Mikkel Vedby: De store bataljoner er tilbage

KOMMENTAR: Nye udfordringer som klimakrisen og genkomsten af mere traditionelle konflikter vil øge efterspørgslen efter større hære.

Hvis de store bataljoner, som Voltaire mente det, har Gud på deres side, så er det måske på tide at anskaffe nogen.

I tiden efter afslutningen af Den Kolde Krig skar den vestlige verden dramatisk ned på sine forsvarsbudgetter. I 1984 var det amerikanske forsvarsbudget på 501 milliarder dollar; i 1999 var Sovjetunionen opløst, og USA brugte kun 378 milliarder dollar på forsvaret. Det var det store forsvar, som forsvandt – de hundredvis af kampvogne, kampfly, kanoner og missiler, som havde stået klar i Centraleuropa til at udkæmpe tredje verdenskrig, blev skrottet.

I 1989 havde Danmark således 491 kampvogne; i dag har hæren 44. Selv nu, hvor forsvarsbudgetterne begyndte at krybe op igen, så er det ny teknologi snarere end soldater, der blev investeret i.  
 
Selv om amerikanerne udvidede hæren og fik forsvarsbudgettet op over niveauet for 1980'erne for at udkæmpe krigen i Irak, så kostede det langt mere at udruste og forsyne en soldat i det 21. århundrede end i det 20. Investeringerne i forsvarsbudgetterne går til kampfly, hvor en enkelt pilot styrer en avanceret computer med missiler, til hangarskibe, som i Storbritannien, eller andre platforme, som det hedder i den militære jargon.

Argumentet er, at en moderne platform som et kampfly eller en kampvogn kan være så effektiv, at man ikke behøver mange, og man slet ikke behøver mange mænd og kvinder med våben. Krig har man maskiner til. Det argument tiltaler selvfølgelig våbenproducenter, der ikke bliver rige af at udstyre en soldat med et gevær, men til gengæld tjener ganske godt på et kampfly eller et hangarskib, der også skaber dejligt mange job til politikernes vælgere. 
 
De højteknologiske arméer passede godt til de krige, som Vesten valgte at kæmpe efter afslutningen af Den Kolde Krig. De var korte og baseret på, at Vesten kunne bruge sin massive overlegenhed til at tilføje fjenden et knusende nederlag for derefter at overlade det til FN og andre at genopbygge et nyt demokrati på ruinerne.

Eller det var i hvert fald teorien. En teori, som blev født under den første Golfkrig (1991), men som blev modbevist i Afghanistan, Irak, Libyen og mange andre steder. For at kæmpe i Afghanistan og Irak måtte amerikanerne, som nævnt, udvide hæren og marinekorpset for at have soldater nok til at kæmpe mod oprørsgrupperne, som ikke havde forstået, at de skulle holde op med at kæmpe efter de indledende slag.

Efter Ruslands invasion af Ukraine oplever Europa en krig på sin østlige grænse, en krig, som udkæmpes med artilleri og soldater på den traditionelle og mandskabskrævende måde. Hvis man i Vesten vil forhindre, at noget lignende sker andre steder, kræver det soldater, der kan stå vagt om Vesten og de vestlige værdier – og som kan blive afløst. Og det sidste er et problem for vestlige militære styrker, som har vænnet sig til ikke at behøve "dybde", altså at have mere end en række soldater at sætte ind. 
 
Fordi traditionelle konflikter viser deres ansigt igen, er behovet for større militære enheder ved at vende tilbage. Men nye, utraditionelle missioner bidrager også til efterspørgslen efter flere bataljoner.

Den australske regering udkommanderede soldater til at hjælpe med at bekæmpe skovbrandene. Militærets logistik var uvurderlig i forhold til at kunne evakuere store områder og forsyne den kæmpe operation, som indsatsen mod brandene var. Den australske flåde foretog en stor evakuering, hvilket blot beviste, at der ikke alene var brug for de store bataljoner, men også de store eskadrer.

Hvis ekstremt vejr og naturkatastrofer bliver mere sandsynlige som følge af klimaforandringer, så vil militæret være den eneste statsinstitution med ressourcerne til at foretage evakueringer og sikre, at samfundet hurtigt kan komme på benene igen. 

Logistikere og ingeniørtropper vil være i høj kurs. Både nye udfordringer som klima og genkomsten af mere traditionelle konflikter vil øge efterspørgslen efter større hære.

-----

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er dekan og professor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Dansk forsvar skal kigge nordpå Martin Lidegaard: Dansk forsvar skal kigge nordpå Næste artikel Tarek Hussein: Politikerne slipper billigt for at sende vores soldater i krig Tarek Hussein: Politikerne slipper billigt for at sende vores soldater i krig