Debat

Policy advisor: Der er behov for et paradigmeskifte i dansk forsvarspolitik

Europa skal fremover løfte en større del af den kollektive sikkerhedsbyrde i Nato. Derfor skal det danske forsvar kunne håndtere en langt bredere vifte af opgaver. Det stiller store krav til det kommende forsvarsforlig, skriver Phillip Kjær Luscombe.

Foto: Henning Jespersen-Skree, Flyvevåbnets Fototjeneste / Forsvarsgalleriet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Præmisserne for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik er under fundamental forandring. Verden bliver mere multipolær. Amerikanerne vender opmærksomheden mod Stillehavet. Putin rasler med sablen i øst. Og ustabilitet præger Europas sydlige nærområde.

Vi må gentænke den formel, der har dannet grundlag for dansk sikkerhed siden Den Kolde Krigs afslutning. Det handler blandt andet om et opgør med idéen om forsvarsudgifter som en forsikringsordning, hvor vi mod et symbolsk beløb sikrer os beskyttelse fra de store.

USA er og bliver garanten for Danmarks sikkerhed. Men vi i Europa skal fremover løfte en væsentlig større del af den kollektive sikkerhedsbyrde i Nato. Derfor skal det danske forsvar kunne håndtere en langt bredere vifte af opgaver. Det stiller store krav til det kommende forsvarsforlig.

Genopbygning af terrotorialforsvaret
For at illustrere, hvad det danske forsvar skal kunne, er det nyttigt at se fremtidens danske forsvars- og sikkerhedspolitik som en skammel med tre ben.

Det første ben i skamlen er genopbygningen af territorialforsvaret. Arbejdet blev så småt igangsat med det indeværende forsvarsforlig for 2018-2023. Desværre går det alt for langsomt. Den nye brigade – Hærens knytnæve – skulle have stået færdig i 2024, men er nu tidligst kampklar i 2026 eller 2027. Det er ellers en kapacitet, som man i Nato tillægger høj prioritet. Forsinkelsen vækker derfor også stor utilfredshed blandt vores allierede.

Samtidig er leveringen af nye SM-2 missiler til Søværnets fregatter blevet udskudt til 2025, mens slæbesonarer til ubådsjagt tidligst bliver taget i brug af Absalon-klassen i 2028. Det er seks år senere end efterspurgt af Nato, som også har haft antiubådskapaciteter som et særligt fokusområde. Derfor møder også denne tidshorisont kritik fra vores allierede.

Og selvom det er glædeligt, at Flyvevåbnets nye F-35 kampfly er i den teknologiske superliga, er antallet faretruende lavt. I Finland har man købt 64 styks. Nordmændene har erhvervet sig 52. Herhjemme har vi til sammenligning kun indkøbt 27. Af dem kommer 21 til at stå i Danmark, hvoraf der vil være 15 operative fly, der til enhver tid er klar til at gå i luften. Det er så lavt et antal, at vi nærmer os den kritiske grænse for, hvor få fly vi meningsfyldt kan have.

Tiden er ikke til partipolitisk fnidder. Der er akut behov for, at genopbygningen af vores territorialforsvar kommer op i gear.

Fokusset bør rettes mod Arktis
Arktis udgør andet ben i skamlen, om end det på sin vis er et delelement i Rigsfællesskabets territorialforsvar. Mikkel Runge Olesen og Rasmus Sinding Søndergaard leverede i et debatindlæg her i Altinget den 13. januar et glimrende argument for, hvordan Arktis kan blive Danmarks nye sikkerhedspolitiske niche. Derfor vil jeg ikke bruge meget spalteplads på denne dimension. 

Alligevel er det værd at konstatere, at et øget fokus på Arktis bør være en afgørende del af vores forsvars- og sikkerhedspolitik de kommende år. På den ene side fordi Rigsfællesskabet selv har vigtige interesser i regionen.

Vi har ganske enkelt ikke råd til at være et puslingeland, der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om vores vugge

Phillip Kjær Luscombe, Policy Advisor ved Rasmussen Global

På den anden side fordi Arktis får stadig større fokus fra amerikansk side. Den arktiske kapacitetspakke på 1,5 milliarder kroner er første eksempel på en styrkelse af det akutte behov for bedre at kunne overvåge det arktiske område. Investeringen kommer efter specifikt ønske fra amerikanerne, men det er næppe nok. Vi må forberede os på at skulle forbedre Forsvarets evne til at operere i Arktis de kommende år.

Danmarks ansvar udover egne grænser
Det tredje ben i fremtidens danske forsvars- og sikkerhedspolitik består i deltagelsen i internationale operationer. Før Murens fald deltog Danmark primært i FN-missioner. Men efter 1989 har vi gradvist opbygget en evne til også at indgå i internationale operationer i regi af Nato og ad hoc koalitioner. Det er vigtigt, at Danmark opretholder viljen og kapaciteten til at kunne yde den slags bidrag. Dels fordi de i mange tilfælde adresserer direkte trusler mod vores sikkerhed eller interesser, dels fordi vores anseelse blandt allierede afhænger af det. Endelig vil nogle mene, at Danmark rent principielt har et ansvar, der går ud over egne grænser.

Mulighederne for deltagelse er afhængige af samarbejdet med en større partner. Amerikanerne har opmærksomheden vendt mod Stillehavet, så den kanal er mere begrænset i dag end tidligere. Det efterlader briterne og franskmændene som det eneste reelle supplement.

Særligt med Frankrig har det danske forsvar opdyrket et frugtbart samarbejde det seneste årti. Det gælder for eksempel i Sahel-regionen, hvor Danmark har bidraget med transportkapaciteter samt et specialoperationsstyrkebidrag, som fra januar indgår i den fransk-ledede Task Force Takuba. I de operationer spiller amerikanerne stadig en rolle, om end en mere tilbagetrukket en af slagsen ved at bidrage med eksempelvis lufttankning, efterretninger og logistik.

Et andet eksempel er Hormuz-strædet. Efter konflikten omkring atomvåbenaftalen med Iran fravalgte Danmark direkte den amerikansk-britiske IMSC-mission for i stedet at deltage i den europæiske fransk-ledede EMASoH. Dermed tillader samarbejdet med Frankrig også, at Danmark kan indgå i visse former for internationale operationer i tilfælde, hvor vores interesser for eksempel ikke flugter med vores amerikanske kerneallierede.

Supplementer som det franske giver Danmark mulighed for fortsat at bidrage til varetagelsen af sikkerheden i Europas nærområde og beskyttelsen af danske interesser ude i verden, selvom Washington vender opmærksomheden mod Stillehavsregionen. Samtidig styrker det båndet til vores allierede ved at vise dem, at vi er klar til at løfte en del af den kollektive sikkerhedsbyrde.

Ændring i prioriteringen af midler
De tre ben er ikke udtømmende. Eksempelvis adresserer det ikke hele den hybride dimension af sikkerhedspolitikken.

Det gælder blandt andet cyberangreb på kritisk infrastruktur, indblanding i demokratiske valg og fremmede magters finansiering af terror og bandekriminalitet. Komplekse spørgsmål, der går på tværs af de konventionelle ressortområder. På den front er der, som Sigge Winter skriver i Entreprenørstaten, behov for et opgør med silotænkningen. 

Tiden er ikke til partipolitisk fnidder

Phillip Kjær Luscombe, Policy Advisor ved Rasmussen Global

Bliver vi alligevel ved det rent forsvarspolitiske, stiller forandringerne i trusselsbilledet og den internationale orden store krav til Forsvaret. Fokus bør særligt være på at få udstyret vores eksisterende kapaciteter ordentligt. Ammunition, luftværn til brigaden, og missiler og ubådssonarer til fregatterne blot for at nævne nogle eksempler.

Et forhøjet trusselsniveau herhjemme binder nødvendigvis en større del af vores militære ressourcer til det nationale territorium. Hvis Danmark både skal have det nødvendige territorialforsvar, opbygge kapaciteter i Arktis, og deltage i internationale operationer, er der derfor behov for et paradigmeskift i måden vi prioriterer midler til Forsvaret.

Hele verden brænder om os
Det er udmærket, at Forsvarsministeriet vil gøre Niels Bohr Instituttet til Nato’s Center for Quantum Technologies. Men man kan frygte, at man i samme ombæring vil tilføje eksisterende omkostninger for Niels Bohr centeret til forsvarsbudgettet for på den måde at bringe os tættere på de to procent. På samme måde som udgifter til folkepension for tidligere personel og kompetencegivende, civile uddannelser for militære nyansatte er med til at puste budgettet op. Tallene bliver bedre. Men Forsvaret bliver ikke stærkere.

Politikerne må snart indse, at præmisserne for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik er under fundamental forandring. Det tror jeg faktisk, at mange af vores folkevalgte godt ved. Men spørgsmålet er, om de tør træffe de svære valg og lave de vanskelige prioriteringer?

Vi er nødt til at se et stærkt forsvar som en præmis for andre politikområder. De søjler som vores samfund bygger på - et robust sundhedsvæsen, et godt skolesystem, og lige muligheder uanset baggrund - er alle afhængige af den fælles sikkerhed.

Demokrati og frihed koster. Situationen er alt for alvorlig til smarte budgetfinter. Vi har ganske enkelt ikke råd til at være et puslingeland, der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om vores vugge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion