Martin Lidegaard: Fogh slog krigens automatpilot til

KOMMENTAR: Udredningen om Danmarks krige bør føre til grundig politisk selvransagelse og et nyt paradigme for dansk krigsdeltagelse, mener fhv. udenrigsminister Martin Lidegaard. 

Den nye udredning om dansk krigsdeltagelse er rystende læsning. Ikke fordi udredningen dokumenterer, hvad vi allerede vidste; at Anders Fogh Rasmussen fortiede nogle data og overdrev andre for at finde et påskud for dansk krigsdeltagelse.

Heller ej fordi, der endnu engang stilles spørgsmålstegn ved især Irak-krigens retlige grundlag. Eller fordi vi stadig mangler svar på, hvem der egentlig kendte til og sanktionerede udleveringen af irakiske krigsfanger. De sidste spørgsmål skulle som bekendt have været besvaret af den oprindelige Irakkommission, der bekvemt blev nedlagt af den nuværende regering.

Nej, udredningen ryster, fordi den over flere tusinde tætpakkede sider dokumenterer, at grundlaget for den danske krigsdeltagelse var ligeså tyndt som de efterfølgende bortforklaringer.

Den fatale beslutning om deltagelse i Irak-krigen, der førte til døden for adskillige danske soldater og efterlod hele regionen i et blodigt kaos, blev foretaget af ganske få mennesker. Uden en grundig drøftelse af, hvad formålet egentlig var. Uden analyser af, hvad der skulle til for at opnå disse formål. Uden skelen til, hvad krigen kunne medføre af nye komplikationer. Uden en plan for, hvad der skulle ske efter den militære operation. Kort sagt: uden forberedelse af nævneværdig art.

At den danske regering og det danske folketing kunne finde på at sende landet i krig på så spinkelt et grundlag, er den vigtigste nyhed, som den nye udredning bidrager med.

Efter at have læst udredningen, sidder man tilbage med indtrykket af, at beslutningen især var drevet af Anders Fogh Rasmussen og alene baseret på to overordnede politiske ønsker:

  1. En uforbeholden trang til at demonstrere dansk loyalitet over for den amerikanske regering, uanset hvad den måtte beslutte. En loyalitet, der som bekendt gik langt videre end andre Nato-allierede, når der ses bort fra Storbritannien
  2. En uforbeholden tro på, at et resolut militært engagement var forudsætningen og muligheden for at skabe stabilitet og demokrati i Mellemøsten.

Netop ved at gå ind i Irak-krigen med disse to ideologiske formål, fastlagde Anders Fogh Rasmussen et nyt paradigme i dansk sikkerhedspolitik, som han døbte den aktivistiske udenrigspolitik. En politik, som stort set har drevet de danske militære engagementer lige siden.

Næppe noget andet europæisk land – måske bortset fra Storbritannien - har leveret flere og mere ubetingede bidrag til amerikanske operationer i Mellemøsten. Det er blevet en præmis for dansk udenrigspolitik, at hvis vi mener det alvorligt, er det kun de militære bidrag, der for alvor batter og tæller.

Der har indfundet sig en krigens automatpilot i dansk sikkerhedspolitik. Vi siger stort set ikke nej, hvis USA spørger, og vi kærer os ofte ikke stort om at udrede, hvad deltagelsen eventuelt kan føre til og ikke føre til.

Jeg husker, da jeg selv som udenrigsminister blev forelagt de første følere fra amerikansk side om militære bidrag til krigen mod Islamisk Stat. Det vakte nærmest undren, da jeg i de efterfølgende uger insisterede på at få beskrevet et formål med den danske deltagelse og fastlæggelse af en række andre spor end det militære for at sikre, at der også var tænkt på tiden før og efter de militære indgreb. Heldigvis for mig var også den nye amerikanske præsident Obama stærkt optaget af at samle koalitionen om en lang række indsatser ud over den militære, så jeg vil mene, at vi forsøgte at forberede os bedre.

Alligevel kan man spørge, om det var godt nok. For mig at se var der ikke noget alternativ til et militært engagement mod Islamisk Stat, simpelthen for at redde de mennesker, der ufrivilligt levede under deres brutale åg. Men var vi i koalitionen klare nok i vores fastlæggelse af mål og efterfølgende indsatser? Gjorde vi ligeså meget ud af de afgørende politiske spor og humanitære indsatser? Man kan godt komme i tvivl.

I hvert fald illustrerer Trumps beslutning om at forlade Syrien og resten af koalitionens forbløffelse og vildrede, i hvor høj grad Danmark og andre allierede har vænnet sig til at lægge deres lod ukritisk i den amerikanske skål uden at stille krav om de nødvendige ressourcer og planer for de forebyggende humanitære og stabiliserende indsatser samt de storpolitiske kompromiser, som kun USA – måske - kan levere.

Derfor er der for mig ingen tvivl efter at have læst sidste uges udredning: Det er tid til at slå automatpiloten fra i forhold til dansk krigsdeltagelse. Min pointe er ikke, at militære indsatser per definition er af det onde, eller at fravær af militære indsatser altid kan løse problemet. I Syrien greb vi ikke ind, og det endte med den største katastrofe af alle. Men forudsætningen for, at en militær indsats kan lykkes og ikke blot forstørrer et i forvejen uoverskueligt problem, er, at vi som minimum har:

  1. Lagt en forpligtende plan for, hvordan freden efterfølgende kan vindes, som de ansvarlige stormagter i regionen er taget i ed på
  2. At de samme magter, der deltager i krigen, også er forpligtet på at afsætte de nødvendige ressourcer til de humanitære og stabiliserende indsatser før og efter interventionen
  3. At det grundigt overvejes, om Danmark bedst bidrager gennem militære bidrag eller netop ved nogle af de stabiliserende indsatser, som vi måske er nogle af de bedste i verden til at levere qua vores mangeårige engagement i konflikter, skrøbelige stater og stabiliserende indsatser – og i krydsfeltet mellem dem.

USA er vores vigtigste militære allierede. Det kan selv Trump ikke ændre på. Men både udredningen og vores egne erfaringer fortæller os, at de danske bidrag bør være bedre funderede og mere gennemtænkte, hvis vi også efterfølgende skal kunne kigge os selv og vores amerikanske venner i øjnene.

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Martin Lidegaard: Vi bør alle lære af den britiske tragedie Martin Lidegaard: Vi bør alle lære af den britiske tragedie Næste artikel Michael B. Klitgaard: Nej, der var ikke noget at komme efter Michael B. Klitgaard: Nej, der var ikke noget at komme efter
Det skal en ny forsvarsminister kunne

Det skal en ny forsvarsminister kunne

ANALYSE: En socialdemokratisk forsvarsminister skal kunne balancere mellem at være loyal over for en blå forligskreds og sikre, at et rødt parlamentarisk grundlag føler sig inddraget.