Det fik voldsomme konsekvenser for Anders, som kom fra en militærfamilie og havde været i hæren hele sit voksenliv. Han mistede både sin karriere, sin omgangskreds og kontakten til store dele af sin familie, og måtte resten af sit liv leve med trusler og hadepost, fysisk og digitalt.

Tungest vejede det nok, at han ovenikøbet måtte igennem en langtrukken retssag med trusler om fængselsstraf, fordi han nægtede at opgive navnet på den kollega, der havde givet ham den lækkede video. Han endte med at blive idømt tvangsbøder og er stadig i dag den eneste, der er blevet dømt i sagen om Green Desert.

Ville rette op på uretfærdigheder
Men hans beslutning fik også betydning for vores retssamfund. Den rejste en vigtig debat om konsekvenserne af den danske krigsdeltagelse, og de irakiske ofre fik en form for oprejsning gennem den debat, selvom deres sag endnu venter på at komme for menneskeretsdomstolen.

Samtidig førte sagen også en omfattende debat om den måde vores samfund - og vores medier - behandler whistleblowers på, når de vælger at bryde deres tavshedspligt og stå frem med vigtig viden om lovbrud og andre uretfærdigheder.

Jeg ved, at det havde enorm betydning for Anders, som i sagen om Green Desert havde følt sig overhørt og fortiet af de officielle Danmark, da vi i 2014 inviterede en række folketingspolitikere til høring om whistleblowerrettigheder på Christiansborg sammen med Amnesty og flere andre ngo’er. For første gang oplevede Anders, at der virkelig blev lyttet, også på Borgen.

Siden stiftede vi sammen med blandt andre advokat Mads Pramming, aktivist Peter Kofod og whistleblowerne Frank Grevil og Dorte Jensen organisationen Veron, som giver råd og vejledning til kommende whistleblowere.

Anders blev en ihærdig debattør i den offentlige debat om både whistleblowerrettigheder og konsekvenserne af den danske krigsdeltagelse, og fortalte igen og igen sin historie på tv, i aviser, i radioen og så videre. Det gjorde han, selvom det hver gang kostede ham store anstrengelser - som mange andre danske soldater var han vendt hjem fra krigen med dybe, usynlige ar.

Men han var fast besluttet på at rette op på de uretfærdigheder han oplevede i samfundet, og det bar frugt. I 2021 blev 'Lov om beskyttelse af whistleblowere' vedtaget.

Anders Kærgaard fik en enorm betydning
Sagen blev også starten på mit eget arbejde med journalisters pligt til at beskytte sårbare kilder og på mange års dækning af konsekvenserne af den danske krigsdeltagelse.

Anders og jeg var af flere omgange rundt og undervise journaliststuderende på landets journalistuddannelser i kildebeskyttelse og håndtering af fortrolige oplysninger. Sidst jeg så ham var forrige år, hvor vi netop underviste et nyt hold studerende på SDU sammen. Som altid var de studerende dybt berørt af at høre fra en kildes side, hvor store konsekvenser det kan have at stå frem i medierne.

Anders blev hædret med en række priser, blandt andet Mac Manus-prisen og Rådet for Menneskerettigheders hæderspris, ligesom Veron fik Transparencys Åbenhedspris. Men jeg oplevede, at det var samtalerne med de mange mennesker, som Anders satte aftryk hos, der betød mest for ham.

Det er uomtvisteligt, at Anders Kærgaard fik en enorm betydning: For irakerne, for kommende whistleblowere, for retssikkerheden, for mig og for de mange andre, der hørte hans gribende historie og lærte ham at kende.

Æret være hans minde.

*Det fremgik tidligere, at danske soldater havde slået og sparket civil irakere. Det er ikke korrekt. Altinget beklager fejlen.