Martin Lidegaard om nyt forsvarsforlig: Hvor skal soldaterne komme fra?

Det har været superspændende at følge debatten om fremtidens forsvar i Altinget. Krigen i Ukraine har vendt op og ned på alting, forsvarsforbeholdet er til afstemning og en ny sikkerhedsarkitektur for Europa tegner sig i horisonten. Så store forandringer ligger i luften, og hvad skal det konkret betyde for Danmarks forsvar?

Der er flere af de store spørgsmål, hvor svaret nærmest synes at give sig selv, når man dykker et lag dybere, og hvor den politiske enighed faktisk er stor blandt de fleste partier:

Selvfølgelig skal vi satse på at gøre dansk forsvar mere grønt og robust over for de kommende klimaforandringer. Selvfølgelig må vi håbe på et stort JA 1. juni, så Danmark ikke som det eneste land vender ryggen til EU’s fælles forsvar. Selvfølgelig bør vi satse mere på vores cyberforsvar og på at koble forsvaret af den kritiske infrastruktur bedre til cyberforsvaret af resten af samfundet. Og selvfølgelig skal vi satse mere på at gå forrest med nye højteknologiske løsninger i et tættere samarbejde mellem forsvaret og den private sektor. Det glæder mig oprigtigt, at der tilsyneladende er så stor opbakning til alle disse radikale mærkesager.

Virkeligheden er jo, at vi kan poste milliarder i nyt materiel, software og grøn teknologi, men har vi ikke de rigtige kvinder og mænd i fremtidens forsvar, kan vi simpelthen ikke løfte vores opgaver.

Martin Lidegaard (R)

Men på ét afgørende punkt har Altingets debat rejst flere spørgsmål end svar: Hvordan sikrer vi det nødvendige personel til fremtidens forsvar?

Virkeligheden er jo, at vi kan poste milliarder i nyt materiel, software og grøn teknologi, men har vi ikke de rigtige kvinder og mænd i fremtidens forsvar, kan vi simpelthen ikke løfte vores opgaver. Og virkeligheden er også, at det faktisk går den forkerte vej på dette område. Ligesom i den private sektor og ligesom i landets børnehaver, skoler, sygehuse og plejehjem er manglen på kvalificeret personale kritisk.

Konkurrencen om de unge vil derfor kun blive hårdere, og her står Forsvaret ikke specielt godt. I dag er den gennemsnitlige samlede ansættelsestid for en medarbejder 24 måneder, vel at mærke, når de værnepligtige holdes ude af statistikken. Det er alt for kort tid, hvis man skal nå at uddanne dygtige soldater og skabe et robust forsvar.

Alt dette er både forsvarspolitikere og Forsvaret selv sig selvfølgelig pinligt bevidste, og man har da også taget flere tiltag for at øge rekrutteringen, men desværre uden store resultater. Dertil kommer, at kravene til de samme soldater stiger stødt, fordi både flåden, flyvåbenet og hæren netop baserer sig på stadigt mere højteknologiske løsninger. At føre en kampvogn i dag kræver nærmest en mindre doktorgrad i styring af elektronik og informationsteknologi.

At øge værnepligten, både i antal værnepligtige og antal måneder, synes at være det borgerlige mantra, som jeg personligt ikke tror meget på.

Martin Lidegaard (R)

Derfor er det mest brændende spørgsmål for det næste forsvarsforlig helt enkelt, hvordan vi skaffer personel nok?

At øge værnepligten, både i antal værnepligtige og antal måneder, synes at være det borgerlige mantra, som jeg personligt ikke tror meget på. I dag er det kun 25 procent af de værnepligtige – der stort set alle er frivillige – som vælger at fortsætte i Forsvaret - og langt de fleste altså kun i få år.

Det er svært at se, hvordan en tvangsudskrivning af flere unge, der i øvrigt vil lægge et kæmpe beslag på de nuværende begrænsede personaleressourcer i Forsvaret, skulle øge motivationen hos de unge og give mere luft i Forsvaret - ligesom der altså også er et skrigende behov for vores unge andre steder i samfundet.

Skulle man overveje en anden værnepligt, taler mere derfor for at udvide værnepligten til at gælde både kvinder og mænd - hvilket klart også ville være det rigtige signal i forhold til ligestilling og mangfoldighed i Forsvaret. Så kunne man overveje at gøre værnepligten kortere i tid, så flere kan få testet deres forhold til Forsvaret, og vores dygtige officerer og befalingsmænd efterfølgende bruge deres ressourcer på at uddanne dem, der faktisk har et potentiale og en motivation, altså en form for todelt værnepligt.

Et andet greb kunne være at åbne Forsvarets uddannelser mod resten af samfundet og gøre det lettere at skifte ind og ud af Forsvaret. Det burde allerede være lettere at meritoverføre uddannelser i Forsvaret til uddannelser uden for forsvaret, så fem år i Forsvaret ikke er ”spildt” på uddannelseskontoen, men tværtimod er et tilbud om en attraktiv og betalt uddannelse, hvor man samtidig tjener fædrelandet.

Omvendt burde det også være lettere at tjekke ind i Forsvaret, når man er blevet uddannet som sygeplejerske, mekaniker eller akademiker.

Der er kort sagt bruge for at tænke helt nyt, hvis de mange skåltaler om et nyt og stærkere forsvar skal blive til virkelighed. For de danske forsvar bliver aldrig stærkere end de mennesker, der vælger at stille sig til rådighed for Forsvaret. Det må og skal vi politikere huske os selv på, inden hele debatten går op i procenter og kostbart nyt materiel.