Veteran: Regeringens nye strategi for forsvarsindustrien er blind for det globale teknologikapløb

Det globale teknologikapløb er de nye handelskrige.

Nye teknologier er så potente i forhold til hele samfund, at stater er tvunget til at handle, så de ikke taber deres teknologiske position. Ifølge den amerikanske forsvarschef Mark Milley vil omkring 40 til 50 nye teknologier, de væsentligste med dobbelt civile og militære anvendelsesmuligheder, udvikle sig meget hurtigt i de næste 15 til 20 år og vil fundamentalt ændre krigens karakter.

Konsekvenserne af fremtidige tab af teknologiske forspring og afkobling fra værdikæder er lige så vigtigt som bestræbelserne på at opnå eller fastholde den teknologiske førertrøje og sikre sine værdikæder. Handels- og sanktionspolitik og industripolitik vil fylde stadig mere i forsøget på at sikre dette, og det vil virksomhederne komme til mærke fra flere kanter på deres markeder.

Det nye er den aggressive anvendelse af eksportbegrænsende værktøjer. Importforbud er i overhængende fare for at blive mødt af direkte gengældelse, men egentlig gengældelse i forbindelse med eksportbegrænsninger af egne virksomheder er mere besværligt. Eksportbegrænsende tiltag har bredt sig, så de nu også går efter at ramme tredjelande.

Den eksterritoriale håndhævelse af national eksportkontrollovgivning (sammen med screening af udenlandske investeringer) viser med al tydelighed, at teknologi har skubbet national sikkerhed foran hensynet til erhvervslivet, vækst, omsætning og markedsandele. USA og Kina er de drivende kræfter, og før eller siden vil Europa være nødt til at overveje og tilpasse sin egen prisme og geopolitiske "tredje vej" for at kunne beskytte europæisk teknologi.

Forsvarsindustriel strategi er for snæver
Som andre skal danske virksomheder indstille sig på, at kapløb om globale førertrøjer inden for konkrete teknologier og deres værdikæder vil føre til flere nye handelskrige (og udvidelse af den amerikansk-kinesiske), der også vil omfatte stadig flere lande. Det vil afstedkomme flere eksportbegrænsende tiltag, der vil blive yderligere skærpet i form af eksterritorial håndhævelse og beskyttelsesforanstaltninger for eksempel gennem antisanktionslovgivning.

Sat på spidsen er det for snævert at betragte dansk forsvars- og sikkerhedspolitik ud fra det traditionelle udgangspunkt i Rusland, Østersøen, Baltikum og Arktis.  

Anders Aaselund Høier
Chefjurist, fhv. embedsmand i staten, befalingsmand i Hæren og veteran

Fredag 13. august lancerede regeringen en ny strategi alene rettet mod forsvarsindustrien. Det vil vise sig at være for snævert. Disruptive teknologier er den primære drivkraft i det stadig mere politiserede internationale forretningsmiljø. I forbindelse med at afsætte deres produkter, tjenesteydelser og viden står ikke kun forsvarsindustrien, men også "civile" højteknologivirksomheder over for tendenser, der tydeligt går i retning af stadig mere og flere aggressive regelsæt og voksende internationalt bureaukrati af godkendelser og tilladelser – som et resultat af national sikkerhed, hvor selv grønne teknologier er blevet stemplet som sådan af Pentagon.

Regeringen anerkender forsvarsindustriens strategiske rolle for dansk sikkerhed og forventer samtidig, at industrien er sit samfundsansvar bevidst, og at den tager medansvar for den generelle samfundsudvikling. Men når det internationale forretningsmiljø præges af, at virksomheder blacklistes, værdikæder sprænges, virksomheder afkobles af teknologiske økosystemer m.v., er afstanden fra geopolitik til virksomheder blevet hastigt og markant afkortet.

Derfor er der brug for, at danske myndigheder og politiske beslutningstagere bringer sig selv mere i spil. Også danske sikkerhedsforskere bør i højere grad behandle krydsfeltet mellem teknologi, international handel og national sikkerhed.

Sat på spidsen er det for snævert at betragte dansk forsvars- og sikkerhedspolitik ud fra det traditionelle udgangspunkt i Rusland, Østersøen, Baltikum og Arktis.

Et aktiv og en sikkerhedsrisiko
For at danske virksomheder kan være i stand til at manøvrere i tide vil behovet for viden og forståelse af geopolitiske dynamikker og påvirkning af konkrete markeder, policy og regulering kun blive mere udtalt.

Virksomhederne, forsvarsindustrielle som civile, er tvunget til at tage bestik af, at når de afsætter deres højteknologiske produkter og tjenesteydelser eller indgår i disses værdikæder, udgør virksomhederne både et aktiv, men også en sikkerhedsrisiko – også for andre stater. Det må regeringen forholde sig til.