Debat

Affald- og Ressourceindustrien: Politikerne skal blive enige om, hvordan vi håndterer slagger

Slagger rummer værdifulde metaller og bør behandles som alt andet genanvendeligt affald, men desværre er reglerne uafklarede. Det ser vi voksende negative effekter af, skriver Niels Bukholt.

Slagger indeholder metaller, der kan udvindes og genbruges, men der mangler en klar plan for, hvordan slagger skal håndteres, skriver Niels Bukholt.
Slagger indeholder metaller, der kan udvindes og genbruges, men der mangler en klar plan for, hvordan slagger skal håndteres, skriver Niels Bukholt.Foto: Søren Steffen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Niels Bukholt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvert år brændes mange tusind tons affald af i de danske forbrændingsanlæg, og selvom planen er at skære 30 procent ned, vil der også i fremtiden blive brændt store mængder affald af i Danmark.

Restproduktet fra affaldsforbrænding er slagger, der har stor værdi set med genanvendelsesbriller.

Restproduktet fra affaldsforbrænding er slagger, der har stor værdi set med genanvendelsesbriller.

Niels Bukholt
Sekretariatsleder, Affalds- og Ressourceindustrien

Dels indeholder slaggerne metaller, der kan udvindes og genbruges, og dels kan de efter sortering erstatte jomfruelige råvarer som sten og grus under eksempelvis veje og pladser. Slagger bliver for 99 procents vedkommende genanvendt.

Slagger er dermed en affaldstype - på linje med metal, glas, pap, jord og så videre - der genanvendes systematisk.

Flere danske virksomheder behandler og genanvender slagger. Eksempelvis Meldgaard, der ligger i Sønderjylland, er aktiv i hele landet, og håndterer over én million tons slagger årligt. Blandt andet på et anlæg i Kolding, som de har investeret store beløb i, men også på anlæg i udlandet.

De danske behandlere er så gode, at de har kunder uden for Danmarks grænser, som eksempelvis i USA, Storbritannien, Norge og Sverige. Det er med andre ord dansk knowhow, der er efterspurgt andre steder i verden.

Derfor er det ærgerligt, at der fra politisk side i planen for fremtidens affaldssektor, som et bredt flertal på Christiansborg enedes om i juni 2020, ikke er taget klar stilling til, hvordan slagger skal håndteres.

Efterlader et beslutningsmæssigt vakuum
Aftalen opererer med husholdningsaffald og erhvervsaffald, men slaggerne falder, på linje med andre typer affald fra kommunerne, lidt ned mellem to stole. Det er problematisk, fordi det efterlader sektoren i et beslutningsmæssigt vakuum.

Slagger faldet lidt ned mellem to stole. Det efterlader sektoren i et beslutningsmæssigt vakuum. 

Niels Bukholt
Sekretariatsleder, Affalds- og Ressourceindustrien

Konsekvensen ser vi nu med stigende uro og undren. Selvom det er i modstrid med linjen på stort set alle andre typer affald i den politiske aftale fra 2020, så er flere kommunale aktører i ly af uklarheden i fuld gang med at udvide deres aktiviteter på området, og i fuld gang med opbygge kapacitet til at behandle slagger i konkurrence med de private på et uklart grundlag.

Helt konkret samarbejder Amager Ressource Center (ARC), der er ejet af en række hovedstadskommuner, med det ligeledes kommunalt ejede Afatek om at udbygge deres kapacitet. Det er imod intentionen i klimaplanen, og det svækker de private virksomheders muligheder for at planlægge og investere, hvis der er usikkerhed om reglerne og grænserne.

Grundprincippet i aftalen fra sidste år er ellers, at håndtering og forarbejdning af affald til genanvendelse skal ud på det private marked. Det er et godt princip. Affaldets ressourcer skal have så let og kort en vej som muligt til de virksomheder, der til syvende og sidst skal bruge dem som alternativ til naturens jomfruelige ressourcer.

Linjen i aftalen er, at kommunerne ikke må investere i nye kommunale genanvendelsesanlæg eller reinvestere i eksisterende anlæg. Selvom aftalen ikke er omsat til lovgivning endnu, og selvom slagger ikke defineres tydeligt, så undrer det, at kommunerne ikke som en selvfølge indretter sig efter de politiske intentioner.

Derfor vil vi opfordre til, at de kommunale aktører stopper planlægning og investeringer, indtil der er klarhed om reglerne. Og vi vil opfordre politikerne til at klargøre, om der skal gælde helt særlige regler for slagger, eller om de i fremtiden skal behandles ligesom alt muligt andet genanvendeligt affald.

Vores anbefaling er klart det sidste.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00