker kæmpere fra hele Europa, inklusiv Danmark. 

Nytter ikke at kappe hovedet af slangen
Omvendt kan det argumenteres, at den militære indsats i løbet af otte år reelt ikke har forbedret noget.

Godt nok er der ikke længere et fristed for militante islamister i det nordlige Mali, men nu er der en kraftigt øget tilstedeværelse af militante islamister, højere trusselsniveauer og højere ustabilitet både i det centrale Mali, i det nordlige og østlige Burkina Faso og i Niger. Problemet har spredt sig.

Teorien om "at kappe slangens hoved" har vist sig ikke at holde. Hver gang et hoved er kappet, er der vokset et nyt eller endog flere nye frem.

Jacob Kaarsbo
Forsvarsanalytiker, patner, Bischoff Advisory

Selv om Frankrig fortsat fremhæver slagene mod lederne af terrornetværkene som militære sejre, er det blot små taktiske sejre, mens den strategiske situation reelt er blevet forværret. Hver gang en terrorleder er blevet dræbt, har der stået nye klar til at overtage.

I de tilfælde hvor en gruppe er gået til grunde, har nye grupper og alliancepartnere stået klar. Teorien om "at kappe slangens hoved" har vist sig ikke at holde. Hver gang et hoved er kappet, er der vokset et nyt eller endog flere nye frem.

Al erfaring med de al-Qaida-tilknyttede grupper i Sahel gennem de sidste 15 til 20 år viser, at deres diversitet, autonomi og flygtige natur er deres styrke. De går på kryds og tværs af områdets stammer og etniske grupper uden en klar kommandostruktur.

De har spredt sig trods markant militært pres de seneste otte år. Ud fra dette perspektiv er konklusionen, at Task Force Takuba og det danske bidrag er udsigtsløst. Vi kan vinde taktiske slag, men krigen mod de militante islamistiske bevægelser kan vi ikke vinde.

Vestlige styrker ses som en del af problemet
Begge iagttagelser er for så vidt rigtige. De danske styrkers mission kan med rette ses som både nødvendig og udsigtsløs. Den danske regering må dog holde sig den store strategiske risiko for øje.

Det scenarie vi ser udspille sig i Sahel, minder i højere og højere grad om scenarierne fra Afghanistan og Irak. Der er en stigende tendens til, at de vestlige styrker bliver set som en del af problemet i stedet for en del af løsningen. Hvorfor nu det?

Mens de vestlige styrker bliver indsat for at kæmpe mod militante islamister, bliver de mange steder set som de upopulære magthaveres forlængede arm.

Jacob Kaarsbo
Forsvarsanalytiker, patner, Bischoff Advisory

Den folkelige utilfredshed med regionens regeringer og myndigheder har været støt stigende i Sahel-regionen. Mens de vestlige styrker bliver indsat for at kæmpe mod militante islamister, bliver de mange steder set som de upopulære magthaveres forlængede arm.

Vores styrker bliver dermed i højere og højere grad set som indsat for at fastholde en politisk orden, som møder udbredt folkelig modstand.

Samtidig har der de sidste par år været en tiltagende tendens til, at konflikten i Sahel ikke længere er en tofrontskrig mellem de militante islamister og alle de andre. På mange måder minder konflikten nu mere om oprørskamp og borgerkrig.

Blandt andet i Burkina Faso og i den centrale del af Mali har regeringen bevæbnet lokale stammemilitser for at dæmme op for islamisterne. Stammemilitserne opererer i mange tilfælde ud fra deres egen interesse.

Den går i mange tilfælde mod de militante islamister, men også imod landets myndigheder og dermed de vestlige styrker. Derudover er der stærke kriminelle netværk, som i mange tilfælde har forbindelser til de militante islamistiske grupper. 

"Operation Barkhane", som er kaldenavn for den samlede franske militære indsats i Sahel, som Task Force Takuba er en del af, var i udgangspunktet designet til en tofrontskrig mod de militante islamistiske grupper. Sandheden er bare, at billedet anno 2021 er meget mere mudret. Derfor haster det at gentænke indsatsen. 

Problemet ligger i regeringesførelsen
Da Frankrigs præsident Emmanuel Macron i februar holdt topmøde med præsidenterne fra de såkaldte "G5 Sahel-lande", Mauretanien, Mali, Burkina Faso, Niger og Tchad, sagde han blandt andet, at der foruden en forstærket militær indsats skulle være en forstærket indsats vedrørende regeringsførelse: "Surge of military and surge of governance".

De europæiske ledere har erkendt, at roden til problemet skal søges i regeringsførelsen i området.

Jacob Kaarsbo
Forsvarsanalytiker, patner, Bischoff Advisory

Tilsvarende udtalte udenrigsminister Jeppe Kofod, at Danmark vil fortsætte "målrettet diplomati, udviklingsarbejde og humanitære indsatser".

Noget tyder derfor på, at de europæiske ledere har erkendt, at roden til problemet skal søges i regeringsførelsen i området. Problemet er bare, at det indtil videre tyder på, at det er noget nemmere at tale om, end det er at iværksætte den konkrete storstilede og multilaterale indsats, der vil være nødvendig.

Hvis vi er enige med Udenrigsminister Jeppe Kofod i, at det militært set er nødvendigt at udsende de danske specialstyrker, bliver vi nødt til at stille opfølgende spørgsmål. Hvad gør vi helt konkret for at forbedre regeringsførelsen i området?

Bliver der eksempelvis gjort seriøse forsøg på at få de tuaregiske stammer i det nordlige Mali med i den politiske proces? Hvad med fulani-stammerne i det nordlige Burkina Faso?

Et andet eksempel: Hvis en bonde i den støvede ørkenby Kidal i det nordlige Mali skal have løst en juridisk tvist, skal han, som det er nu, have problemet løst af en fransktalende dommer udsendt fra Bamako godt 1.500 kilometer mod sydvest.

Bonden taler ikke samme sprog som dommeren, forstår ikke juraen, og ofte bliver problemet ikke løst. Når de militante islamister dominerer området, kommer tvisten foran en islamisk dommer, der reciterer koranen.

Bonden kender koranreferencerne, taler samme sprog som dommeren, og problemet bliver løst. Selv om bonden ikke ønsker "hellig krig", vil han støtte den autoritet, der løser hans problemer.

Vi bliver derfor nødt til at se på, om vi gør tilstrækkeligt for at ændre de politiske og juridiske systemer i Sahel-landene, så de rent faktisk tjener borgernes interesser. Navnlig når borgerne bor 1.500 til 2.000 kilometer fra hovedstaden, tilhører en anden etnisk gruppe, en marginaliseret stamme, og taler et andet sprog.

Europæisk indsats er reelt en fransk indsats
Afghanistan og Irak bør have lært os, at vi ikke kan vinde krigen, hvis der ikke samtidig opbygges levedygtige stater. Så kan vi vinde de militære slag, men tabe på den lange bane.

Den såkaldt "europæiske indsats" i Sahel er i bund og grund en fransk indsats, som de europæiske partnere bidrager til bilateralt på ad hoc-basis. En slags forsvarspolitisk tag-selv bord.

Jacob Kaarsbo
Forsvarsanalytiker, patner, Bischoff Advisory

Problemerne med regeringsførelsen skal løses, hvis vi skal have en chance for, at vores militære indsats får den effekt, den har fortjent.

De problemer, der for snart ti år siden førte til, at militante islamister kunne oprette fristed i det nordlige Mali, forbliver uadresserede, og regeringsførelsen er i alt væsentligt den samme. Derfor er udviklingen gået den forkerte vej.

Desuden vil det være værd at se på, om vi har den rette institutionelle ramme omkring den danske og europæiske indsats. Den såkaldt "europæiske indsats" i Sahel er i bund og grund en fransk indsats, som de europæiske partnere bidrager til bilateralt på ad hoc-basis – en slags ”forsvars- og sikkerhedspolitisk tagselvbord”.

Indsatsen har haft sine mangler, men der er næppe tvivl om, at vi ville stå i en endnu dårligere situation, hvis ikke Frankrig havde ageret for otte år siden, og hvis der ikke havde været bilateral støtte undervejs.

Omvendt er der næppe heller tvivl om, at vi kunne lave en stærkere strategisk indsats i eksempelvis Sahel, hvis der var politisk vilje til at operere i EU-regi. Så længe vi i Danmark holder fast i vores forsvarsforbehold, sætter vi begrænsninger på vores egen evne til at forme indsatserne med de europæiske partnere.