Forskere: Læren fra Ukraine er, at vi skal kunne udvikle ny teknologi hurtigere end fjenden

Ikke langt fra tanke til handling

Der findes mange lette svar på, hvordan vi får organiseret vores forsvar, så det bliver mere innovativt.

Man kan afbureaukratisere, styrke innovationskulturen, samarbejde mere med startups og gøre indkøb mere smidige. Man kan give enheder større frihed til at eksperimentere og håbe, at det fører til læring.

Alt dette gør Ukraine allerede. Men problemet ved de oplagte svar er, at de kun rammer en del af forklaringen. Ukraines organisatoriske innovation rummer betydeligt flere lag.

Ser man nærmere på, hvordan Ukraine er i stand til at innovere så hurtigt og i så stort omfang, er det rigtigt, at man har skabt en innovationsfokuseret kultur og givet frontlinjeenheder og -soldater vidtgående beføjelser til at eksperimentere. Men isoleret set er det ikke nok.

Den organisatoriske innovation, Ukraine har udviklet, er kompleks.

Emilie Berthelsen og Rasmus Koss Hartmann
Hhv. ph.d.-studerende, FAK og DTU, og lektor, CBS

Forandringerne virker, fordi de er koblet med en række mindre åbenlyse forandringer både internt i det ukrainske forsvar og i samspillet mellem forsvar og samfund. Det er de forandringer, der tilsammen skaber et effektivt innovationssystem.

Et centralt element er, at teknisk ekspertise er rykket tæt på frontlinjen. Ukraines brede mobilisering betyder, at ingeniører, programmører og videnskabsfolk i dag er en integreret del af frontlinjeenhederne. Det løfter det tekniske niveau og understøtter det ukrainske militærs innovationskultur.

Samtidig samles teknisk kompetente soldater i særligt innovative enheder, som understøttes af lokale "droneværksteder". Her kan idéer hurtigt testes, justeres og forbedres – og dermed få større effekt på slagmarken.

Når så mange soldater bliver i stand til at innovere, betyder det også, at der bliver stor variation i hvilke teknologier, der anvendes, og hvordan de indsættes på tværs af fronten. Den variation ville mange andre landes militære ikke acceptere, fordi hensyn til interoperabilitet og standardisering vægter højere.

Frontlinjens skiftende behov

Ukraine har også etableret kommunikationskanaler, der gør det muligt at dele innovationer hurtigt på tværs af enheder. Det foregår delvist på måder, som de fleste europæiske lande nok ville forbyde af sikkerhedshensyn, men som bidrager til, at de bedste løsninger bliver udbredt og anvendt mest muligt.

Interne forandringer er understøttet af nye måder at samarbejde med industrien og samfundet. Ingeniører og udviklere – ikke sælgere og product managers – er til stede ved fronten, hvor de opbygger indsigt i operative behov, tester deres produkter i praksis og løbende tilpasser dem. Digitale platforme gør det muligt for frontlinjeenheder at anskaffe teknologi direkte fra producenter, der udvikler produkter med relevans for kamppladsen.

De virksomheder, der formår at forblive relevante, er dem, som investerer i opbygningen af kapacitet til effektivt at lære om frontlinjens behov, skalere og komplementere frontlinjeinnovation samt bygge teknologier, som muliggør lokal tilpasning. Det skaber både mulighed for og incitament til et tæt og løbende samarbejde med de enheder, der faktisk anvender teknologien.

Det er let at udpege bureaukrati som problemet. Men en vis grad af bureaukrati er en forudsætning for koordination og effektivitet.

Emilie Berthelsen og Rasmus Koss Hartmann
Hhv. ph.d.-studerende, FAK og DTU, og lektor, CBS

Det ukrainske forsvar samarbejder ikke kun med startups og etablerede forsvarsvirksomheder, men også med civilsamfundet om distribueret udvikling og produktion af tekniske løsninger.

Samtidig arbejdes der aktivt på at udbrede teknologiforståelse – eksempelvis inden for droneteknologi – så militær teknologi ikke kun er noget, man forstår og kan bidrage til i militæret og i forsvarsindustrien.

Der er blandt andet blevet oprettet flere dedikerede bacheloruddannelser, som er med til at skabe grundlag for mere specialiseret udvikling, også i underliggende teknologier såsom kontrol- og kommunikationssystemer.

Morgendagens krig

Hvis man tror på, at den næste krig bliver en krig om innovation, og man vil lære, hvordan man bliver parat til den krig ved at kigge mod Ukraine, kræver det, at man forstår de mange samspillende dynamikker, der gør landets hurtige innovationsprocesser mulige.

Det er ikke nok at anskaffe nye teknologiske kapaciteter. Og det er ikke nok at gentage overskrifter om "mindre bureaukrati", "mere innovativ kultur" eller regne med, at der kommer innovation ud af at give soldater lov til at eksperimentere.

Den organisatoriske innovation, Ukraine har udviklet, er kompleks. Ligesom med teknologiske gennembrud afhænger succesen af, at mange delelementer er til stede og fungerer sammen. Uden den forståelse risikerer vi at ende med alle ulemperne og ingen af fordelene.

Det er let at udpege bureaukrati som problemet. Men en vis grad af bureaukrati er en forudsætning for koordination og effektivitet. Det er også nemt at efterlyse mere fleksibilitet. Men mange processer skal netop ikke være fleksible, men styret af standardprocedurer og sikkerhedsregler.

Og det er nemt at sige, at vi skal samarbejde mere med startups. Men de færreste startups bliver til noget. Langt de fleste fejler, og når de fejler, er ressourcerne tabt.

Lærer vi kun de overfladiske lektioner af Ukraines erfaringer, kan ambitionen om at være "mere innovativ" ende i et innovationsteater. Læringen findes netop i økosystemet – og ikke blot i teknologien.