Tidligere Nato-ambassadør: Putins angreb på Ukraine er først og fremmest muliggjort af Vesten

Hvis ikke vi standser Putin, vil det koste mange menneskeliv. Det er frygteligt nok i sig selv, men lige så slem bliver den skam, vi skal leve med i Vesten over ikke at have gjort nok for at stoppe Putins fremmarch, skriver tidligere Nato-ambassadør Andras Simonyi. 

Merkel udøvede fejlagtigt en strategisk eftergivenhed over for et vedvarende aggressivt Rusland, skriver tidligere Nato-ambassadør Andras Simonyi.
Merkel udøvede fejlagtigt en strategisk eftergivenhed over for et vedvarende aggressivt Rusland, skriver tidligere Nato-ambassadør Andras Simonyi. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg er vred. Jeg føler mig hjælpeløs. Jeg har det også skidt over, at jeg holdt liv i håbet om, at Putin i sidste ende ville undlade at angribe Ukraine.

Men jeg er ikke overrasket. Ikke det mindste. Som barn oplevede jeg russiske tanks rulle ind i Ungarns gader i november 1956. Jeg var 16 år, da Rusland invaderede Tjekkoslovakiet i august 1968.

Verden har forandret sig. Alene tilbage står Rusland med Putin i spidsen, der nægter at følge med tiden. Derfor vil jeg gentage, hvad vi allerede ved: Det er ikke Ruslands krig. Det er en lille diktator med storhedsvanvid, en middelmådig KGB-agent, en lille officers krig. Det er Putins krig.

Siden Ukraine blev uafhængigt for 30 år siden, har landet haft det hårdt. Korruption og bitre magtkampe har umuliggjort fremskridt og modernisering. Derfor er det vigtigt at huske, at Ukraine er det land blandt alle de nye østeuropæiske demokratier, der led mest under Sovjetunionens undertrykkelse.

Obama-administrationens dumme "reset policy" over for Rusland er muligvis den største fejltagelse i amerikansk udenrigspolitik i de sidste 30 år

Andras Simonyi

Verden har svigtet Ukraine. Vi i Vesten er skyld i, at mange i landet forbinder overgangen til demokrati med fattigdom. Samtidig oplever ukrainerne i disse dage, at de sikkerhedsgarantier, som de fik af tre af verdens stormagter, ikke bliver overholdt.

Jeg var til stede som Nato-ambassadør for Ungarn, da Boris Jeltsin, Bill Clinton, John Major og Ukraines daværende præsident, Leonid Kuchma, underskrev Budapest-memorandummet i 1994. Her gav Rusland, USA og Storbritannien de facto sikkerhedsgarantier til Ukraine til gengæld for, at Ukraine opgav deres atomvåben. Det memorandum kan ukrainerne i dag rive midt over.

Putins angreb er først og fremmest muliggjort af Vesten. Især årtiers ligegyldighed og naivitet fra USA's side har haft afgørende negativ betydning. Obama-administrationens dumme "reset policy" over for Rusland er muligvis den største fejltagelse i amerikansk udenrigspolitik i de sidste 30 år.

Det var et naivt amerikansk forsøg på en frisk start med Rusland. Trump gjorde ikke situationen bedre, selvom den politik han førte over for Rusland var hårdere, end hvad der var synligt på overfladen. Den har dog stadig ikke været hård nok. I disse dage oplever vi, at præsident Joe Bidens forestilling om, at man kunne tilsidesætte Rusland for i stedet at fokusere på Kina, var en fejl.

Stemningen i Washington, hvor jeg bor, er dårlig. Igen er det op til amerikanerne at lede modstanden mod Ruslands aggressive fremfærd. I byens politiske kredse er alle klar over, at vi befinder os i den værste sikkerhedspolitiske situation siden Anden Verdenskrig. Vi er vaklet i søvngang ind i denne situation.

Men USA er ikke den eneste skyldige. Et stort ansvar pålægger også Tysklands forhenværende kansler, fru Angela Merkel, der i årtier blev fejret som Europas leder og demokratiernes grande dame. Merkel udøvede fejlagtigt en strategisk eftergivenhed over for et vedvarende aggressivt Rusland. Blandt andet opmuntret af tysk industri, der nød godt af den udenrigspolitiske linje.

Hvis den russiske leder oplever uenighed og hermed svaghed i vores vestlige alliance, stopper han ikke med Ukraine

Andras Simonyi

Også resten af EU bærer sin del af ansvaret. De europæiske lande så Ukraine som et problem, man håbede ville gå væk af sig selv. EU havde ikke modet til at integrere Ukraine i Europa eller i det mindste sende et stærkt signal om, at Ukraine var velkomment i familien i fremtiden.

Nu kommer vi alle til at betale en meget høj pris for vores svaghed og mangel på opfindsomhed. Vi har også været fanget af de radikale klima-aktivister, som ikke forstod vigtigheden af at balancere mellem vores klimamål og energisikkerhed.

De sidste par år har vi i Washington advaret mod Europas, herunder først og fremmest Tysklands, overafhængighed af russisk gas. De europæiske lande forstod ikke de mulige sikkerhedspolitiske konsekvenser af at være gidsler hos en afsporet russisk leder. Nordstream 2 var fra starten et geopolitisk projekt, og fru Merkel har skylden for, at det ikke blev stoppet. Som et minimum bør projektet aflives fuldstændigt. Midlertidig suspendering er ikke svaret. 

Men nu skal vi fokusere på at standse Putin. Vi skal hjælpe Ukraine politisk, militært og økonomisk. Det er i vores interesse. Hvis den russiske leder oplever uenighed og hermed svaghed i vores vestlige alliance, stopper han ikke med Ukraine. Torsdag 24. februar lancerede den amerikanske præsident sanktioner. Det er kedeligt, at USA og Europa ikke har kunne enes om at udelukke Rusland fra Swift-samarbejdet, som virkelig ville have ramt den russiske økonomi. 

Læs også

Sanktioner er en vigtig del af vores våbenarsenal, men de er kun effektive, hvis vi bruger dem i kombination med militær magt. Blød magt er ikke en effektiv modgift, hvis den ikke bakket op af militær styrke. Jeg er enig med Storbritanniens premierminister, Boris Johnson: Vi kan ikke undgå at svare igen militært.

Her kan Nato-landet Tyrkiet spille en vigtig rolle. Russerne har stor respekt for Tyrkiets militær, og Putin har stor respekt for præsident Erdogan. Tyrkiet er et problembarn i Nato, men landet er stadig en del af familien. Tyrkerne skal sende deres flåde til Det Sorte Hav for at blokere angrebet på Odessa.

Min frygt er, at Vesten bliver for hurtigt træt af konflikten. Der er et russisk ordsprog, der lyder: "Du ophører med at danse med bjørnen, når bjørnen er træt – ikke når du selv er træt." Det ordsprog bør vi tage ved lære af.

Vi skal fremover være mere opfindsomme i forhold til at bryde Putins nær-monopol på information i Rusland. Under Den Kolde Krig var Radio Free Europe og Voice of America Østeuropas vindue til Vesten. De to radiokanaler spillede en stor rolle op til Berlinmurens fald i 1989. Vigtigst af alt skal Europa være parate til at reducere sin afhængighed af russisk gas.

Allerede nu bør vi sende et stærkt signal til ukrainerne om, at de har en fremtid i Europa

Andras Simonyi

Men allerede nu bør vi sende et stærkt signal til ukrainerne om, at de har en fremtid i Europa. Vi skal hjælpe med en storstilet genopbygning af deres land og stille dem i udsigt, at de vil blive integreret i regionen. Det er i USA's, Europas og hele Vestens interesse.

Ukraine er en del af Europa. Landet orienterer sig allerede mod vest. Måske har danskerne, ligesom jeg, lagt mærke til, at næsten alle politikere og tilfældige forbipasserende, der bliver interviewet af vestlig presse i Kyiv, taler engelsk. I disse dage står de tilbage med spørgsmålet: Hvor er Vesten? Hvor er verden?

Hvis ikke vi standser Putin, vil det koste mange menneskeliv. Det er frygteligt nok i sig selv. Men lige så slem bliver den skam, vi skal leve med i Vesten over ikke at have gjort nok for at stoppe Putins fremmarch i Ukraine.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

Barack Obama

Fhv. præsident, USA (Demokraterne)
Cand.jur. (Harvard 1991)