Vi bruger milliarder i rekordfart – men får forældet kampkraft retur i sneglefart

I 2024 bestilte Danmark 115 nye infanterikampkøretøjer af typen CV9035 Mk. IIIC. Pris: knap ti milliarder kroner. I november 2025 lagde vi 44 oveni. I alt 159 køretøjer. De 44 eksisterende skrottes til reservedele. Forventet levering: 2027–2030. Alt sammen finansieret af Accelerationsfonden – den fond, der blev oprettet for hurtigt at styrke Forsvarets kampkraft.

9. april 2026 droppede Estland sin planlagte anskaffelse af nye kampkøretøjer (af samme slags) til 500 millioner euro. Pengene omdirigeres til luftforsvar, droner og ubemandede systemer.

Estland forlænger levetiden på deres eksisterende CV90'ere med op til ti år. Mange gange billigere. Og forsvarsministeren tilføjede noget væsentligt: Selv de hundredvis af millioner, der investeres i anti-drone-kapabilitet, skal forblive fleksible, fordi teknologien udvikler sig hurtigere end kontrakterne. Estland har en landgrænse til Rusland. De har ikke råd til nostalgi.

Observationer fra fronten fører til ændret taktik, som fører til ændret design, som fører til ny produktion, som er ved fronten inden for uger.

Morten Kromann

Indvendingen er selvfølgelig, at tungt materiel stadig har en rolle. Finland investerer fortsat massivt i selvkørende artilleri – flere end hundrede K9 Thunder-haubitsere til en hær, der kan mobilisere 280.000 soldater. Det giver mening, fordi doktrinen bærer materiellet. Danmark har 19 artilleripjecer og bygger en tung brigade. Proportionerne taler for sig selv.

Under Nato-øvelsen Hedgehog i maj 2025 simulerede ti ukrainske droneoperatører et angreb mod en kampgruppe på flere tusinde Nato-soldater med Challenger 2-kampvogne og Apache-helikoptere. De satte to bataljoner ud af spillet på en halv dag.

Ukrainske dronepiloter beregnede efterfølgende, at Estland alene ville have brug for 200.000 droner om måneden under krigsforhold. Ukraines forsvarsministerium budgetterede med 4,5 millioner droner i 2025. Nato-landene er ikke i nærheden.

Det afgørende problem er forholdet mellem doktrin og materiel. De to forudsætter hinanden: Doktrinen bestemmer, hvilket materiel vi har brug for, og materiellet åbner for nye muligheder i vores doktrin.

I et velfungerende militær skal den cyklus være kort. I Ukraine er den nu målt i dage. Observationer fra fronten fører til ændret taktik, som fører til ændret design, som fører til ny produktion, som er ved fronten inden for uger.

Ukraine oprettede Unmanned Systems Forces som et selvstændigt værn netop for at institutionalisere det feedback-loop. I Danmark måles den samme cyklus i år(tier). Vi bestiller materiel på mangeårige kontrakter baseret på doktriner, der i sig selv bygger på erfaringer, som allerede er forældede, længe før kontrakten underskrives.

Det afføder også et brutalt spørgsmål om uddannelse.

Det tager ti år at forme en dygtig kompagnichef i den danske hær – ledelse i kamp kræver modenhed og dømmekraft. Men en kompagnichef skal nu lede soldater ind i et operationsmiljø, der fundamentalt kan ændre sig mellem den dag, han planlægger en operation, og den dag, han udfører den.

Da den amerikanske hær lancerede sit første dronekampkursus i august 2025, sagde instruktøren: "Most of my peers, including myself until 90 days ago, didn't know how to do this."

En kompagnichef skal nu lede soldater ind i et operationsmiljø, der fundamentalt kan ændre sig mellem den dag, han planlægger en operation, og den dag, han udfører den.

Morten Kromann

Svaret er at bygge evnen til løbende omstilling ind i selve forsvarets struktur – så doktrin, materiel og uddannelse kan justeres i takt med, at kamppladsen ændrer sig. Der skal innoveres!

Det har andre forstået mere end Danmark. USA's Drone Dominance-program sigter mod 340.000 angrebsdroner inden 2027 og bruger bevidst alternative anskaffelsesformer for at omgå det traditionelle indkøbssystem.

Begrundelsen er enkel: Teknologien ændrer sig for hurtigt til store programmer, der tager år at udvikle og er forældede, når de leveres.

Danmark har oprettet et dronecenter i Odense og en dronedeling af værnepligtige samt indkøbt et antal droner. Budget: 725 millioner kroner. Små initiativer. Særligt hvis man sammenligner det med anskaffelsen af de nye kampkøretøjer.

Vi holder krampagtigt fast i den "tunge brigade" som styrkemål – et mål, der er formuleret af Nato, hvis egen doktrin- og teknologicyklus er endnu langsommere end vores.

Hans Peter Michaelsen skriver i Ræson, at de mange forsvarsbeslutninger siden det nationale kompromis har "mere karakter af et kludetæppe af enkeltbeslutninger end en samlet plan."

Problemet er, at selv en samlet plan ville være forældet, før den var implementeret, så længe den bygger på en anskaffelseslogik, der forudsætter en stabil teknologisk virkelighed.

Vi skal holde op med at forberede os på gårsdagens krig og holde op med at bilde os selv ind, at vi kan forudsige morgendagens.

Morten Kromann

Men hvad kan vi så gøre?

Vi skal innovere!

For det første: Fra august i år møder de første værnepligtige til 11 måneders tjeneste. Giv dem alle en billig FPV-drone. Lær dem at flyve den. Hav den i rygsækken som standard, ligesom geværet. Det koster en brøkdel af andre platforme som artilleri og kampvogn, og det skaber tusindvis af dronekompetente soldater på få år.

Eller gør som i Estland, hvor forsvaret og civile iværksættere har lanceret et civilt dronetræningsprogram med ukrainske simulatorer, hvor almindelige borgere lærer grundlæggende droneflyvning.

For det andet: Skriv fleksibilitet og innovation ind i kontrakterne for alle nye materielkøb. Indkøb i mindre serier med mulighed for at ændre specifikationer mellem leverancerne, fremfor monolitiske kontrakter på 159 identiske køretøjer.

For det tredje: Indfør en doktrinrevision, der måles i måneder, ikke årtier – bundet direkte til observationer fra Ukraine og vores egne øvelser.

Statsministeren blev kendt for at sige "køb, køb, køb" til forsvarschefen. Det lyder mest som et slogan fra et kræmmermarked.

Vi bruger penge i rekordfart – men får forældet kampkraft retur i sneglefart. Det kan vi ikke være tjent med.

Vi skal holde op med at forberede os på gårsdagens krig og holde op med at bilde os selv ind, at vi kan forudsige morgendagens.

Det, vi kan gøre, er at bygge et forsvar, der er i stand til at udvikle sig derhen, hvor fremtiden peger – også når den peger i en anden retning, end kontrakten foreskriver.

Innovér, innovér, innovér!