Debat

Sikkerhedsforsker: Der er stadig langt til det fælles europæiske forsvar

Trods ny amerikansk præsident kan Europa ikke slippe tøjlerne og læne sig behageligt tilbage igen. Projektet om et fælles europæisk forsvar er sat i gang, men der er to forskellige varianter i spil, skriver Cecilie Felicia Stokholm Banke

Med nye toner fra USA er der to veje i spil for et fremtidigt europæisk forsvar: en tysk og en fransk, skriver Cecilie Filicia Stokholm Banke
Med nye toner fra USA er der to veje i spil for et fremtidigt europæisk forsvar: en tysk og en fransk, skriver Cecilie Filicia Stokholm Banke Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Cecilie Felicia Stokholm Banke
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der blev åndet lettet op i Berlin, da resultatet af præsidentvalget i USA forelå.

Temadebat

Skal EU have sit eget forsvar – og hvor efterlader det Danmark?

EU har siden 2016 præsenteret en række konkrete initiativer og afsat milliarder af kroner, der skal styrke EU's evne til at forsvare sig selv.

Senest har Frankrigs præsident Emmanuel Macron efterlyst større ambitioner for en europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, så Europa ikke skal sætte al sin lid til USA, når det kommer til Unionens sikkerhed. Desuden har man efter tysk forslag indledt et omfattende arbejde, der på baggrund af en fælles trusselsvurdering skal munde ud i en EU-forsvarsstrategi senest i foråret 2022.

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører:

  • Er tiden inde til, at EU styrker sit forsvar og i givet fald hvordan?
  • Hvad er det helt konkret præsident Macron har i tankerne, når han siger, han vil styrke EU’s forsvar? 
  • Hvor efterlader det Danmark, der er bundet af et forsvarsforbehold, hvis EU kører sololøb på forsvarsområdet?
  • Hvor stiller de andre Nato-lande sig? Ikke mindst USA og Storbritannien.
  • Og kan det true det transatlantiske samarbejde?

Panelet er:

Trine Bramsen (S), forsvarsminister

Martin Lidegaard (R), forsvarsordfører og tidl. udenrigsminister

Søren Espersen (DF), forsvarsordfører

Niels Flemming hansen (K), forsvarsordfører

Catharina Sørensen, vicedirektør, Tænketanken Europa

Kristian Søby Kristensen, seniorforsker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Cecilie Felicia Stokholm Banke, enhedsleder, seniorforsker, DIIS

Sten Rynning, professor, Institut for Statskundskab, SDU

Christine Nissen, forsker i europæisk sikkerhed, DIIS

 

 

 

Ikke blot kunne man se frem til et bedre forhold tværs over Atlanten, men også fordi den multilaterale tilgang til verdens orden ser ud til at vende tilbage. Og det er fra et tysk perspektiv godt.

Tysklands sikkerhedspolitik er bundet op på USA. Det har den været siden afslutningen af anden verdenskrig, og selvom der er efterspørgsel på tysk lederskab, er det fortsat omkring det transatlantiske samarbejde og Nato, at Tyskland ser Europas sikkerhed.

Men valget af Joe Biden har ikke kun ført til nye vinde i det transatlantiske forhold og det regelbaserede samarbejde. Med Biden i det hvide hus har debatten om europæisk strategisk autonomi fået nyt momentum, for hvad kan Europa nu forvente af USA?

Vil der fortsat ligge krav om øgede forsvarsbudgetter som fremsat under Trump? Eller vil Europa kunne læne sig tilbage, slippe tøjlerne på den hest, der blev sluppet løs med initiativer som den europæiske forsvarsfond og det permanent strukturerede samarbejde, Pesco, og så ellers lade amerikanerne og Nato om resten?

Toget har forladt perronen
Næppe, for toget har forladt perronen, og spørgsmålet er nærmere, hvor hurtigt det skal køre. Her er der groft sagt to lejre.

Den ene er fransk og anføres af Præsident Macron, som under hele Trump-tiden har talt om strategisk autonomi og skubbet på for at få Europa til at gøre noget mere. Det handler om Europas evne til at forsvare de fælles værdier, som Frankrigs Europaminister Clément Beaune udtrykte det for nylig.

Den ene tilgang anføres af Præsident Macron, som  har talt om strategisk autonomi og skubbet på for at få Europa til at gøre noget mere.

Cecilie Filicia Stokholm Banke, seniorforsker, DIIS

Den anden er tysk, og henter bred opbakning i Nord- og Østeuropa. Ikke mindst de østeuropæiske lande har med bekymring set på den franske præsidents fremfærd om øget strategisk autonomi. Her frygter man, at Macrons tale om strategisk autonomi vil føre til amerikansk disengagement.

Ligesom i Danmark ligger den polske, den baltiske og den norske sikkerhedsgaranti hos amerikanerne og i Nato. At Europa skal gøre mere for at kunne forsvare sig selv må ikke blive en erstatning for, men et supplement til Nato, og det skal ske hvis ikke inden for, så i samarbejde med Nato som en europæisk søjle.

Denne bekymring for de franske ambitioner og tempo har belastet begrebet strategisk autonomi. Derfor taler man nu hellere om strategisk suverænitet, ligesom der i EU-sammenhænge tales om blandt andet digital og økonomisk suverænitet. 

Gang i fælles trusselsanalyse
For Tyskland handler det om balance. Det fremgik af den måde, det tyske EU-formandskab i 2020 trods covid-19 formåede at lancere et samlende initiativ for EU's forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, det såkaldte strategiske kompas.

Den anden er tysk, og den handler om balance, det såkaldte strategiske kompas.

Cecilie Filicia Stokholm Banke, seniorforsker, DIIS

Det strategiske kompas er første skridt mod en europæisk strategisk kultur. Kompasset skal sætte retning for blandt andet krisehåndtering, kapacitetsudvikling og EU's partnerskaber. Tyskland vil, at EU udvikler sig til en effektiv og modstandsdygtig aktør, styrker sin resiliens og evne til at handle i civile og militære områder.

Således afspejler de tyske ambitioner, hvad der allerede ligger i det permanent strukturerede samarbejde, Pesco. Men Tyskland gik et skridt videre med lanceringen af det strategiske kompas, som blev efterfulgt af udviklingen af en fælles trusselsanalyse. Ikke nogen let sag, men det fremhæves som en af det tyske EU-formandskabs successer.

Det strategiske kompas har skubbet medlemslandene ud i en fælles overvejelse omkring, hvilke trusler Europa står over for, der involverer alle i processen, og det er en prioritet for Tyskland, at alle er med.

Stadig langt fra de to procent til militærbudgettet
Det strategiske kompas skal dække over en tiårig periode og forventes færdigforhandlet under det franske EU-formandskab i 2022.

Flere iagttagere har påpeget, at det strategiske kompas var tyskernes måde at gå langsomt, men mere inklusivt frem i udviklingen af EU's forsvarsdimension, der samtidig garanterer fransk engagement. Det ser ud til at lykkes.

I hvert fald tales der nu mere bredt, også i Frankrig, om det strategiske kompas. Om man så i sidste ende kan enes om retningen, er uvist. For skal EU's strategiske kompas pege mod syd og truslerne i nærområdet, terror og migration?

Eller mod nord, Rusland og den fortsatte stormagtsrivalisering i og omkring Arktis? Og hvad skal det egentlig koste at kunne forsvare sig selv? Her er der lang vej endnu. Ikke mindst i Tyskland, der trods øget forsvarsbudget stadig er langt fra de to procent

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion