Professor: EU skal vænne sig til afskrækkelsen som politisk våben

Det centrale punkt i al debat om europæisk forsvar burde egentlig være evnen til at afskrække Rusland. For hvis Europa kan beskytte sig selv, så er der grundlag for alt det visionære omkring demokrati og værdipolitisk aftryk på en verden i forandring.

Det er derfor foruroligende at opleve, at debatten om afskrækkelsens præmis—evnen til at eskalere—fylder så lidt, også på den danske politiske scene.  

I skrivende stund er Rusland ved at samle massive militære styrker ved Ukraines østlige grænse. Endnu en gang sender spørgsmålet om russisk magt rystelser gennem EU og Nato. Ukraine øger presset for at få en adgangsbillet til Nato; præsident Biden tager endnu stærkere afstand fra EU’s afhængighed af russisk gas; og i Europa er denne afhængighed kommet til at handle om Tysklands politiske kurs og relative magt indenfor EU.

Og dette kommer på bagkanten af Ruslands ydmygelse af EU, da dets diplomatiske repræsentant, Josep Borrell, i februar besøgte Moskva.

Kapaciteten til at afskrække Rusland fra videre eventyr ligger i dag stort set deponeret i amerikanske hænder.

Sten Rynning
Professor og prodekan, Syddansk Univeristet

Politisk dialog forudsætter forsvarsevne
Hvad er det, som gør det så relativt let for Rusland at ryste de vestlige institutioner? En væsentlig del af forklaringen handler om ubehaget i Europa mod at diskutere afskrækkelse som et grundlag for politisk orden.

Orden fordrer evnen til at straffe overgreb. Derfor er Ukraine i orkanens centrum: Rusland har ikke bare tilsluttet sig principperne om europæisk orden, men også garanteret Ukraines nationale integritet. Det var i 1994. Tyve år senere annekterede Rusland så Krim.

Kapaciteten til at afskrække Rusland fra videre eventyr ligger i dag stort set deponeret i amerikanske hænder. USA har evnen til at tage en militær kamp dér, hvor Rusland sætter ind, og skulle det knibe lokalt, så har USA også evnen til at flytte kampen steder hen, hvor Rusland ikke ønsker eller ikke forventer den.

USA kan altså eskalere lokalt og horisontalt, og derfor er USA garanten for politisk selvstændighed i eksempelvis de baltiske lande. Kunne Europa overtage en del af denne rolle og dermed opnå større ”autonomi”?

Naturligvis, men det kræver, at Europa evner at eskalere militære konflikter. I 1967 blev alle Nato-lande netop enige om, at kontinental politisk dialog forudsætter forsvarsevne (den såkaldte Harmel doktrin, som Nato stadig bygger på). Det var rigtigt dengang, og det er det også i dag, men lettere er det ikke blevet.

EU skal påtage sig afskrækkelsesopgaver
Hvis afskrækkelsen skal holdes lokalt (for eksempel i Baltikum), så må den ikke have et loft: den skal kunne gå helt op på det nukleare niveau, hvor også Rusland opererer. Og den skal naturligvis være politisk troværdig, hvilket vil sige, at enten Frankrig eller Storbritannien (Europas to nukleare magter) bliver en form for bagstoppere—naturlige ledere af—et europæisk forsvar.

Hvis afskrækkelsen helst skal holdes konventionel (ikke-nuklear), så skal der investeres mere i store konventionelle kapaciteter, som med relativ kort varsel kan flyttes på tværs af grænser. Der bør også tænkes i horisontal eskalation: altså, og eksempelvis, evnen til at true med gengældelse mod Rusland flåde i Sevastopol (Krim), hvis Rusland angriber Estland. En sådan konventionel afskrækkelse er ikke bare dyr, men også svær at gøre politisk troværdig.

Hvis afskrækkelsen skal holdes lokalt (for eksempel i Baltikum), så må den ikke have et loft: den skal kunne gå helt op på det nukleare niveau, hvor også Rusland opererer.

Sten Rynning
Professor og prodekan, Syddansk Univeristet

Det er kun et spørgsmål om tid, før Europa står overfor disse valg, for USA kommer til at vægtlægge sin militære indsats i Asien. Hvis Europa stadig ønsker USA som bagstopper, så skal Europa i gang med at sætte ord på, hvilke afskrækkelsesopgaver, man ønsker at tage fat på regionalt, og hvordan USA kan bakke op om dem.

Det bliver dyrt og svært, og politisk er det følsomt på alle mulige måder, men det er uomgængeligt. Alternativet er en erosion af Europas orden, med alt hvad deraf følger af magtbalancepolitik.

Nu kunne man ironisere over, at Danmark i øjeblikket stiller med en brigade, som kræver hele 180 dages mobilisering, og som ikke har hverken ammunition eller jordbaseret luftværn.

Mere konstruktivt kunne man bede det politiske miljø, herunder den sikkerhedspolitiske analysegruppe, som er ved at gøde jorden for et nyt forsvarsforlig, bruge mere energi på at beskrive Europas behov for og Danmarks bidrag til den militære eskalationsevne, som er fundamentet for Europas orden. Alt andet burde være baggrundsstøj.