Ruslands ambassadør i Danmark: Nato forvrænger billedet af Arktis
DEBAT: Danmark og de øvrige Nato-lande bruger illegitime påstande, når de forklarer deres tilstedeværelse i den russiske del af Arktis med, at de blot demonstrerer retten til den frie sejlads. I stedet modarbejder de målet om at bevare Arktis som en fredelig region, skriver den russiske ambassadør i Danmark Vladimir Barbin.
Vladimir V. Barbin
Ruslands ambassadør til DanmarkNatos medlemslande retfærdiggør deres øgede aktivitet i Arktis ved at påstå, at de blot demonstrerer retten til fri sejlads. Danmark er ingen undtagelse.
Men spørgsmålet er, om det er en legitim påstand, når bevægeligheden i det arktiske hav adskiller sig så meget fra andre dele af verdenshavene?
Det arktiske hav skiller sig ikke kun ud på grund af det særligt hårde klima og mængden af is i vandet. Sammenlignet med de sydlige farvande, så har den frie sejlads på de højere breddegrader aldrig været truet af terrorisme eller pirater.
Der har aldrig tidligere været forsøg på at stoppe den frie sejlads i Arktis fra hverken kyststater eller andre stater i farvandet. Ruterne i Arktis har omvendt altid været dem, der har været betragtet som de sikreste at sejle i.
Det var nødvendigt at bruge militær magt for at bekæmpe pirateri og sikre den frie sejlads i Adénbugten. Rusland har deltaget i disse anstrengelser som en del af det internationale samfund. Det specifikke ved anstrengelserne i Adénbugten var, at der var tale om en bred international koalition i samarbejde med kyststaterne.
Idag er kampen imod pirateri stadig relevant i Guineabugten. Danmark vil også medvirke til at mobilisere en international indsats mod denne trussel.
Ingen tidligere problemer med den frie sejlads i Arktis
Den frie sejlads for alle stater er sikret ved international ret. Og selvfølgelig skal ingen begrænsning af denne rettighed accepteres af det internationale samfund. Ifølge FN’s Havretskonvention (UNCLOS) fra 1982 er den frie sejlads en af de rettigheder, der skal sikres i det åbne hav.
Ingen har nogensinde udfordret denne rettighed i det arktiske hav udenfor den nationale jurisdiktion. Der findes ingen eksempler på ulovlig tilbageholdelse af fartøjer, der udøver retten til fri sejlads i dette område. Der har heller aldrig været bragt et eneste eksempel på dette for en international domstol. I det lys melder der sig et spørgsmål til Natos medlemslande:
Hvad er det præcis, de prøver at sikre sig i Arktis med deres marine styrke, når der faktisk ikke er en trussel mod retten til den frie sejlads som helst?
Endnu mere forvirrende er det, at Nato udførte flådeøvelser i den eksklusive, økonomiske zone (EEZ) i den russiske del af Barentshavet, i september 2020 under påskud af, at man sikrede retten til den frie sejlads.
Det er frustrerende, at Danmark også tog del i denne øvelse. Handlinger som disse bidrager ikke ligefrem til tilliden mellem de arktiske lande. For resten af verden skaber det et forvrænget billede af, hvad der egentlig foregår på den internationale scene i Arktis.
Den frie sejlads i en EEZ er ikke begrænset, men den er betinget af, at sejladsen foregår efter UNCLOS, som giver både rettigheder og forpligtelser til den lokale kyststat.
Det er ikke ulovligt for en stat at udføre militære øvelser i en anden stats EEZ indenfor den arktiske region. Men sådanne aktiviteter kan ikke have noget at gøre med retten til fri sejlads, da den samme ret ikke er truet i Ruslands EEZ.
Nato-aktivitet bryder med freden i Arktis
Derudover modsiger udførelsen af marineøvelser i den russiske EEZ under lederskab af ikke-regionale stater målet, som blev erklæret af de fem kyststater, bl.a. i Ilulissat-erklæringen, om at bevare Arktis som en fredelig region. På samme måde modsiger øvelserne den ledende rolle af de arktiske lande i regionens styring samt udviklingen af det internationale samarbejde i området.
Rusland går ud fra, at de eksisterende normer i international ret stadig er i stand til at sikre rettigheder i Arktis for både kyststater, men også andre stater. Men derudover regner Rusland også med, at dets naboer i den arktiske region deler den overbevisning.
Det er vigtigt for de arktiske lande, at man holder sig til de eksisterende internationale juridiske aftaler omhyggeligt, og at man forhindrer, at de samme love bliver brugt til handlinger, der strider imod bevarelsen af Arktis som en region med lavspænding imellem staterne.