Kronik

Pia Olsen Dyhr: Logikken smuldrer, når Løkke både vil være venner og fjender med autokraterne

Regeringen tror, at truslerne fra Kina og de muslimske stater i OIC går væk, hvis bare vi samhandler og bøjer af for pres. Men strategien kommer ikke til at virke, skriver Pia Olsen Dyhr.

Er Ukraines redning virkelig, at Danmark og Sverige – de frieste, mest liberale, mest socialt ansvarlige lande i verden – imødekommer krav fra nogle af de mest grusomme og undertrykkende regimer i verden, spørger Pia Olsen Dyhr.
Er Ukraines redning virkelig, at Danmark og Sverige – de frieste, mest liberale, mest socialt ansvarlige lande i verden – imødekommer krav fra nogle af de mest grusomme og undertrykkende regimer i verden, spørger Pia Olsen Dyhr.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Pia Olsen Dyhr
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er ikke frihedsgraderne i et samfund, der i udgangspunktet skal begrundes. Det er derimod indgrebene i friheden, der kræver solid begrundelse. Det burde være åbenlyst for en dansk regering. Men sådan er det desværre ikke.

Altingets Esben Schjørring interviewede mig forleden om korankrisen, Danmarks Kina-politik med videre. Og tak for det. Men det er jo et vilkår, at man ikke når omkring alt, og at ikke alle begrundelser finder plads. Derfor dette:

Med donationen af 19 F16-fly til Ukraine – som SF i den grad bakker op om – har Danmark taget et skridt frem som diplomatisk frontlinjestat. Den beslutning får selvfølgelig konsekvenser for relationen til Rusland – også på længere sigt. Ikke mindst må vi forvente det i Arktis, hvor Danmark via Grønland er naboer til Rusland.

Læs også

Men der er ikke meget frontlinjestat i regeringens tilgang til Kina og OIC-landene. Her tror regeringen, at trusler og udfordringer går væk, hvis bare vi samhandler – og bøjer af for pres.

Men det har vi jo netop erfaret ikke virkede med Putin, da Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år. Intet tilsiger, at den strategi skulle virke over for Kina heller. Eller over for de OIC-lande, som lige nu truer Danmark og Sverige på grund af korankrisen.

Løkke er på kollisionskurs

Regeringen vælger en skærpet og fremskudt kurs over for Rusland – men bøjer af for konflikter med Kina og OIC-landene. Vi må bare ikke snyde os selv: For konflikterne med hverken Kina eller OIC-landene går væk af den grund. De vil bare tage til i styrke, lige om lidt.

Det må stå klart for de fleste, at USA ikke kommer til at lade Kina invadere Taiwan ustraffet. Det vil få enorme konsekvenser – både sikkerhedspolitisk og økonomisk. Også for Danmark. Der er derfor god grund til at tage advarslerne mod det danske engagement i Kina alvorligt.

Lige så klart er det, at USA forventer Europas og Natos opbakning, den dag det måtte komme til åben konflikt med Kina om Taiwan.

Det er altså ikke korankrisen eller Danmarks forhold til OIC-landene, der svækker Ukraines kamp for frihed. Det er Kina

Pia Olsen Dyhr (SF)
Partiformand

Men Kinas Økonomi er lige nu også et sårbart sted – og de har lige så meget brug for Vesten, som vi har for Kina. Det betyder så også, at vi ikke skal danse efter deres pibe, men tværtimod kan lægge et modpres, hvis vi står sammen. Både til at modstå det pres Kina generelt lægger på vesten – men så sandelig også for at svække den kinesiske støtte til Rusland, der lige nu gør Ukraines kamp ekstra hård. Desværre sker det modsatte med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ved roret.

For næsten samtidig med at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kom tilbage fra Kina, efter at have lavet en fornyelse af et dansk-kinesisk partnerskab, kunne Politiken afsløre, at Kina skoler unge afrikanere efter kinesisk forbillede – i étpartisystemets velsignelser og imod demokratiforståelse.

Samtidig med at den danske udenrigsminister kom hjem fra Kina for nylig, kunne TV 2 berette, at de mangler og knapheder, der opstod i Rusland som følge af de vestlige sanktioner – på grund af krigen i Ukraine – næsten øjeblikkeligt er blevet erstattet og suppleret af… ja, rigtigt gættet: Kina.

Læs også

Det er altså ikke korankrisen eller Danmarks forhold til OIC-landene, der svækker Ukraines kamp for frihed. Det er Kina.

Kina leverer nu de genstande, komponenter og dele til Rusland som gør, at det russiske samfund stort set kører videre, trods vores vestlige sanktioner. Det ville derfor være rart, hvis udenrigsministeren ville forklare danskerne og det danske Folketing, hvorfor det så er en god idé, at Danmark laver et nyt strategisk partnerskab med Kina, som understøtter det Rusland, som vi er enige om truer os og vores fred, og som ødelægger Ukraine.

Kinesiske gangstermetoder

Udenrigsministeren kunne ved samme lejlighed forklare, for vis skyld vi så skal bøje os for lande som Iran, Irak, Pakistan, Saudi Arabien og Afghanistan, og svække på den ytringsfrihed, som hverken findes i Rusland, Kina eller i OIC-landene – men som Ukraine kæmper så hårdt for at få.

OIC møder forståelse fra den danske udenrigsminister, der igen og igen beklager over for de regimer, som uden at blinke dræber unge kvinder for ikke at ville gå med tørklæde

Pia Olsen Dyhr (SF)
Partiformand

Det kinesiske Huawei, en teknologigigant med de tættest tænkelige bånd til det kinesiske magtapparat, har netop lavet en aftale om at levere et avanceret kamerasystem til alle provinser i Afghanistan. Aftalen er blevet lavet med Taleban – altså dem som Danmark i 20 år og indtil for ganske nylig – bekæmpede i Afghanistan.

Taleban har siden august 2021 som bekendt systematisk indskrænket alle frihedsgrader i landet, lukket skoler for piger, proppet piger og kvinder tilbage i burkaen – og truet Danmark på grund af Muhammedtegningerne.

Taleban-styret har altså nu lavet en aftale med Kina om massiv overvågning i det offentlige rum i det i forvejen nedlukkede og negativt socialt kontrollerede Afghanistan.

Må jeg i al fredsommelighed minde læserne om, at det i Børsen for nylig blev afdækket, hvordan Huawei havde lagt massivt pres på danske politikere, og truet med alskens repressalier, hvis ikke den danske stat indgik en aftale med firmaet om 5G-dækning. Altså rene gangstermetoder – i realiteten sanktioneret fra politisk hold i Beijing. Og dermed altså også hos dem, som Lars Løkke Rasmussen netop har valgt at indgå en strategisk partnerskabsaftale med.

Ansigtsgenkendelsesteknologien i en række kinesiske teknologiprodukter bliver brugt til etnisk profilering. Det sker tankevækkende i særlig grad over for den i Kina særdeles forfulgte og diskriminerede etniske og religiøse minoritet – de muslimske uighurer.

Læs også

De interneres i lejre, tvangsudsættes for religiøs fornedrelse og forfølges på alle tænkelige måder. Men tankevækkende nok får det ikke deres trosfæller i Kabul til at afstå fra at indgå store aftaler med Kina. De nævnte muslimske lande er således fløjtende ligeglade med deres muslimske trosfællers lidelser i Kina.

Til gengæld er de meget bestyrtede over, at et par håndfulde enkeltindivider i Danmark og Sverige insisterer på at brænde koranen af. Her møder OIC-landene forståelse fra den danske udenrigsminister, som igen og igen beklager over for de regimer, som – uden at blinke – dræber unge kvinder for ikke at ville gå med tørklæde.

Eller – hvis vi lige skal minde om det i disse dage efter Copenhagen Pride – hænger homoseksuelle fra kraner eller smider dem ud fra bygninger og derpå stener dem til døde.

Knæfald for totalitære regimer

Lige så lidt jeg bryder mig om enkeltindividers koranafbrændinger, lige så ude af proportioner er kritikken fra OIC af Danmark og Sverige som stater, når OIC-landene hver og én har så enorme problemer med selv de mest basale menneskerettigheder.

Det er sådanne regimer den danske regering nu vil imødekomme, ved at indskrænke ytringsfriheden. Og Lars Løkke Rasmussen finder det åbenbart passende at lave fornyede ”strategiske partnerskaber” med et land som Kina – der nu gennem Huawei skal levere teknologi til Talebans overvågning af egne borgere, så rædselsregimet kan blive en tak mere effektivt i sin undertrykkelse af borgerne.

Lars Løkke finder det åbenbart passende at lave ”strategiske partnerskaber” med et land som Kina, der nu leverer teknologi til Talebans overvågning af egne borgere

Pia Olsen Dyhr (SF)
Partiformand

Lars Løkke Rasmussen hævder, at han bare bringer Danmark på et niveau i tilgangen til Kina, som minder om USA’s og resten af EU’s.

Det er dog en sandhed med modifikationer: USA har noget der minder om en handelskrig med Kina, og EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har i klartekst lagt an til en betydeligt mere kritisk, forbeholden og langt mere strategisk linje i forholdet til Kina.

Så er svaret virkelig at bøje sig for alle mulige totalitære regimer? Er Ukraines redning virkelig nærmere, hvis Danmark og Sverige – de frieste, mest liberale, mest socialt ansvarlige lande i verden – imødekommer krav fra nogle af de mest grusomme og undertrykkende regimer i verden?

Er det virkelig sådan, at Taleban kan indgå en aftale om overvågning af egen befolkning med kinesiske Huawei, mens de vender blikket bort fra de kinesiske myndigheders systematiske forfølgelse af Talebans trosfæller – men at Talebans forfærdelse over Rasmus Paludan og co. er så enorm, at det kræver indskrænkninger i dansk demokrati? Hvorpå den danske regering fornyer et strategisk samarbejde med Kina?

Skulle dét hjælpe Ukraine og den regelbaserede, demokratisk verdensorden, som Ukraine så brændende ønsker og kæmper for at blive en del af? Jeg synes simpelthen regeringens logik smuldrer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Esben Schjørring

Politisk redaktør, Altinget
cand.mag. i filosofi (Københavns Uni. 2008)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00