Minister: Elbit-kanoner risikerer at blive mere end en milliard dyrere
Forsvarets nye, omdiskuterede rakettkastere og artillerisystemer fra israelske Elbit Systems bliver et år forsinket og kan ende med at koste op mod 1,4 milliarder kroner mere end den pris, som politikerne nikkede ja til i januar.
Andreas Krog
RedaktørIndkøbet af raketkastere og artillerikanoner fra israelske Elbit Systems bliver et år forsinket og langt dyrere end forventet.
Det sagde Troels Lund Poulsen på et pressemøde onsdag aften.
Våbenindkøbet, som også er kendt som våbensagen, bliver dermed langt dyrere for de danske skatteydere, end politikerne blev stillet i udsigt, da de i januar sidste år sagde ja til at anskaffe kanoner for i alt 1,74 milliarder kroner.
I stedet risikerer indkøbene i alt at ende med at koste op mod 3,1 milliarder kroner.
Og så skal Forsvaret indstille sig på, at de 19 ATMOS-artillerisystemer og otte PULS-raketkastere først vil være fuldt funktionsdygtige i 2026, som er et år senere, end politikerne blev stillet i udsigt.
Markant ekstraregning
På pressemødet kunne forsvarsministeren nemlig fortælle, at Forsvaret havde glemt at indregne anskaffelsen af blandt andet støttekøretøjer, reservedele og opførelsen af garager til raketkasterne, da man regnede sig frem til en anskaffelsespris.
De udgifter indgik derfor ikke i det aktstykke, som Folketingets finansudvalg i al hast blev bedt om at godkende den 26. januar sidste år.
”Det er dybt problematisk, at det viser sig, at politikerne ikke har taget beslutningen om at købe PULS-systemet på et fuldt oplyst grundlag. Vi risikerer nu at stå med en markant ekstraregning, som skal dækkes af midlerne fra forsvarsforliget," sagde Troels Lund Poulsen og fortsatte:
"Det er meget utilfredsstillende, at vi ikke har fået fuldt dækkende oplysninger, inden beslutningen blev taget."
På pressemødet sagde ministeren, at anskaffelsen ville blive mere end 1 milliard kroner dyrere end først forventet.
På et møde med partierne bag forvarsforliget inden pressemødet gav Troels Lund Poulsen mere præcise estimater for den forventede budgetoverskridelse, erfarer Altinget.
Hvis de otte raketkastere skal kunne operere som en "selvstændig indsættelsesbar kapacitet", så vil det koste yderligere 1,35 milliarder kroner.
Hvis raketkasterne blot skal være en del af Forsvarets nye tunge brigade, så vil ekstraomkostningerne blive på mellem 500 millioner kroner og en milliard kroner.
Dermed vil den samlede anskaffelsespris blive på mellem 2,24 og 3,1 milliarder kroner. Langt fra de 1,74 milliarder, som politikerne sagde god for.
Trækkes kabler
Inden ATMOS- og PULS-systemerne kan bruges operativt, skal der blandt andet trækkes kabler, indbygges taktiske radioer samt installeres et føringsstøttesystem, så køretøjerne kan operere sammen med resten af brigadens enheder.
Derudover skal der gennemføres testskydninger og lignende. Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) vurderer, at det vil tage 18 måneder at gøre køretøjerne klar. Oprindeligt var forventningen, at det kun ville tage seks måneder.
Uvildig undersøgelse
Fordyrelsen og forsinkelsen er det seneste kapitel i den såkaldte Elbit-sag eller våbensag, som Altinget har afdækket.
Sagen handler blandt andet om, at daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) gav Folketinget vildledende oplysninger, da han den 26. januar sidste år fortalte finansudvalget, at fristen for tilbuddet fra Elbit Systems på køb af kanonerne udløb frem dage senere. Det gjorde det ikke, viste en aktindsigt, som Altinget havde fået.
Samtidig fik politikerne at vide, at FMI havde lavet en grundig markedsundersøgelse og indhentet priser hos fire leverandører. Det havde de ikke.
Efter Altingets afsløringer over flere måneder besluttede en række af Folketingets partier i oktober 2023 at iværksætte en uvildig advokatundersøgelse af sagen, som efter planen skulle have været færdig omkring 1. april.
Usaglige hensyn
På baggrund af de nye oplysninger i sagen ønsker forsvarsministeren nu at udvide den igangværende undersøgelse, således at den også kommer til at omfatte fordyrelsen og forsinkelsen af opbygningen af en operativ raketkasterkapacitet.
En mere omfattende undersøgelse skal i næste uge drøftes med de partier, der har indgået aftalen om den uvildige advokatundersøgelse.
”Det her er en alvorlig sag. Det er også en sag, der rejser nogle alvorlige spørgsmål, fordi forligskredsen og Finansudvalget ikke fik det fulde grundlag for den beslutning, som blev truffet i januar 2023.
"Jeg mener derfor, at vi her har at gøre med et forløb, hvor der er behov for en uvildig afdækning af, hvad der skete og ikke skete, og om der er foretaget dispositioner på baggrund af usaglige hensyn,” siger Troels Lund Poulsen.