Debat

Tidligere Nato-ambassadør: Vi har overset et afgørende aspekt af Finland og Sveriges Nato-medlemskab

Nato bliver to solide demokratier rigere, når Finland og Sverige efter al sandsynlighed bliver medlemmer. Det vil styrke Natos legitimitet som en institution, der hviler på retsstaten, gennemsigtighed og ansvarlighed, skriver tidligere Nato-ambassadør Andras Simonyi.

Sverige og Finland forstår, at frihed ikke er gratis, og USA følger med i debatten, når begge lande er klar til at betale prisen for frihed, skriver Andras Simonyi.
Sverige og Finland forstår, at frihed ikke er gratis, og USA følger med i debatten, når begge lande er klar til at betale prisen for frihed, skriver Andras Simonyi. Foto: Lehtikuva/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alt imens krigen fortsat raser i Ukraine, er man i det nordlige Europa begyndt på en rejse, som vil få kæmpe betydning for den transatlantiske sikkerhed og fremtiden for den nordatlantiske alliance.

For første gang i historien vil ikke alene Danmark, Norge og Island, men også Finland og Sverige – det vi kalder "de nordiske lande" – være medlemmer af Nato. Det er afslutningen på en historisk "splittelse", som jeg opfatter som en anormalitet.

Et af de oversete - men aldeles afgørende - aspekter af, at Finland og Sverige tilslutter sig Nato, er, at de er solide demokratier. De to landes medlemskab vil styrke Natos legitimitet som institution og en militær forsvarsorganisation, der hviler på retsstaten, gennemsigtighed og ansvarlighed.

Essensen af liberale demokratier

Alt for længe er de liberale demokratier blevet fremstillet som værende for svage, når det drejede sig om forsvar og sikkerhed. Nogle af dem er blevet kritiseret for at have redet på ryggen af andre – for at være gratister.

I USA følger vi debatten de to steder og er klar over, at flertallet i begge lande nu er parate til at betale den politiske, militære og økonomiske pris for frihed. De forstår, at frihed ikke er gratis!

Andras Simonyi, seniorforsker, The Atlantic Council, tidl. Nato-ambassadør

Denne nye "bølge" af Nato-udvidelser udfordrer forestillingen om, at liberale demokratier i deres essens går ind for appeasement-politik og ikke ønsker at erkende de barske kendsgerninger, der kommer fra en verden med stadigt mere aggressive og ekspansionistiske autokratier.

I USA følger vi debatten de to steder og er klar over, at flertallet i begge lande nu er parate til at betale den politiske, militære og økonomiske pris for frihed. De forstår, at frihed ikke er gratis!

Sikkerheden for og forsvaret af både Finland og Sverige har længe været kilde til bekymring. De to lande kunne ikke være sikre på, at Nato hverken ville eller kunne forsvare dem, hvis Rusland besluttede sig for at terrorisere eller destabilisere deres samfund og institutioner – eller i værste fald angribe dem militært. Det ændrer sig nu. Det fælles forsvarsprincip, som er nedfældet i Nato-traktatens artikel fem, vil fremover også gælde dem.

Viljen til at forsvare sig

Den forrige bølge af Nato-udvidelser bestod af lande, der var midt i en svær overgang fra diktatur til demokrati, som nogle har klaret bedre end andre.

Efter at have været underlagt Sovjetunionen i 40 år skulle de fleste af disse lande gøre op med deres autoritære fortid og medlemskab af Warszawa-pagten for i stedet at indføre demokratisk kontrol med deres militær for at kunne leve op til Natos standarder. De var også - uden undtagelse - relativt fattige, da de tilsluttede sig Nato.

Men det militære aspekt var ikke den altoverskyggende grund til, at de tidligere østlande ansøgte om medlemskab af Nato. Det var deres vilje til at forpligtige sig til at forsvare de demokratiske værdier og acceptere retsstaten, også selvom disse principper er blevet svækket i de seneste år.

Derfor er det af afgørende betydning, at disse værdier nu bliver styrket indenfor alliancen, når de to velfungerende demokratier - Finland og Sverige - bliver medlemmer. Det vil forstærke de demokratiske værdier, som Nato står for, og som har tjent flertallet af alliancens medlemmer de seneste 70 år.

Dette forhold kan ikke understreges nok, når demokratier verden over er under angreb.

Læs også

Den nordiske model

I 2017 udgav jeg, mens jeg var på Johns Hopkins School of Advanced International Studies, en essaysamling med titlen ”Nordic Ways”. Bogen argumenterede for, at andre lande bør lade sig inspirere af den nordiske model i forhold til at gentænke deres tilgang til vestlige demokratier, til social og teknologisk innovation og til en balanceret tilgang til energi og klima.

Selvom bogen ikke eksplicit beskæftiger sig med sikkerhedsproblemer, ser bogens forfattere også de nordiske samfunds økonomiske, sociale og kulturelle styrke som et sikkerhedsspørgsmål. Disse grundpiller gør nemlig de nordiske lande til nogle af de mest robuste i verden. Det bør man ikke ignorere, når demokratiet er under angreb over hele verden.

Det, at Finland og Sverige bliver medlemmer, vil helt sikkert ændre nogle af dynamikkerne i Alliancen militært såvel som politisk.

Andras Simonyi, seniorforsker, The Atlantic Council, tidl. Nato-ambassadør

De vil naturligvis også være et kæmpe aktiv for Natos militære kunnen.

De to lande har allerede hære, der er kompatible med Natos standarder. De er ikke fremmede for Nato. Deres alliancefri og neutrale status forhindrede dem ikke i at deltage i fællesskabet af vestlige demokratier.

Begge lande tilsluttede sig som nogle af de første Partnerskab for Fred, Natos tilpasnings- og moderniseringsprogram for ikke-medlemslande, men uden sikkerheds- og forsvarsgarantierne.

Østeuropæerne tilsluttede sig Nato af frygt for fornyet russisk styrke og angst for, at tidligere tiders ustabile og undertrykkende system skulle genopstå.

For de to nordiske lande var det derimod et bevidst valg at holde sig udenfor alliancen. Uanset om et sådan valg var rigtigt eller forkert, nærede hverken flertallet af de politiske partier eller befolkningen den frygt.

Det har nu ændret sig.

En ny, nordisk akse

Jeg bliver ofte spurgt om, hvad denne nordiske blok kommer til at betyde for Natos interne dynamikker. Kommer de til at danne en selvstændig gruppe indenfor Alliancen – blandt andet i forhold til den fransk-tyske "akse"?

Det, at Finland og Sverige bliver medlemmer, vil helt sikkert ændre nogle af dynamikkerne i Alliancen militært såvel som politisk.

Samtidigt ønsker vi i USA, at Europa udvikler en forsvarskapacitet, som kan bruges uafhængigt af USA, men kun hvis det styrker og ikke svækker Alliancen.

Andras Simonyi, seniorforsker, The Atlantic Council, tidl. Nato-ambassadør

Styrkelsen af nordflanken af et engageret fællesskab af transatlantiske tilhængerlande er et meget stærkt signal om vigtigheden af og ønsket om USA's langsigtede forpligtelse overfor Europas sikkerhed.

Men det er i orden, for det, de to lande fortæller verden med deres tiltrædelse, er: "Mere Nato, ikke mindre Europa".

Og med hensyn til den såkaldte "fransk-tyske akse" i Nato, bør man sige rent ud, at hvis de to lande ikke opfattede et Nato under amerikansk ledelse som den eneste troværdige institution med hensyn til at sikre deres sikkerhed, ville de ikke være medlemmer. Fordi der er ikke og vil ikke i en overskuelig fremtid være et europæisk alternativ.

Samtidigt ønsker vi i USA, at Europa udvikler en forsvarskapacitet, som kan bruges uafhængigt af USA, men kun hvis det styrker og ikke svækker Alliancen.

Nato bliver et endnu stærkere bolværk mod russisk ekspansionisme, som er en konstant trussel mod Norden og resten af Europa. Finland medbringer også en fantastisk skatkiste af politisk erfaring og viden om, hvordan Rusland skal tackles.

Det er altså ikke alene i Finland, Sverige, Norden og Europas interesse, at de bliver Nato-allierede. Det er til fordel for den transatlantiske sikkerhed og dermed i sidste ende i USA's interesse.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion