Tidligere PET-chef: Bjelke-rapporten er et rystende opgør med gældende retsprincipper

Forbud mod adgang til propaganda, IT-adgang til de sociale medier, begrænset adgang til brug af telefoni, fodlænker og intensiv overvågning i en længere periode er nogle af de kontroversielle forslag som Bjelke-gruppen (jf. 2. rapport) anbefaler i deres to rapporter om midler og metoder til at forebygge, modvirke og forhindre, at fremtidige løsladte dømte terrorister vil begå ny kriminalitet.

Kontroversielt vel at bemærke, da midlerne tænkes anvendt, efter at de pågældende har afsonet deres dom.

Jeg deler dog ikke bekymringen om truslen. Erfaringen viser, at i forhold til Danmark har man kun set et tilfælde af, at en tidligere dømt igen er blevet straffet efter terror-paragraffen. Derudover er antallet af dømte herhjemme relativt lavt, hvilket rapporten ikke nævner et ord om.

Rapporten nævner intet om, hvor mange der løslades og i hvilken takt og da slet ikke, at dommene omfatter alt fra syrienskrigere, billigelse af terror, terrorfinansiering og planlægning. Paradoksalt nok er ingen domme endnu givet til personer, der har udført terrorhandlinger.

Det bør efter min mening have afgørende betydning i forhold til vurderingen af truslen og indsatsen mod de pågældende.

Opgør med gældende retsprincipper

Ganske fatalt undervurderer man PET's aktuelle rolle til forebyggelse og forhindring af terror. Afdelingen har lovfæstede midler, metoder og mandskab, til at håndtere også de løsladte, men i stedet foreslås der nu nye aggressive metoder.

Jeg deler ikke bekymringen om truslen.

Hans Jørgen Bonnichsen
Tidligere operativ og politifaglig leder, Politiets Efterretningstjeneste

Rapporten er i to dele: Første del relaterer sig til indsatsen mod radikalisering under afsoningen af dommen og indeholder en række relevante og fornuftige forslag, for eksempel at man i langt højere grad bør prøveløslade, end tilfældet er i dag, men med fornuftige betingelser for løsladelsen. 

Jeg savner dog en beskrivelse af hvilke anti-radikaliseringsprocesser, Kriminalforsorgen anvender, da man åbenbart heller ikke her har den store tillid til disse processer og deres effekt.

Anden del af rapporten relaterer sig til de løsladte, og da må jeg erkende som tidligere praktikker i feltet, at de i indledningen nævnte forslag giver anledning til bekymring.

Det er et rystende opgør med gældende retsprincipper om, at når straffen er udstået, så er man fri, med grundlovssikrede rettigheder og de pligter man har som borger i dette land. Dette blæser man på.

Den fremstrakte hånd

Det er forslag, som kun kan medvirke til en ting: At hadet til de danske myndigheder vil stige – og bemærk vel, at en af de stærkeste motiver til terror er, ja netop had.

Det er et særdeles kontroversielt forslag, men som utvivlsomt lever op til den nuværende parlamentariske situation, hvor der lægges pres på at anvende "den hårde kurs".