Ingen vej uden om – Ukraine skal med i Nato og EU

Øst-udvidelserne blev fra vestlig side ledsaget af en fremstrakt hånd til Rusland om samarbejde, herunder i Nato-regi. Men russerne accepterede aldrig nabolandenes ret til selv at bestemme deres alliancemæssige tilhørsforhold og trak sig siden ud af samarbejdet.

I lyset af, at Rusland i perioden fra afslutningen af Anden Verdenskrig frem til Berlinmurens fald med brutal magt underlagde sig hele Østeuropa, virker argumentet om ikke at provokere russerne absurd.

I dag - efter overfaldet på Ukraine - forekommer det at være en fornærmelse.

Det siges og skrives ofte ved højtidelige lejligheder, at Europa fremover må tage større ansvar for egen sikkerhed. De politiske vinde kan hurtigt skifte i USA, og under alle omstændigheder vil amerikanerne i de kommende år forstærke deres fokus på Kina.

Men det vil vare adskillige år, før de europæiske lande bliver i stand til at løfte en større del af den forsvarsmæssige byrde. Opbygning af militære kapaciteter og industriel omstilling til produktion af våben og ammunition kræver lang tid.

Sikkerhedspolitik er imidlertid ikke kun et spørgsmål om krudt og kugler.

Også politisk stabilitet, økonomisk udvikling og reformer i retning af større frihed, god regeringsførelse og demokratiske rettigheder er vigtige elementer.

Det vigtige lige nu er, at de nuværende EU-lande sætter handling bag ordene om at yde mere til det fælles forsvar af Europa og sætter en ramme for fællesskabets udstrækning i fremtiden

Michael Ehrenreich

Med en stor EU-udvidelse har de europæiske lande muligheden for at yde et omfattende bidrag til Europas fælles sikkerhed. En udvidelse med de ovennævnte lande vil være et afgørende strategisk skridt, ikke mindst i den nuværende situation.

Landene er forskellige, og vejen mod EU-medlemskab vil variere meget. Men det vigtige lige nu er, at de nuværende EU-lande sætter handling bag ordene om at yde mere til det fælles forsvar af Europa og sætter en ramme for fællesskabets udstrækning i fremtiden.

Man har gjort det før. Udvidelsen med Østeuropa blev besluttet på et tidspunkt, hvor der ligeledes var stor usikkerhed om konsekvenserne.

Men det strategiske sigte var tydeligt, og målene blev nået. Vejen mod medlemskab blev i de enkelte lande en drivkraft for reformer, fremgang og velstand til gavn for hele Europa.

Kritikere af denne vision hævder, at et EU med måske 36 medlemslande ikke kan være funktionsdygtigt.

Men det sagde man også i forbindelse med udvidelserne til de nuværende 27 medlemmer. At det vil kræve tilpasning af EU's egne beslutningsprocesser er indlysende, men det bør ikke stå i vejen.

For Ukraines vedkommende er optagelse i Nato og EU den eneste mulighed for at overleve som selvstændigt land, og det kan blive et brændende spørgsmål allerede i forbindelse med forhandlinger om en våbenhvile.

Lykkes det ikke Rusland at erobre Ukraine, hvad alt tyder på, vil Moskva sigte efter en løsning, hvor landet helt eller delvist efterlades i et sikkerhedsmæssigt tomrum, måske endda en frossen konflikt, uden mulighed for at tiltrække udenlandske investeringer og økonomisk samkvem med omverdenen i det hele taget.

Alene af den grund er det afgørende, at Nato og EU ikke ryster på hånden, men at man klart og tydeligt tilkendegiver, hvad endemålet er.

Der er ingen vej uden om - og man må gerne begynde i Vilnius i den kommende uge.