Dog lå frontlinjen, der målte cirka 700 kilometer, i store træk fast mellem tre og fire år. Nogle af verdenshistoriens største slag fandt dog sted på Vestfronten, men de førte aldrig til større gennembrud.

Dette har været billedet det seneste år også i Ukraine. Den ukrainske forsvarschef, Valerij Zaluzjnyj, har gentagne gange peget på de mange ligheder med Første Verdenskrig.

Det overordnede ved situationen er, at den teknologiske udvikling nu favoriserer defensiven, forsvarsstriden, langt mere end offensiven, angrebsstriden.

Teknologien, herunder droner, gør, at begge parter i høj grad kan se, hvad den anden laver. Bliver du opdaget, bliver du også beskudt. Det hæmmer naturligvis mulighederne for både ukrainske og russiske offensiver.

Hændelser langt fra frontlinjen kan afgøre

Sir Michael Howard, en af de mest kendte krigshistorikere nogensinde, påpegede ofte, at krige blev tabt eller vundet som følge af begivenheder, der fandt sted langt væk fra frontlinjen.

Det gælder især for Ukraines forsvarsindsats. Ukraine har haft nogle betydningsfulde fremskridt i det seneste år; den russiske flåde er pålagt begrænset operativ frihed i Sortehavet, korneksporten er steget en smule, og EU har påbegyndt medlemsforhandlinger.

En selvsikker Putin fastslog, at Rusland vil nå alle sine mål i Ukraine, og at fredsforhandlinger ikke er på dagsordenen. Kun en betingelsesløs kapitulation fra ukrainsk side er godt nok for Moskva.

Arne Bård Dalhaug
Generalløjtnant, præsident, Norges Forsvarsforening

Alligevel så situationen lysere ud for et år siden. Allerede nu, et år før Trump eventuelt bliver amerikansk præsident igen, er der usikkerhed om, hvilken rolle USA vil spille i Ukraine, og om landet reelt set vil fortsætte med at opretholde verdensordenen, som Washington etablerede i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Også EU kæmper for at opnå flertal for hjælpepakker til Ukraine, og det forventes, baseret på valget i Nederlandene, at yderligtgående højre ved valget til EU-parlamentet til foråret vil styrke sig betydeligt.

Konflikten i Mellemøsten trækker både ressourcer og opmærksomhed væk fra Ukraine.

Præsidentvalget på Taiwan i januar vil sandsynligvis føre til en fortsættelse af den nuværende uafhængige politiske kurs. Dette kan tænkes at føre til øget kinesisk aggression, hvilket yderligere kan skubbe opmærksomheden væk fra Europa.

Det ukrainske sommerfelttog løb ud i sandet uden betydelige gevinster, og Europa kæmper for at etablere en ordentlig militærindustri.

Der er også mere synlige spændinger mellem Zelenskyj og militæret, hvilket er naturligt givet krigens påvirkning.

Intet af dette betyder, at Ukraine har tabt frihedskampen, men Kyiv er sandsynligvis nået til det punkt, hvor der kræves en grundig analyse af krigsstrategien i tiden fremover.

Putin er styrket i sin tro på et svagt Vesten

Putin ser nok langt lysere på situationen nu end han gjorde for et år siden.

Han er blevet styrket i troen på, at hans opfattelse af Vesten som svagt og uden nødvendig vilje til at støtte Ukraine over tid, er korrekt.

Allerede nu, et år før Trump eventuelt bliver amerikansk præsident igen, er der usikkerhed om, hvilken rolle USA vil spille i Ukraine, og om landet reelt set vil fortsætte med at opretholde verdensordenen, som Washington etablerede i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Arne Bård Dalhaug
Generalløjtnant, præsident, Norges Forsvarsforening

Den globale udvikling opfattes positivt i Moskva, og selvom økonomien er svækket, går det rimeligt godt.

I militærsektoren er en kommandoøkonomi indført, og Rusland modtager store mængder artillerigranater fra Nordkorea. De russiske forsvarsanlæg har vist sig solide, og Moskva tror på, at de kan fastholde det, der er opnået.

Lige før jul afholdt Putin sin årlige pressekonference. En selvsikker Putin fastslog, at Rusland vil nå alle sine mål i Ukraine, og at fredsforhandlinger ikke er på dagsordenen. Kun en betingelsesløs kapitulation fra ukrainsk side er godt nok for Moskva.

Dette er også blevet bekræftet af andre centrale russiske myndighedspersoner. Det vil sige, at også Rusland skal tænke nøje over vejen frem, især hvordan mere ukrainsk territorium kan besættes. Det vil kræve større russiske offensiver, og sådanne operationer har indtil nu været lidt vellykkede.

Situationen er, at begge parter har brug for fremgang på jorden for at nå deres mål, samtidig med at en nøgtern analyse antyder, at det vil fremstå som vanskeligt.

Begge lande har i denne sammenhæng brug for det, som i klassisk teater kaldes "deux ex machina," det vil sige en en guddommelig indgriben, der løser en fastlåst situation.

Gennem historien er dette sket oftere på teaterscener end i virkeligheden. Alligevel kan trendbrydende begivenheder aldrig udelukkes, for eksempel en udtørring af militær støtte til Ukraine eller en omfattende disciplinær sammenbrud i de russiske styrker, ligesom i 1917. Den videre analyse bygger på fraværet af "deux ex machina".

Ingen større ændringer i russisk strategi

Putin ønsker militær fremgang inden præsidentvalget i marts næste år.

Selvom begge sider har begrænsninger på artilleriammunition, affyrer Rusland dagligt mellem fem og syv gange flere granater end Ukraine.

Rusland har på det seneste gennemført taktiske offensiver flere steder langs fronten. Det er realistisk at forvente en vis russisk fremgang i nogle områder, men ingen dybe gennembrud.

Det kan heller ikke udelukkes, at Rusland igen vil krydse grænsen andre steder end der, hvor kampene nu foregår, men det ville kræve en udtynding af tropper langs frontlinjen. Lidt tyder på større principielle ændringer i russisk strategi.

Leo Tolstoj skrev i sit monumentale værk "Krig og fred", at de to stærkeste krigere er tålmodighed og tid. Clausewitz sagde, at begge parter har brug for tid, men det vigtige spørgsmål er, hvem der har mest fordel af, at tiden går.

Begge citater er relevante for den igangværende krig, og ikke mindst for Ukrainas strategi fremover. Husk, vi ved ikke, hvor i krigen vi er. Men vi ved, at sommerfelttoget i 2023 ikke opnåede resultater, der ændrede Kremls strategiske beregninger omkring krigens forløb.

De russiske tab var ikke i nærheden af en størrelsesorden, der fik Putin til at overveje at opgive krigens ambitioner. Med andre ord har Ukraine og Vesten brug for en strategi, der sandsynliggør, at Rusland kan påføres flere omfattende strategiske nederlag.

Undertegnede har flere gange tidligere hævdet, at det i praksis betyder, at Moskva skal miste så store mængder materiel og soldater, at det er åbenlyst, at landet ikke længere har evnen til at erstatte disse.

Behov for mere af alt

En nøgtern analyse antyder, at en fremtidig ukrainsk strategi, der fortsætter årets sommerfelttog, har små chancer for succes, især fordi Kyiv var langt fra at opnå afgørende resultater.

I så fald skal der opbygges en langt større offensiv kapacitet end det, Ukraine rådede over i 2023.

En tilførsel af kampfly er i sig selv ikke tilstrækkelig, og der skal skabes meget mere af alt. Der er især behov for at udvikle taktikker og doktriner relateret til at bryde igennem store minefelter. Langt mere minerydningsudstyr skal sendes til Ukraine.

Forsinkelser og usikkerhed om fremtidige våbenleverancer antages at komplicere ukrainsk operativ planlægning og sandsynligvis medføre udskydelse af planlagte aktiviteter.

Al vestlig tøven styrker Putins tro på, at Nato og partnere ikke har den nødvendige udholdenhed til at blive ved med at kæmpe i denne krig lige så længe som Rusland.

Arne Bård Dalhaug
Generalløjtnant, præsident, Norges Forsvarsforening

Meget tyder på, at de ukrainske myndigheder deler denne opfattelse, og Zelenskyj har accepteret, at nu er en fase med strategisk forsvar nødvendig. Spørgsmålet er, hvor længe?

Nogle har argumenteret for, at Ukraine skal tage sig tid og opbygge mere militær styrke, det vil sige igennem hele 2024. Praktisk talt betyder det, at næste større ukrainske offensiv vil finde sted om foråret-sommeren 2025.

Tvivl kan dog rejses om, hvorvidt Ukraine på det tidspunkt vil have øget sin kampkraft relativt set i forhold til Rusland. Forudsætningen for denne tilgang er jo, at Vesten fortsætter med at sende meget af alt, og hurtigere end Rusland formår at opbygge sig.

Kertj-strædet er centralt

Clausewitz introducerede også konceptet "center of gravity," selve tyngdepunktet hvorfra fjenden henter sin styrke. Et effektivt angreb rettet mod et sådant tyngdepunkt vil kunne have store negative ringvirkninger for fjendens fortsættelse af krigen.

Krim-halvøen i sin helhed peger sig ud i så henseende, men særligt selve broen over Kertj-strædet.

En ødelæggelse af broen før præsidentvalget ville også faktisk ramme Ruslands strategisk-politiske tyngdepunkt i denne krig, nemlig Putin selv og hans nærmeste medskyldige.

Det ville være at gå på en ordentlig skræk for regimet og noget, der ville blive betragtet som et strategisk nederlag.

Krim-halvøen er helt central for understøttelsen af den russiske krigsførelse i fylkerne Kherson og Zaporizhzhia. Også broerne ved Henichesk og Chonhar, som forbinder Krim-halvøen til det ukrainske fastland, bør ødelægges.

At ødelægge broer er ingen simpel opgave. Dette vil kræve langtrækkende præcisionsstyrede missiler i stort antal, primært amerikanske ATACMS og tyske TAURUS.

Natten til anden juledag gennemførte ukrainske luftstyrker et vellykket missilangreb mod krigsskibet Novocherkassk, som lå i havn i Feodosia, mindre end 100 kilometer fra Kertj-broen.

Skibet, som var fuldt lastet med blandt andet ammunition og droner, der skulle til fronten syd i Ukraine, blev totalskadet. Igen viser dette med al tydelighed potentialet, der ligger i, at Ukraine får leveret kampfly og tilstrækkeligt med vestlige langtrækkende missiler med stor sprængkraft.

Det næste skridt i en mere offensiv strategi er at opbygge den ukrainske forsvarsindustri til at levere missiler med stor ødelæggelseskraft, der kan nå russisk territorium.

Det er nødvendigt, da Vesten lægger til grund, at våbenhjælp ikke skal bruges mod mål inde i Rusland, hvilket er ret uforståeligt, givet at alt, hvad Rusland modtager fra andre lande, selvfølgelig skal bruges mod mål på ukrainsk territorium.

En længere fase med missilangreb på strategiske mål på Krim-halvøen kan skabe forudsætninger for en ny omfattende ukrainsk offensiv.

Behov for en ny vestlig strategi

Frontlinjen har nu ligget fast i over et år, og i denne periode har der været en udmattelseskrig.

Uden at der fra vestlig side udvikles en strategi, der lægger et håndgribeligt pres på Putin-regimet, er den mest sandsynlige udvikling en uafsluttet krig i Europa, der kan vare i lang tid.

Det er en meget uønsket udvikling, men er desværre blot en ekstrapolering fra en situation, der allerede har eksisteret i godt over et år.

Hvis ikke man fra vestlig side erkender, at det vil kræve en ny strategi og en kraftfuld indsats at ændre dette, er der desværre al grund til at antage, at Rusland bare vil fortsætte på ubestemt tid med samme tilgang til krigen som i dag.

I den nuværende situation ser Kreml ingen grund til at afslutte krigen. Al vestlig tøven styrker Putins tro på, at Nato og partnere ikke har den nødvendige udholdenhed til at blive ved med at kæmpe i denne krig lige så længe som Rusland.

Selv hvis der kommer nye våbenleverancer til Ukraine, er der allerede sket meget skade på det mentale plan. Putin er styrket i troen på sejr. Det vil kræve meget at ændre den opfattelse.

Det er alvorligt, og det haster.