Debat

DIIS-forsker: USA er tilbage, men Europas sikkerhedspolitik har allerede ændret sig

I de seneste fire år under Trumps præsidentskab har EU formået at udvikle sin forsvarspolitik mere end nogensinde før, og det stopper ikke, selvom "USA er tilbage", skriver Christine Nissen.

"USA er tilbage, og Europa står klar", er en sandhed med modifikationer, skriver Christine Nissen.
"USA er tilbage, og Europa står klar", er en sandhed med modifikationer, skriver Christine Nissen. Foto: Erin Scott/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"USA er tilbage, og Europa står klar".

Sådan sagde EU's øverste leder kommissionsformand Ursula Von Der Leyen, da Joe Biden blev valgt som USA's 46. præsident.

Ligesom Von der Leyen, findes der formentlig ikke den statsleder i Europa, der ikke inderligt håber, at USA virkelig er tilbage og vil genoplive det globale lederskab, som Europa havde vænnet sig til at stå i skyggen af de seneste mange årtier, indtil Trump kom til.

Temadebat

Skal EU have sit eget forsvar – og hvor efterlader det Danmark?

EU har siden 2016 præsenteret en række konkrete initiativer og afsat milliarder af kroner, der skal styrke EU's evne til at forsvare sig selv.

Senest har Frankrigs præsident Emmanuel Macron efterlyst større ambitioner for en europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, så Europa ikke skal sætte al sin lid til USA, når det kommer til Unionens sikkerhed. Desuden har man efter tysk forslag indledt et omfattende arbejde, der på baggrund af en fælles trusselsvurdering skal munde ud i en EU-forsvarsstrategi senest i foråret 2022.

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører:

  • Er tiden inde til, at EU styrker sit forsvar og i givet fald hvordan?

  • Hvad er det helt konkret præsident Macron har i tankerne, når han siger, han vil styrke EU’s forsvar?

  • Hvor efterlader det Danmark, der er bundet af et forsvarsforbehold, hvis EU kører sololøb på forsvarsområdet?

  • Hvor stiller de andre Nato-lande sig? Ikke mindst USA og Storbritannien.

  • Og kan det true det transatlantiske samarbejde?

Panelet er:

Trine Bramsen (S), forsvarsminister

Martin Lidegaard (R), forsvarsordfører og tidl. udenrigsminister

Søren Espersen (DF), forsvarsordfører

Niels Flemming hansen (K), forsvarsordfører

Catharina Sørensen, vicedirektør, Tænketanken Europa

Kristian Søby Kristensen, seniorforsker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Cecilie Felicia Stokholm Banke, enhedsleder, seniorforsker, DIIS

Sten Rynning, professor, Institut for Statskundskab, SDU

Christine Nissen, forsker i europæisk sikkerhed, DIIS

At Europas ledere har store forhåbninger til Bidens USA, fik jeg for nyligt bekræftet, da jeg og et par kollegaer havde en zoom-samtale med Portugals forsvarsminister, João Gomes Cravinho, som repræsentant for et land der anser sig selv som "super-anlanticist". Cravinho startede ud med gamle paroler, der fik mig til at læne mig afslappet tilbage i stolen bag min skærm.

Nato er europas sikkerhed, lidt endnu
"Nato er hjørnestenen af Europas sikkerhed", og lignende svar gav han, da jeg spurgte, om man stadig ønsker at øge Europas strategiske autonomi, nu Biden lover, at Trump-æraen blot var et ubetydeligt komma, og vi nu kan vende tilbage til de gode gamle dage med ham ved roret, som han for nyligt gjorde det ved den årlige sikkerhedskonference i München.

Men som Portugals forsvarsminister fik talt sig varm og i stigende grad løftede blikket fra sit talepapir, var det som om, at alt alligevel ikke var helt ved det gamle.

Nato er hjørnestenen i europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik i dag, men det er det måske ikke om 50 år, gættede han og understregede, at Europæerne er nødt til at udvikle sin egen forsvarsidentitet og sammen opbygge en 'forsikrings-police,' hvor man forbereder sig på en fremtid uden USA som sovepude.

Trumps udenrigspolitik var ikke blot en afvigelse
Der synes at være flere grunde til, at Trumps udenrigspolitik formentlig ikke blot er en enkeltstående afvigelse i historien om det transatlantiske partnerskab.

Vestens verdensorden er skrøbelig som glas og beror sig på noget så diffust som tillid. 

Christine Nissen, forsker, DIIS

For det første cementerede Trump noget, som Europæerne godt har vist længe, nemlig at USA har vendt blikket mod Kina og ikke altid kan forventes at stå klar til at reagere på fremtidens kriser i det europæiske nærmiljø.

Dernæst understregede Trump også en anden ubehagelig sandhed om den multilaterale verdensorden, Vesten sammen har opbygget siden anden verdenskrig: Den er skrøbelig som glas, og den beror sig på noget så diffust som tillid.

Da Natos medlemmer i sommeren 2017 under et Nato-topmøde måtte se i øjnene, hvor let hele alliancens eksistens kunne sættes på spil ved hjælp af et par retoriske udmeldinger fra Trump, blev der for alvor sat gang i ellers vage ideer om at styrke EU's forsvarspolitik.

I de seneste fire år under Trumps præsidentskab har EU formået at udvikle sin forsvarspolitik mere end nogensinde før, og det har opbygget spæde strukturer for et egentligt forsvarssamarbejde med etableringen af et 'Permanent, Struktureret Samarbejde på Forsvar' (PESCO).

En forsvarsfond, der skal skyde penge i udviklingen af fælles militært isenkram og senest et såkaldt "strategisk kompas", der bandet andet skal føre til udarbejdelsen af fælles trusselsvurderinger i EU-regi.

Valget af Biden har ikke ændret Europas skepsis
Også Europas befolkningers syn på USA har ændret sig fundamentalt under Trump. I en ny meningsmålingsundersøgelse fra den transnationale tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR) har man spurgt 10.000 europæere fra 15 forskellige EU-lande om USA's fremtidige rolle i Europa, efter Biden er trådt til.

Også Europas befolkningers syn på USA har ændret sig fundamentalt under Trump.

Christine Nissen, forsker, DIIS

Et overvejende flertal synes, at USA's politiske system er i dyb krise, og at den amerikanske sikkerhedsgaranti, der så længe har været eksistentiel for Europas virke, ikke har samme værdi i dag. Derfor bør Europa udvikle sit eget forsvar og se mod de europæiske hovedstæder fremfor Washington som vigtigste partnere.

Ligesådan mener et flertal af europæerne, at deres stater skal forholde sig mere neutralt og allierede med hinanden, fremfor som 'default' at støtte op om USA's handlinger på den internationale scene.

Der er dog ofte langt fra intentioner til handling, når EU skal agere som samlet kraft. Da EU's udenrigschef Josef Borrell for nyligt tog på diplomatisk visit til Moskva, fejlede forsøget bravt, ikke mindst fordi han manglede et tydeligt mandat fra EU's 27 statsledere.

Besøget skete dog samtidig med, at Præsident Biden ellers gerne ville vise en samlet, vestlig front mod Rusland, og det i en form hvor man ikke forsøgte sig med den slags diplomatiske tilnærmelser, som Borrell havde forsøgt sig med.

Europa er langt fra at udgøre et sikkerhedspolitisk alternativ til USA, men valget af Biden har ikke stoppet den europæiske søgning mod øget strategisk autonomi, som Trumps præsidentperiode katalyserede.

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Joe Biden

Præsident, Det Demokratiske Parti (USA), fhv. vicepræsident, Det Demokratiske Parti, fhv. medlem, Senatet, fhv. advokat
Bachelorgrad i historie og statskundskab (University of Delaware) og kandidatgrad i jura (Syracuse University 1968)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion