DIIS-forsker: USA er tilbage, men Europas sikkerhedspolitik har allerede ændret sig

"USA er tilbage, og Europa står klar".

Sådan sagde EU's øverste leder kommissionsformand Ursula Von Der Leyen, da Joe Biden blev valgt som USA's 46. præsident.

Ligesom Von der Leyen, findes der formentlig ikke den statsleder i Europa, der ikke inderligt håber, at USA virkelig er tilbage og vil genoplive det globale lederskab, som Europa havde vænnet sig til at stå i skyggen af de seneste mange årtier, indtil Trump kom til.

At Europas ledere har store forhåbninger til Bidens USA, fik jeg for nyligt bekræftet, da jeg og et par kollegaer havde en zoom-samtale med Portugals forsvarsminister, João Gomes Cravinho, som repræsentant for et land der anser sig selv som "super-anlanticist". Cravinho startede ud med gamle paroler, der fik mig til at læne mig afslappet tilbage i stolen bag min skærm.

Nato er europas sikkerhed, lidt endnu
"Nato er hjørnestenen af Europas sikkerhed", og lignende svar gav han, da jeg spurgte, om man stadig ønsker at øge Europas strategiske autonomi, nu Biden lover, at Trump-æraen blot var et ubetydeligt komma, og vi nu kan vende tilbage til de gode gamle dage med ham ved roret, som han for nyligt gjorde det ved den årlige sikkerhedskonference i München.

Men som Portugals forsvarsminister fik talt sig varm og i stigende grad løftede blikket fra sit talepapir, var det som om, at alt alligevel ikke var helt ved det gamle.

Nato er hjørnestenen i europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik i dag, men det er det måske ikke om 50 år, gættede han og understregede, at Europæerne er nødt til at udvikle sin egen forsvarsidentitet og sammen opbygge en 'forsikrings-police,' hvor man forbereder sig på en fremtid uden USA som sovepude.

Trumps udenrigspolitik var ikke blot en afvigelse
Der synes at være flere grunde til, at Trumps udenrigspolitik formentlig ikke blot er en enkeltstående afvigelse i historien om det transatlantiske partnerskab.

Vestens verdensorden er skrøbelig som glas og beror sig på noget så diffust som tillid. 

Christine Nissen
Forsker, DIIS

For det første cementerede Trump noget, som Europæerne godt har vist længe, nemlig at USA har vendt blikket mod Kina og ikke altid kan forventes at stå klar til at reagere på fremtidens kriser i det europæiske nærmiljø.

Dernæst understregede Trump også en anden ubehagelig sandhed om den multilaterale verdensorden, Vesten sammen har opbygget siden anden verdenskrig: Den er skrøbelig som glas, og den beror sig på noget så diffust som tillid.

Da Natos medlemmer i sommeren 2017 under et Nato-topmøde måtte se i øjnene, hvor let hele alliancens eksistens kunne sættes på spil ved hjælp af et par retoriske udmeldinger fra Trump, blev der for alvor sat gang i ellers vage ideer om at styrke EU's forsvarspolitik.

I de seneste fire år under Trumps præsidentskab har EU formået at udvikle sin forsvarspolitik mere end nogensinde før, og det har opbygget spæde strukturer for et egentligt forsvarssamarbejde med etableringen af et 'Permanent, Struktureret Samarbejde på Forsvar' (PESCO).

En forsvarsfond, der skal skyde penge i udviklingen af fælles militært isenkram og senest et såkaldt "strategisk kompas", der bandet andet skal føre til udarbejdelsen af fælles trusselsvurderinger i EU-regi.

Valget af Biden har ikke ændret Europas skepsis
Også Europas befolkningers syn på USA har ændret sig fundamentalt under Trump. I en ny meningsmålingsundersøgelse fra den transnationale tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR) har man spurgt 10.000 europæere fra 15 forskellige EU-lande om USA's fremtidige rolle i Europa, efter Biden er trådt til.

Også Europas befolkningers syn på USA har ændret sig fundamentalt under Trump.

Christine Nissen
Forsker, DIIS

Et overvejende flertal synes, at USA's politiske system er i dyb krise, og at den amerikanske sikkerhedsgaranti, der så længe har været eksistentiel for Europas virke, ikke har samme værdi i dag. Derfor bør Europa udvikle sit eget forsvar og se mod de europæiske hovedstæder fremfor Washington som vigtigste partnere.

Ligesådan mener et flertal af europæerne, at deres stater skal forholde sig mere neutralt og allierede med hinanden, fremfor som 'default' at støtte op om USA's handlinger på den internationale scene.

Der er dog ofte langt fra intentioner til handling, når EU skal agere som samlet kraft. Da EU's udenrigschef Josef Borrell for nyligt tog på diplomatisk visit til Moskva, fejlede forsøget bravt, ikke mindst fordi han manglede et tydeligt mandat fra EU's 27 statsledere.

Besøget skete dog samtidig med, at Præsident Biden ellers gerne ville vise en samlet, vestlig front mod Rusland, og det i en form hvor man ikke forsøgte sig med den slags diplomatiske tilnærmelser, som Borrell havde forsøgt sig med.

Europa er langt fra at udgøre et sikkerhedspolitisk alternativ til USA, men valget af Biden har ikke stoppet den europæiske søgning mod øget strategisk autonomi, som Trumps præsidentperiode katalyserede.