Professor: EU skal vænne sig til afskrækkelsen som politisk våben

Hvis Europa skal kunne beskytte sig selv mod Rusland, må vi påtage os nogen af de afskrækkelsesopgaver, som vi ellers afhænger af USA for. Politisk orden hviler på forsvarsevne, og Europa halter langt bagud, skriver professor Sten Rynning.

Placeholder image
Europæisk orden risikerer erosion, hvis ikke vi kan holde Rusland for døren, skriver Sten Rynning. Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det centrale punkt i al debat om europæisk forsvar burde egentlig være evnen til at afskrække Rusland. For hvis Europa kan beskytte sig selv, så er der grundlag for alt det visionære omkring demokrati og værdipolitisk aftryk på en verden i forandring.

Det er derfor foruroligende at opleve, at debatten om afskrækkelsens præmis—evnen til at eskalere—fylder så lidt, også på den danske politiske scene.  

Temadebat

Skal EU have sit eget forsvar – og hvor efterlader det Danmark?

EU har siden 2016 præsenteret en række konkrete initiativer og afsat milliarder af kroner, der skal styrke EU's evne til at forsvare sig selv.

Senest har Frankrigs præsident Emmanuel Macron efterlyst større ambitioner for en europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, så Europa ikke skal sætte al sin lid til USA, når det kommer til Unionens sikkerhed. Desuden har man efter tysk forslag indledt et omfattende arbejde, der på baggrund af en fælles trusselsvurdering skal munde ud i en EU-forsvarsstrategi senest i foråret 2022.

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører:

  • Er tiden inde til, at EU styrker sit forsvar og i givet fald hvordan?
  • Hvad er det helt konkret præsident Macron har i tankerne, når han siger, han vil styrke EU’s forsvar?
  • Hvor efterlader det Danmark, der er bundet af et forsvarsforbehold, hvis EU kører sololøb på forsvarsområdet?
  • Hvor stiller de andre Nato-lande sig? Ikke mindst USA og Storbritannien.
  • Og kan det true det transatlantiske samarbejde?

Panelet er:

Trine Bramsen (S), forsvarsminister

Martin Lidegaard (R), forsvarsordfører og tidl. udenrigsminister

Søren Espersen (DF), forsvarsordfører

Niels Flemming hansen (K), forsvarsordfører

Catharina Sørensen, vicedirektør, Tænketanken Europa

Kristian Søby Kristensen, seniorforsker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Cecilie Felicia Stokholm Banke, enhedsleder, seniorforsker, DIIS

Sten Rynning, professor, Institut for Statskundskab, SDU

Christine Nissen, forsker i europæisk sikkerhed, DIIS 

I skrivende stund er Rusland ved at samle massive militære styrker ved Ukraines østlige grænse. Endnu en gang sender spørgsmålet om russisk magt rystelser gennem EU og Nato. Ukraine øger presset for at få en adgangsbillet til Nato; præsident Biden tager endnu stærkere afstand fra EU’s afhængighed af russisk gas; og i Europa er denne afhængighed kommet til at handle om Tysklands politiske kurs og relative magt indenfor EU.

Og dette kommer på bagkanten af Ruslands ydmygelse af EU, da dets diplomatiske repræsentant, Josep Borrell, i februar besøgte Moskva.

Kapaciteten til at afskrække Rusland fra videre eventyr ligger i dag stort set deponeret i amerikanske hænder.

Sten Rynning, Professor og prodekan, Syddansk Univeristet

Politisk dialog forudsætter forsvarsevne
Hvad er det, som gør det så relativt let for Rusland at ryste de vestlige institutioner? En væsentlig del af forklaringen handler om ubehaget i Europa mod at diskutere afskrækkelse som et grundlag for politisk orden.

Orden fordrer evnen til at straffe overgreb. Derfor er Ukraine i orkanens centrum: Rusland har ikke bare tilsluttet sig principperne om europæisk orden, men også garanteret Ukraines nationale integritet. Det var i 1994. Tyve år senere annekterede Rusland så Krim.

Kapaciteten til at afskrække Rusland fra videre eventyr ligger i dag stort set deponeret i amerikanske hænder. USA har evnen til at tage en militær kamp dér, hvor Rusland sætter ind, og skulle det knibe lokalt, så har USA også evnen til at flytte kampen steder hen, hvor Rusland ikke ønsker eller ikke forventer den.

USA kan altså eskalere lokalt og horisontalt, og derfor er USA garanten for politisk selvstændighed i eksempelvis de baltiske lande. Kunne Europa overtage en del af denne rolle og dermed opnå større ”autonomi”?

Naturligvis, men det kræver, at Europa evner at eskalere militære konflikter. I 1967 blev alle Nato-lande netop enige om, at kontinental politisk dialog forudsætter forsvarsevne (den såkaldte Harmel doktrin, som Nato stadig bygger på). Det var rigtigt dengang, og det er det også i dag, men lettere er det ikke blevet.

EU skal påtage sig afskrækkelsesopgaver
Hvis afskrækkelsen skal holdes lokalt (for eksempel i Baltikum), så må den ikke have et loft: den skal kunne gå helt op på det nukleare niveau, hvor også Rusland opererer. Og den skal naturligvis være politisk troværdig, hvilket vil sige, at enten Frankrig eller Storbritannien (Europas to nukleare magter) bliver en form for bagstoppere—naturlige ledere af—et europæisk forsvar.

Hvis afskrækkelsen helst skal holdes konventionel (ikke-nuklear), så skal der investeres mere i store konventionelle kapaciteter, som med relativ kort varsel kan flyttes på tværs af grænser. Der bør også tænkes i horisontal eskalation: altså, og eksempelvis, evnen til at true med gengældelse mod Rusland flåde i Sevastopol (Krim), hvis Rusland angriber Estland. En sådan konventionel afskrækkelse er ikke bare dyr, men også svær at gøre politisk troværdig.

Hvis afskrækkelsen skal holdes lokalt (for eksempel i Baltikum), så må den ikke have et loft: den skal kunne gå helt op på det nukleare niveau, hvor også Rusland opererer.

Sten Rynning, Professor og prodekan, Syddansk Univeristet

Det er kun et spørgsmål om tid, før Europa står overfor disse valg, for USA kommer til at vægtlægge sin militære indsats i Asien. Hvis Europa stadig ønsker USA som bagstopper, så skal Europa i gang med at sætte ord på, hvilke afskrækkelsesopgaver, man ønsker at tage fat på regionalt, og hvordan USA kan bakke op om dem.

Det bliver dyrt og svært, og politisk er det følsomt på alle mulige måder, men det er uomgængeligt. Alternativet er en erosion af Europas orden, med alt hvad deraf følger af magtbalancepolitik.

Nu kunne man ironisere over, at Danmark i øjeblikket stiller med en brigade, som kræver hele 180 dages mobilisering, og som ikke har hverken ammunition eller jordbaseret luftværn.

Mere konstruktivt kunne man bede det politiske miljø, herunder den sikkerhedspolitiske analysegruppe, som er ved at gøde jorden for et nyt forsvarsforlig, bruge mere energi på at beskrive Europas behov for og Danmarks bidrag til den militære eskalationsevne, som er fundamentet for Europas orden. Alt andet burde være baggrundsstøj.

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser