Orlogskaptajn: Droner ændrer krigen, men gør ikke krigsskibe overflødige

Læren fra Sortehavet

Ruslands flagskib Moskva blev sænket af to ukrainske missiler i april 2022. Siden har små, billige ukrainske angrebsbåde uden besætning tvunget den russiske flåde til at trække sig tilbage fra store dele af Sortehavet.

En ukrainsk angrebsbåd koster måske en halv million kroner. I modsætning til flyvende droner er prisen på at stoppe en sejlende angrebsbåd ikke det primære problem. Problemet er, at en hurtigt bliver til ti, og at de er ekstremt svære at opdage og bekæmpe, før det er for sent.

Men konklusionen om, at store krigsskibe dermed er forældede, holder ikke. Den russiske flåde opererede under særlige betingelser: tæt på kysten, indenfor rækkevidde af ukrainske missiler og droner, uden tilstrækkeligt luftværn og med ringe overblik over, hvad der foregik omkring dem.

Problemet var ikke skibene. Det var måden, de blev brugt på.

Store krigsskibe løser opgaver, som droner ikke kan overtage

Lasse Krabbesmark
Orlogskaptajn af Reserven

Hvad droner ikke kan løse

Store krigsskibe løser opgaver, som droner ikke kan overtage. Den vigtigste er at beskytte forsyningslinjerne til havs.

Europa er fundamentalt afhængig af forsyninger fra havet – energi, fødevarer, ammunition og reservedele. Afskæres de ruter, taber man krigen, uanset hvad der sker på slagmarken.

Under Anden Verdenskrig var beskyttelsen af skibsruterne over Atlanten afgørende, dengang med massiv amerikansk støtte. Det kan vi ikke tage for givet i dag.

Natos største maritime trussel i en krig med Rusland er heller ikke overfladeskibe. Det er russiske ubåde, der opererer i dybhavet, kan ligge stille i dagevis og er ekstremt svære at opdage.

Den britiske First Sea Lord, general Sir Gwyn Jenkins, advarede 29. april i en tale om, at russisk ubådsaktivitet i britiske farvande er steget næsten en tredjedel de seneste to år.

Der er ingen billig droneløsning til det problem. Ubådsjagt kræver helikoptere, avancerede sonarsystemer og et fartøj, der kan bære og koordinere dem alle. Det er præcis, hvad en fregat er bygget til.

Og så er der afskrækkelsen. Et dansk krigsskib i Østersøen sender et signal i fredstid, som ingen drone sender. Danmark sidder ved indsejlingen til en af verdens mest strategisk vigtige vandveje – en position, der kræver synlig maritim kapacitet, ikke kun i krig, men hver eneste dag.

Ikke enten eller

En moderne flåde består ikke af enkeltstående skibe, der opererer alene. Men af et netværk af skibe, fly, ubåde og droner, der deler information og koordinerer deres indsats.

Jo mere spredt det netværk er, jo vigtigere er det centrale overblik. Information fra droner, sonarsystemer, helikoptere og satellitter skal samles, så den ansvarlige chef har et opdateret overblik, der gør ham i stand til at handle hurtigere end fjenden.

Et dansk krigsskib i Østersøen sender et signal i fredstid, som ingen drone sender.

Lasse Krabbesmark
Orlogskaptajn af Reserven

Forskellen på en god og en dårlig fregat handler ikke alene om skrog og våbensystemer, men skibet skal også bygges til at indgå i netværket, så det kan modtage og dele information med droner, satellitter, fly og allierede skibe. Et skib uden den evne ser kun halvdelen af det hav, det opererer i. De store krigsskibe er ikke kun våbenplatforme. De holder netværket sammen.

Det er også den model general Jenkins beskriver, når han taler om Royal Navy's fremtid: en avanceret Type 26 fregat som omdrejningspunkt for ubemandede eskortefartøjer, der tilfører ekstra sensorer, våben og forsvar. Droner og fregatter i ét integreret netværk. Ikke det ene i stedet for det andet.

Sjælden mulighed

For en lille flådemagt som den danske er det ekstra vigtigt. For Søværnet opererer sjældent alene, men i Nato-rammer, side om side med partnere, der har forskellige systemer og forskellige sensorer.

Et fælles overblik skal kunne deles ikke bare på tværs af platforme, men på tværs af nationer. Og det er præcis det, der afgør om en moderne fregat er en aktiv del af alliancen eller en dyr passager.

Forsvarsforligskredsen står med en sjælden mulighed. De fregatter, vi køber nu, kommer til at sejle i 30 år. Når valget mellem værfter skal træffes, bør spørgsmålet ikke kun handle om pris, leveringstid og dansk produktion. Det bør også handle om, hvilket fregat-design der er bedst rustet til en krig, hvor det enkelte skib aldrig kæmper alene.

Fregatten skal ikke pensioneres. Men den skal designes til bedre at kunne operere i effektivt samspil med droner, satellitter og allierede.