Debat

Videnscenter: Ny aftale skal hjælpe PTSD-ramte veteraner tilbage til hverdagen

Forsvarsministeren underskriver fredag en partnerskabsaftale, der skal hjælpe veteraner i behandling for PTSD hjælp til at genetablere hverdagen. Det er et nødvendigt fokus, hvis vi skal hjælpe de veteraner, som er sværest ramt, skriver Dorte Nørregaard.

Ti procent af de danske udsendte soldater udvikler PTSD efter hjemkomsten, skriver Dorte<b>&nbsp;</b>Nørregaard.
Ti procent af de danske udsendte soldater udvikler PTSD efter hjemkomsten, skriver Dorte Nørregaard.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dorte Nørregaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når du lever et liv med PTSD, kan udfordringerne være mange. Det kan være svært at erkende, at du har en sygdom, der har en indgribende effekt på dit liv. Det kan være svært at komme op om morgenen, og det kan være svært at sove om natten. Det kan være svært at være alene, og det kan være svært at være sammen med andre. Det kan være svært at passe et arbejde, og det kan være svært ikke at have et arbejde.

Er du veteran med PTSD, er hverdagen altså ikke automatisk noget, du holder af. Heller ikke selvom du har fået hjælp i form af medicinsk eller kognitiv behandling, for nu starter et nyt liv med PTSD som følgesvend.

Veteraner med PTSD har ofte meget svært ved at tage imod de tilbud, de får. Støtte til at komme i job er ikke relevant, hvis udfordringen er, at man ikke komme op om morgenen eller sove om natten.

En økonomisk erstatning fra staten er lig med én bekymring mindre, men den fjerner ikke angsten for at bevæge sig ud af boligen for at handle ind eller frygten for, hvem der gemmer sig i boligen, når man skal hjem igen. 

PTSD går ikke bare over, men hverdagen kan blive god alligevel.

Dorte Nørregaard
Centerchef, Videnscenter om handicap

Landsdækkende indsats skal sikre hverdagen

Derfor udviklede Soldaterlegatet sammen med Klinik for PTSD og angst i Region Midtjylland og Videnscenter om handicap allerede i 2015 indsatsen ’På vej mod en god hverdag’, som er en rehabiliterende støtte til veteraner efter endt behandling med fokus på at skabe en god hverdag.

Det anslås, at omkring ti procent af de danske udsendte soldater udvikler PTSD efter hjemkomsten. Der findes en pallette af mangfoldige tilbud til veteraner, men de kan variere alt efter, hvilken kommune veteranen er bosat i.

Derfor er det glædeligt, at indsatsen ‘På vej mod en god hverdag’ er blevet en fast, landsdækkende indsats. Det er sket ved hjælp af midler fra aftalen om styrket veteranindsats, indgået af forsvarsforligskredsen i 2020.

Indsatsen er civil og kan dermed nå nogle veteraner, som ikke ønsker at tage imod eksisterende tilbud. Indsatsen er et nødvendigt supplement, der kan bidrage til at passe på dem, der har passet på os. Og så er den håndholdt og tilrettelagt efter den enkelte veteran. I indsatsen bliver veteranen tilknyttet en personlig konsulent, der altid er tilgængelig, og som hjælper veteranen efter behov. Al medvirken er frivillig, og veteranen er altid styrende.

Job er ikke en mulighed for alle

Vores erfaringer fra indsatsen viser, at for en håndfuld veteraner er en god hverdag at have ordinært arbejde. For lidt flere er det at få et fleksjob. Men for rigtig mange med svær PTSD er det førtidspension, der er den bedste løsning.

Læs også

Erfaringen er, at med den rette støtte kan PTSD gå fra at være altoverskyggende i veteranens liv til at være noget, der puttes i rygsækken og bliver en del af det fremtidige liv. For PTSD går ikke bare over, men hverdagen kan blive god alligevel.

Indtil videre har over 50 veteraner medvirket i indsatsen på projektbasis. I skrivende stund er 25 veteraner en del af indsatsen. En evaluering fra 2018 viser, at indsatsen giver mere styr på hverdagen, struktur, orden i hjemmet og hjælper med at få genetableret rutiner. Det har styrket deltagernes selvværd og givet overskud til at deltage i sociale aktiviteter, fællesskaber samt eventuelt uddannelse og eventuelt job.

Den nye partnerskabsaftale underskrives fredag 26. november i Handicaporganisationernes Hus af forsvarsminister Trine Bramsen (S) og formanden for Videnscenter om Handicap. Aftalen sikrer, at de sværest ramte veteraner med PTSD fremover har et civilt tilbud, der kan hjælpe dem på vej mod en god hverdag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00