DIIS-forsker: Danmark får svært ved at få i både pose og sæk

Danmark står på sidelinjen i debatten om et europæisk forsvar, fordi det danske EU-forbehold koster venner og indflydelse. Vi vil have i både pose og sæk, men det er en svær opgave, skriver Christine Nissen.

Placeholder image
USA's sikkerhedsgaranti står ikke længere skrevet i sten. Debatten om et europæisk forsvar er i fuld gang, skriver Christine Nissen. Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I de seneste fem år har EU's forsvarspolitik udviklet sig mere end nogensinde før i takt med en erkendelse af, at EU bør øge sin strategiske autonomi.

Temadebat

Skal EU have sit eget forsvar – og hvor efterlader det Danmark?

EU har siden 2016 præsenteret en række konkrete initiativer og afsat milliarder af kroner, der skal styrke EU's evne til at forsvare sig selv.

Senest har Frankrigs præsident Emmanuel Macron efterlyst større ambitioner for en europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, så Europa ikke skal sætte al sin lid til USA, når det kommer til Unionens sikkerhed. Desuden har man efter tysk forslag indledt et omfattende arbejde, der på baggrund af en fælles trusselsvurdering skal munde ud i en EU-forsvarsstrategi senest i foråret 2022.

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører:

  • Er tiden inde til, at EU styrker sit forsvar og i givet fald hvordan?
  • Hvad er det helt konkret præsident Macron har i tankerne, når han siger, han vil styrke EU’s forsvar?
  • Hvor efterlader det Danmark, der er bundet af et forsvarsforbehold, hvis EU kører sololøb på forsvarsområdet
  • Hvor stiller de andre Nato-lande sig? Ikke mindst USA og Storbritannien.
  • Og kan det true det transatlantiske samarbejde?

Panelet er:

Trine Bramsen (S), forsvarsminister

Martin Lidegaard (R), forsvarsordfører og tidl. udenrigsminister

Søren Espersen (DF), forsvarsordfører

Niels Flemming hansen (K), forsvarsordfører

Catharina Sørensen, vicedirektør, Tænketanken Europa

Kristian Søby Kristensen, seniorforsker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Cecilie Felicia Stokholm Banke, enhedsleder, seniorforsker, DIIS

Sten Rynning, professor, Institut for Statskundskab, SDU

Christine Nissen, forsker i europæisk sikkerhed, DIIS 

Strategisk autonomi forstås her som evnen til at agere mere selvstændigt i en verden, som angiveligt er blevet farligere, og hvor Europæerne efter fire år med Trump i det hvide hus også må indse, at USA's sikkerhedsgaranti ikke står skrevet i sten.

Den nuværende socialdemokratiske regering har gjort meget for at understrege, at de danske forbehold er kommet for at blive.

Christine Nissen, forsker, udenrigspolitik og diplomati, DIIS

At Danmark som udgangspunkt er skeptisk, når det kommer til EU's ambitioner om at øge sin strategiske autonomi, synes ikke så mærkeligt, da det danske forsvarsforbehold har skabt et særligt 'mindset', hvor EU ikke anses som en relevant spillebane, når det kommer til forsvarspolitikken.

Frygten, for at EU skulle udvikle et egentligt forsvarssamarbejde, var da også grunden til, at Danmark fik et forsvarsforbehold i 1993, og som det første land nogensinde frivilligt afgav sin vetoret på et politikområde.

Selvom Danmark med sit forbehold har begrænset mulighed for at modsætte sig udviklingen, der foregår i EU på forsvarsområdet, har man alligevel stillet sig kritisk over for sprogbrug som strategisk autonomi, da der nødigt skal sås tvivl om, at Europas sikkerhed er i USA's favn.

Den nuværende socialdemokratiske regering har også gjort meget for at understrege, at de danske forbehold er kommet for at blive, og at de tilmed danner selve grundlaget for Danmarks EU-politik. 

De facto udvidelse af forbeholdets rammer
Men selvom strategisk autonomi på papiret lyder giftigt, kan Danmark godt se meningen i, at EU skal kunne agere mere selvstændigt i praksis.

Der er dermed sket en de facto udvidelse af rammerne for det danske forbehold, som passer godt med danske interesser.

Christine Nissen, forsker, udenrigspolitik og diplomati, DIIS

Senest har covid-pandemien peget på sikkerhedspolitiske huller i Europa som eksempelvis nødvendigheden af at have fælles forsyningskæder, og i det hele taget giver øget europæisk samarbejde mening i en verden, der vrimler med transnationale problemstillinger.

For første gang er det faktisk også blevet muligt for Danmark at deltage i EU forsvarssamarbejde, fordi en stor del af nye EU-initiativer varetages i regi af andre politikområder end forsvar som det primære, herunder industri, forskning og transportområdet.

Det gælder eksempelvis EU's forsvarsfond, der skal styrke den europæiske forsvarsindustri, ligesom det gælder et nyt samarbejde om militær mobilitet, der skal gøre det lettere for militære styrker at rykke ud i krisesituationer på tværs af landegrænser.

Også andre EU-samarbejder, som skal beskytte mod hybride trusler, eller grænsesamarbejdet om at styrke EU's ydre grænser, deltager Danmark fuldt ud i inden for rammerne af det danske forsvarsforbehold.

Der er dermed sket en de facto udvidelse af rammerne for det danske forbehold, hvor Danmark er engageret i en række forsvarsrelaterede aktiviteter indenfor EU, som passer godt med danske interesser. Samtidig er det besnærende at bevare et forbehold, der angiveligt kan lade os bevare dansk suverænitet.

Danmarks forbehold koster
Danmark vil have i pose og sæk, forståeligt nok. Men helt så ligetil er det ikke.

For det første koster Danmarks 'både og'-tilgang til EU-forsvar indflydelse. Når det kommer til at søge indflydelse, findes der nemlig en række overlap mellem de initiativer, hvor Danmark deltager, og hvor Danmark ikke kan være med.

Danmarks tilgang koster venner og samarbejdspartnere, fordi andre europæiske lande og virksomheder ofte er i tvivl om dansk engagement.

Christine Nissen, forsker, udenrigspolitik og diplomati, DIIS

Et eksempel er forsvarsfonden, hvor europæiske virksomheder i samarbejde med EU-landene skal udvikle militært isenkram. Selvom Danmark og danske virksomheder deltager fuldt ud i sådanne projekter, bestemmes prioriteterne, for hvilke projekter der skal udvikles, i et regi, hvor Danmark ikke kan deltage.

Det betyder, at Danmark ikke har mulighed for at præge prioriteterne for forsvarsfondens projekter, ligesom danske virksomheder er udelukket fra information om projekter på et tidligt stadie, når de eksempelvis ikke kan deltage i aktiviteter, som hører under det Europæiske forsvarsagentur, hvor Danmark ikke deltager.

Danmarks tilgang koster også venner og samarbejdspartnere, fordi andre europæiske lande og virksomheder ofte er i tvivl om dansk engagement, når det kommer til EU-forsvar.

Når det kommer til forbeholdets tillokkende evne til at bevare dansk suverænitet, er det med netop forsvarsforbeholdet et temmelig symbolsk løfte, fordi forbeholdet kun afskærer Danmark fra deltagelse i et samarbejdsområde, hvor deltagelse alligevel er frivilligt, og beslutninger træffes ved enstemmighed.

Paradoksalt nok er den del af samarbejdet, hvor Danmark kan deltage, derimod styret af en samarbejdsform, hvor beslutninger tages uden enstemmighed med inddragelse af Kommissionen og Europaparlamentet. Det er, som bekendt, svært at få både i pose og sæk.

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser