Regeringen gav Folketinget få timer til at sige ja til milliardindkøb hos kontroversiel våbenleverandør

"Fuldstændig uacceptabel" sag, der "stinker langt væk". Partier på stribe angriber regeringen for at forcere et milliardindkøb igennem på kun få timer. Udvalgsformand lover at stramme op.

Konservatives Rasmus Jarlov "havde ikke en chance for at nå at reagere" på et milliardtilbud fra israelsk våbenproducent, siger han.
Konservatives Rasmus Jarlov "havde ikke en chance for at nå at reagere" på et milliardtilbud fra israelsk våbenproducent, siger han.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Katrine Falk LønstrupAndreas Krog

Folketinget fik i et helt ekstraordinært forløb kun ganske få timer til at tage stilling til, om man skulle købe nyt artilleri for 1,7 milliarder skattekroner.  

Det kan Altinget fortælle på baggrund af en række kilder og fortrolige dokumenter. 

Da Finansudvalget modtog to aktstykker med detaljeret information om blandt andet anskaffelse, indfasning og økonomien i ATMOS-Systemet fra israelske Elbit Systems, fik udvalgets medlemmer nemlig kun to timer, til de skulle mødes og tage endelig stilling.

Elbit er kontroversiel blandt nogle lande og investorer, fordi firmaet leverer den ammunition, som det israelske forsvar bruger på Vestbredden og i Gaza. 

Læs også

"Aktstykket haster, idet kontrakten med leverandøren skal underskrives snarest muligt og inden udgangen af januar af hensyn til tilbuddets gyldighed, produktionsmuligheder og en hastig genopbygning af den operative kapacitet," stod der i et af aktstykkerne.

Hvis ikke medlemmerne nåede at svare, blev tavsheden betragtet som et ja til indkøbet. 

Og kun tre spørgsmål fra et udvalgsmedlem fra SF udskød processen med cirka tre timer.   

Medlemmerne nikkede ja til indkøbet, hvor en sydkoreansk og fransk leverandør blev fravalgt i den handel, der skulle lukke hullet efter Danmarks rekordstore artilleri-bidrag til Ukraine en uge tidligere.  

Men i dag møder forløbet hård kritik fra flere partier.   

"Det er den slags forceret sagsbehandling, som er fuldstændig uacceptabel," siger Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov.  

Finansudvalget er anderledes end andre udvalg, påpeger Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted:  

"Det er et beslutningstagende udvalg, hvor vi beslutter ting, der drejer sig om milliarder af kroner. Vi sidder meget direkte med ansvaret. Derfor skal vi have ordentlige arbejdsbetingelser."

"Det stinker langt væk"

To timer før Finansudvalgets møde torsdag 26. januar klokken 13.00 modtog udvalgets medlemmer to fortrolige aktstykker, der var underskrevet af forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), på tilsammen syv sider om indkøb af artilleri og raketkastere til Forsvaret for i alt 1,74 milliarder kroner.   

"Det stinker langt væk af, at de godt vidste, at det var en dårlig sag. Og derfor skulle den hurtigt igennem," siger Pelle Dragsted, der ikke stemte for indkøbet. 

Elbit Systems producerer et artillerisystem, som den danske hær tilbage i 2015 testede og fandt velegnet. Men Radikale Venstre og SF var ikke vilde med ideen om at handle med Elbit. Derfor blev indkøbet annulleret.

Med den forhistorie er det særligt vigtigt med ordentlig tid, mener Pelle Dragsted.  

"Især når man ved, at der er tale om en kontroversiel investering, så skal det ikke behandles på den måde i Finansudvalget. Det er fuldstændig uacceptabelt,” siger Pelle Dragsted, der også har fremført sin kritik i et brev til de øvrige medlemmer af Finansudvalget.  

Rasmus Jarlov retter desuden kritik mod udvalgets øvrige medlemmer.   

"Jeg fatter ikke, at resten af Finansudvalgets medlemmer accepterer sådan en måde at arbejde på, for det er jo udtryk for, at de ikke tager deres eget arbejde seriøst. At de finder sig i at få så dårlige vilkår, at de ikke kan nå at læse tingene og ikke kan nå at tale med nogen som helst om det," siger Rasmus Jarlov.  

En slukket mobil

Han deltog ikke selv i mødet 26. januar, da han var på besøg hos danske soldater i Baltikum sammen med forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen. Politikerne var blevet rådet til at holde deres mobiltelefoner slukket under besøgene hos de danske soldater, da man var så tæt på grænsen til Rusland, at der var risiko for, at russerne kunne aflytte dem.  

På et tidspunkt sneg Rasmus Jarlov sig alligevel til at tænde sin telefon. Her kunne han læse, at Finansudvalget havde modtaget to aktstykker til hastebehandling. Og hvis han ikke meldte tilbage indenfor to timer, ville det blive betragtet som opbakning til indkøbene.  

"Jeg havde ikke en chance for at nå at reagere på det, fordi jeg sad i det her intense program, hvor jeg ikke kunne stå og læse mails i den halve time, jeg lige havde sammen med soldaterne," forklarer Rasmus Jarlov og fortsætter:  

"Fordi jeg ikke havde været på min telefon i tre-fire timer, var jeg blevet taget til indtægt for at have stemt for noget i Finansudvalget, som jeg ikke havde fået læst."

Forsvarsministeriet: Ukraines akutte behov betyder undtagelser

Begrundelsen for, at beslutningerne om våbenindkøbene skulle hastebehandles, var ifølge Forsvarsministeriet, at tilbuddene fra Elbit Systems kun gjaldt til udgangen af januar måned.  

Den forklaring giver Rasmus Jarlov og Pelle Dragsted ikke meget for. 

"De sagde, at man skulle underskrive en kontrakt ugen efter. Men det kunne man jo godt have fået et par dage til at tage stilling til," påpeger Pelle Dragsted.  

"Det var kun 26. januar, så vi havde sådan set fem dage endnu. Så selv hvis man troede på den begrundelse, var der ingen grund til, at det hele skulle ske på tre-fire timer. Og så er det jo samtidig fuldstændig utroværdigt at tro, at en leverandør ville sige nej til en ordre på et kæmpe milliardbeløb, hvis man sagde, at der lige gik en dag mere," pointerer Rasmus Jarlov.  

Altinget har spurgt, hvorfor beslutningen skulle hastes igennem 26. januar, og om fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) mener, det er tilfredsstillende.

I en mail til Altinget oplyser Forsvarsministeriet, at det på grund af "Ukraines akutte behov" efter aftale med Finansudvalget "i visse tilfælde" har været nødvendigt at forelægge aktstykker med kort frist.

Samtidigt henviser Forsvarsministeriet til, at forsvarsforligskredsen og partierne bag det nationale kompromis blev inddraget i beslutningen forud for mødet i Finansudvalget. De fik dog ikke noget at vide om det konkrete tilbud på forhånd.

Udvalgsformand vil stramme op

Formanden for Folketingets finansudvalg, Simon Kollerup (S), har sat sig for at stramme op efter sagen.  

"I Folketingets Finansudvalg strammer vi nu efter folketingsvalget op på ministeriernes adgang til at kunne få hastebehandlet sager og aktstykker, medmindre det er ganske særlige tilfælde. Hastebehandlinger var nok blevet lidt for hyppigt anvendt, men nu skal det tilbage til at være mere sjældent,” forklarer Simon Kollerup i en skriftlig kommentar. 

Derfor vil flere ministerier opleve afslag på ønske om hastebehandlinger end hidtil.

"Medmindre det solidt kan underbygges og tydeligt godtgøres, at hastebehandlingen er nødvendig," tilføjer han. 

Men der vil stadig være undtagelser.  

"Der gælder fortsat særlige forhold omkring situationen for det danske forsvar og Ukraine, hvor udvalget vil strække sig langt for en smidig og hurtig behandling, som vi gjorde med artilleri-aktstykket. Dog skal også Forsvarsministeriet være opmærksomme på at værne om udvalgets velvillighed ved alene at anmode om hastebehandlinger, når det reelt har været påkrævet."

"Det har jeg forstået på forsvarsministerens henvendelse til mig som udvalgsformand, at det var i dette tilfælde," siger Simon Kollerup.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Jarlov

MF (K), fhv. formand for Folketingets Forsvarsudvalg
cand.merc. (Handelshøjskolen i København 2003)

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling (Aarhus Uni. 2016)

Simon Kollerup

MF (S), formand, Folketingets Finansudvalg, forsvarsordfører
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00