Thyrring søgte ikke selv væk

NYT JOB: Miljøministeriet skal have ny departementschef. Marianne Thyrring skal til Indenrigsministeriet og undersøge kommunalt demokrati. Hun søgte ikke selv væk, fortæller hun.
Anders Jerking

Vi har arvet et embedsapparat, der i ti år blev kørt af de borgerlige. Vi kommer ind med friske øjne og siger: 'Hvorfor skal tingene køre på den måde?' Vi tør godt gå ind og sætte os i regeringsstolene og sige: 'Jeg er da ligeglad med, at du er departementschef. Det er mig, der er minister. Gå væk.'

Ida Auken (SF)
På SF's landsmøde i april
Fakta
Marianne Thyrring (født 18. december 1959) er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet 1984 og har tidligere været ansat i Skatteministeriet, EU-repræsentationen og EU-Kommissionen. 
Siden 1999 har hun været ansat i Miljøministeriets departement som økonomichef, afdelingschef og siden december 2007 som departementschef.
Miljøministeriet skal have ny departementschef, efter regeringen har besluttet at flytte Marianne Thyrring. Hun fortæller til Altinget.dk, at det ikke er hende selv, som har søgt nyt job.

Marianne Thyrring er med øjeblikkelig virkning stoppet som departementschef i Miljøministeriet, hvor hun har været øverste chef siden 2007. Hun tiltræder en stilling i Økonomi- og Indenrigsministeriet, hvor hun skal undersøge lokaldemokratiets tilstand efter kommunalreformen.

"Nej, jeg har ikke selv søgt væk. Når man er embedsmand, så løser man den opgave, som man bliver sat til, og jeg er blevet spurgt, om jeg kan løse denne opgave. Og det har jeg selvfølgelig sagt ja til," siger Marianne Thyrring om jobskiftet.

Er det frivilligt?
"Når man som embedsmand får at vide, at man gerne vil have, at du løser denne opgave, så er man en mærkelig embedsmand, hvis man siger nej. Man gør det, som man får besked på," siger hun.

Dokumentation
Pressemeddelelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet 

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager vil sende en personlig repræsentant på rundtur i landets kommuner for at tage temperaturen på, hvordan det står til med det lokale demokrati. Stemmeprocenten ved kommunalvalget i 2009 var faldende, og diverse undersøgelser viser tegn på, at det lokale demokrati er udfordret.

"Det lokale demokrati trænger til et eftersyn, så vi i åbenhed kan forholde os til demokratiets tilstand," siger Margrethe Vestager.


Hvordan står det til med demokratiet i landets 98 kommuner?

Det spørgsmål skal besvares, når regeringen i starten af det nye år sender en personlig repræsentant på rundtur i de danske kommuner for at undersøge demokratiets tilstand. Samtidig skal der gennemføres en spørgeundersøgelse blandt borgerne om deres oplevelse af det lokale demokrati.

Ved sidste kommunalvalg i 2009 faldt stemmeprocenten med omtrent 4 procentpoint til et lavt niveau. Samtidig er der nylige undersøgelser, der viser, at borgernes oplevelse af, at lokalpolitikere og det politiske system tager hensyn til deres holdninger, er faldende. Ligesom borgernes oplevelse af at vide nok om de lokalpolitiske forhold og føle sig i stand til at handle lokalpolitisk også er faldende.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

"Jeg er meget optaget af, at vi har et levende lokalt demokrati. Hvis borgerne f.eks. oplever, at de bliver mindre inddraget i de lokale demokratiske processer end førhen, er det bekymrende. Det skal vi vide mere om. Derfor igangsætter vi en undersøgelse af, hvordan det står til med det lokale demokrati, og det skal give inspiration til, hvordan vi kan forbedre - eller nytænke - det lokale demokrati."

Undersøgelsen skal blandt andet fokusere på borgernes oplevelse af at blive hørt og komme til orde og særligt på unge/førstegangsvælgers tilgang til det lokale demokrati. Derudover kan der ses nærmere på rekrutteringen af politikere til kommunalvalg.

Rundturen i de danske kommuner vil finde sted i perioden januar-maj 2013, og slutresultatet vil blive en rapport, som forventes offentliggjort i juni 2013.

Undersøgelsen skal ses i forlængelse af det igangværende arbejde om en evaluering af kommunalreformen. Dette arbejde afsluttes i marts 2013.

 


0:000:00