Putins arrestordre udstiller ham som international paria
Den opsigtsvækkende arrestordre mod præsident Putin for krigsforbrydelser understøtter Ukraines og Vestens grundholdning om, at territoriale indrømmelser til Rusland som led i en fredsaftale aldrig har været moralsk gangbare. Nu giver de slet ingen mening, skriver Michael Ehrenreich.
Michael Ehrenreich
Fhv. hofmarskal og chefredaktør, kammerherreArrestordren mod den russiske præsident og diktator Vladimir Putin er blevet affærdiget som et slag i luften, fordi der kun er meget ringe udsigt til, at han vil blive anholdt og stillet for retten. Men er det nu rigtigt?
Ved første øjekast forekommer det opsigtsvækkende skridt fra Den Internationale Straffedomstol at være en symbolsk handling, grænsende til det meningsløse, eftersom domstolen ikke selv råder over politistyrker til at pågribe den mistænkte og føre ham til domstolens hjemsted i Haag.
Selvom domstolens jurisdiktion har global rækkevidde, er den i praksis afhængig af et samarbejde med de russiske myndigheder for at effektuere arrestordren. Men Rusland anerkender ikke Straffedomstolen, hvilket i sig selv udelukker ethvert samarbejde.
Der er desværre heller ikke udsigt til, at arrestordren i sig selv vil bidrage til at forhindre nye krigsforbrydelser i Ukraine. Det har ellers været et erklæret mål fra Straffedomstolens side med at offentliggøre dens beslutning.
Regimet i Kreml har været ganske åbent om de handlinger, som domstolen særligt fokuserer på, illustreret af det berygtede billede, taget for nylig af diktatoren sammen med landets kommissær for børns rettigheder, Maria Lvova-Belova. Hende er der i øvrigt også udstedt en arrestordre mod.
Hun er en af de centrale personer i organiseringen af deportationer af børn fra de russisk besatte områder til selve Rusland. Ifølge en rapport fra FN's særlige undersøgelseskomite om Ukraine bortføres eller tvangsfjernes børnene, tildeles russisk statsborgerskab og anbringes hos russiske familier med henblik på at forblive permanent i landet.
Arrestordren fremhæver og udstiller Putins status som international paria.
Michael Ehrenreich
Fra russisk side udlægges denne uhyggelige praksis som ”en redningsaktion”. De pågældende børn ”evakueres fra ondskaben” i Ukraine og bringes i sikkerhed til, hævdes det, en tryggere opvækst. Nogle af børnene er endda blevet vist frem på offentlige møder, arrangeret for at understøtte og retfærdiggøre krigen.
At det russiske regime åbent vedstår deportationerne, siger en del om menneskesynet i Kreml. De leder tankerne hen på Stalin-tiden, hvor tvangsflytninger af hele folkeslag var en del af datidens russificeringspolitik. De vidner også om, hvad der venter ukrainerne som folk, hvis den russiske invasionskrig lykkes helt eller delvist.
Den Internationale Straffedomstol mener, at Putin har samarbejdet med andre i den russiske ledelse for at begå disse ugerninger, og de takseres rent ud som krigsforbrydelser. Med andre ord er den russiske præsident nu at betragte som eftersøgt for krigsforbrydelser.
Straffedomstolen blev oprettet i 2002 som en permanent domstol med det formål at retsforfølge personer, der har begået folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. En af de drivende kræfter bag oprettelsen var i øvrigt Danmark, som spillede en meget aktiv rolle i forberedelserne.
Statutten bag domstolen, Rom Statutten, er blevet ratificeret af 123 lande. Det indebærer, at de pågældende lande forpligter sig til at pågribe personer, som eftersøges af domstolen. Dette gælder nu også for Putin.
Man må gå ud fra, at Kreml har godt styr på, hvilke lande, der anerkender domstolen, og derfor vil risikoen for pågribelse i forbindelse med udlandsrejser være lig nul. Hertil kommer, at Putins internationale bevægelsesfrihed i forvejen er alvorligt indsnævret som følge af sanktioner.
Men arrestordren fremhæver og udstiller Putins status som international paria. Andre udenlandske ledere vil efterhånden blive mere tilbageholdende med at mødes med ham. Allerede i denne uge kastes en skygge over det russisk-kinesiske topmøde, selvom heller ikke Kina anerkender Straffedomstolen.
Medmindre Putin stilles for domstolen og frikendes, vil han være eftersøgt til sine dages ende.
Michael Ehrenreich
Realpolitisk understøttes Ukraines og Vestens grundsynspunkt om, at de russiske styrker skal trænges helt ud af landet. Rusland kan ikke og må ikke få lov til at beholde en del af de besatte områder som led i en eventuel fredsordning.
Russiske krigsforbrydelser er i forvejen veldokumenterede, men de følges nu op af et forsøg på retsforfølgelse rettet mod det øverste beslutningslag. Territoriale indrømmelser til Moskva som led i en fredsaftale har aldrig været moralsk gangbare, men nu giver de slet ingen mening.
Det er i det hele taget svært at forestille sig forhandlinger med et regime, hvis øverste leder er eftersøgt for krigsforbrydelser. At Putin selv skulle kunne deltage i en fredskonference, er helt udelukket. Det samme gælder hans nærmeste medarbejdere.
Det er højest usandsynligt, at arrestordren vil blive trukket tilbage, selv efter en afslutning af krigen. Medmindre Putin stilles for domstolen og frikendes, vil han være eftersøgt til sine dages ende. Derfor kan det ikke fuldstændigt udelukkes, at han en dag vil blive indhentet af lovens lange arm.
Det er sket før. I 2001 blev den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic udleveret til Det Internationale Tribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag, efter at de politiske vinde var skiftet i hjemlandet.
Man skal være varsom med historiske paralleller. Men kommer der en dag et regimeskifte i Kreml, og bliver det politisk opportunt for nye magthavere at skille sig af med en forhenværende diktator, skal man aldrig sige aldrig.